Året der gik 2018 – Højdepunkter og rejseplaner for 2019

Året der gik 2018 - Højdepunkter og rejseplaner for 2019

Vi kigger tilbage på 2018 som er ved at være slut. Et rejseår som grundet den skønne danske sommer har været særligt fyldt med store oplevelser i vores eget dejlige land, Danmark. Det har været en af de bedste danske somre vi har oplevet i mange mange år. Masser af dagsture, vandreture og weekendture er det blevet til.

 

Vores personlige år 2018

Selvom rejser og oplevelser for os er det mest værdifulde man kan få har vi i år også valgt at købe hus som nu danner rammen om vores lille families hverdag. Som jeg så tit er inde på er livet fuld af prioriteringer. Så selvom vi nyder vores hus betyder det ikke at vi er stoppet med at rejse. Hvad end vi vil det eller ej, kommer vi nok bare ikke udenom at det har haft konsekvenser for årets rejsebudget. Derudover har vi i 2018 også været ramt af sygdom og Helle har skulle finde arbejde efter endt barsel. Alt sammen en proces som vi er ved at have fundet os selv i nu. Rejsefeberen sitrer derfor også på sit højeste i øjeblikket og rejsedrømmene flyver jævnligt over køkkenbordet. Så mange muligheder og alt for lidt tid og penge. Vi glæder os til et 2019 hvor vi planlægger at få et par stempler mere i passet og mindebogen fyldt op igen.

 

Bloggens år 2018 – sociale medier & anderkendelse

Flere og flere læser stadig med, hvilket vi er super glade for. Uden jer var der ingen blog. Vi elsker at fortælle om vores oplevelser netop fordi I er her til at kommentere, stille spørgsmål og give det liv til bloggen vi elsker.

Særligt Instagram, som også er vores favoritmedie, er et voksende medie, hvor Helles-Univers flere gange i år har fået delt billeder af store aktører og blevet udvalgt til både aviser og andet annoncemateriale. Vi er samtidig også blevet vilde med at give opdateringer og vise billeder af store og små eventyr på Facebook. Det kan noget andet som bestemt også er helt unikt. Så hvis du vil lidt dybere så hop ind og følg med på Facebook.

I årets løb er bloggen igen blev nævnt blandt de bedste og personlige favoritter blandt andre rejsebloggere og store portaler. Et skulderklap som motiverer os til at blive ved med at skrive og inspirere. I den sammenhæng skal I have stor tak for støtten.

Rejseblog

Delt af Visit Silkeborg

Gæsteblogindlæg

På Helles Univers er vi glade for at have gæstebloggere. Det giver en ny vinkel, nyttig information og gode tips til den næste rejse. Det er enormt berigende og giver liv til bloggen. Vi har gennem året 2018 haft glæde af 3 gæstebloggere.

 

I løbet af 2018 har Helles Univers også selv gæsteblogget 2 gange:

 

De største oplevelser i 2018

Vilnius

I foråret havde vi den mest fantastiske tur til Vilnius. Byen overraskede ved at være overskuelig, enormt charmerende og så er der en rigtig hyggelig stemning. Samtidig er der billigt og så er det en by man kan tage til fods. Vi elskede de grønne områder, som var perfekte til det dejlige forårsvejr vi blev velsignet med.
En rigtig dejlig weekendtur for hele familie hvor der både blev plads til familieleg, god mad og sightseeing.

Læs vores guide til en dejlig by her. 

Vilnius

Kreta

I de få uger vejret var en anelse koldt og grå i Danmark i sommers, befandt vi os i Grækenland. De tidligere gange vi har besøgt Kreta har det været på den vestlige del. Denne gang tog vi til det østlige Kreta. En ny og anderledes oplevelse. Første uge var sammen med et vennepar. En uge der var præget af både skoldkopper og solstik. En overgang virkede rejsen derfor lidt sort, men da det værste sygdom havde lagt sig blev der heldigvis også tid til at gå på opdagelse på øen.

Oplevelser på Kreta

Vi lejede en bil og var på en sjov og nervepirrende vandre/klatretur som gav sved på panden. Vi så de vildeste udsigter, badede i det varmeste azurblå hav og fik rejsens lækreste mad i Elounda. Sidst, men ikke mindst, gik vi på opdagelse i Kretas historie på Knossos og den tidligere spedalske ø Spinalonga. Kreta er stadig et rigtig dejligt feriemål og hvis man har ja-hatten på kan den meget mere end at være en charterrejse.

Vandreture på Kreta

Danmark

Året har været fyldt med mange skønne oplevelser i Danmark. Vi elsker naturen og i år har vi også været gode til at bruge den. Både Himmelbjerget, Sukkertoppen og Ulvehoved er blevet besteget. Også skønne vandreture i Dollerup bakker, rundt om Silkeborg søerne og langs vandkanten i Marbæk ved Esbjerg har været på programmet. Tit og ofte uden at møde en eneste sjæl med solen stående højt på himlen. Med os har vi haft en lille madpakke som vi har nydt inden vi atter har travet videre. Det har givet nogle fantastiske dagsture, masser af frisk luft under vingerne og kvalitets tid. Jeg kan ikke appellere nok til at man bruger sit nærområde.

Sukkertoppen

Efterår fra Sukkertoppen – Udgivet i Politikken

I årets løb har vi også været på flere hyggelige familieture. Turen har både gået til Egeskov slot, Jyllands Park Zoo og senest var vi på weekendophold på Scandic The Reef. Gode ture på hver deres måde.

Egeskov slot

I sommers tilbragte vi 1 uge på Ærø. Det var lidt som at være sydpå, måske endda bedre. Ægte ø-stemning hvor cyklerne fyldte det meste af vejen, strandene var fyldte og badevandet dejligt varmt. Det var ikke til at leje et sommerhus, så vi var glade for at have familiebasen.

Sommerferie på Ærø

Udgivet i Politikken

Traditionen tro har vi sluttet året af med julemarked. Denne gang i det gamle fængsel i Horsens. En rigtig god oplevelse med hyggelig julemarked, besøg af julemanden og gåsegang.

Jul i fængslet i Horsens

De 5 mest læste indlæg i 2018:

 

Noget af det der hitter mest på bloggen i øjeblikket og det vi får flest spørgsmål til, er vandrerejser. Heldigvis er det også noget af det vi brænder rigtig meget for, så det vil vi naturligvis prøve at få mere af på bloggen det kommende år. Derudover indtog alle indlæg fra Ærø topplaceringer henover den gode sommer. (Hvilket vi godt kan forstå).

Ærø

Sig endelig til hvis du har spørgsmål til rejsemål, udflugter eller ønsker til noget du gerne vil høre mere om på bloggen. Så skal vi gøre vores bedste for at svare på spørgsmål og imødekomme jeres ønsker.

 

Nye oplevelser lige om hjørnet

Et nyt år for os, betyder også nye oplevelser og muligheder. Vinterens rejse er i øjeblikket på tegnebrættet og vi glæder os til at afsløre hvor turen går hen. Meget kan stadig nå at ændre sig da flybilletter endnu ikke er købt. Så man ved aldrig om der sniger sig et godt tilbud ind i indbakken.

Vi havde håbet at kunne fylde bloggen med lækre skibilleder, men umiddelbart bliver det ikke i år. Vi satser til gengæld på at fylde bloggen med skønne naturfotos, vandreventyr og lækre strandbilleder. Tiden må vise hvor vejen fører os hen i 2019. Hvad har du af rejseplaner?

 

Rigtig godt nytår 

Vi vil på Helles Univers gerne slutte af med at sige tusinde tak for de mange oplevelser vi har kunnet dele med jer i 2018. Vi ser frem til et forrygende rejseår i 2019, hvor vi forhåbentlig vil kunne dele en masse spændende oplevelser sammen med Jer.

 

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

1 Kommentar

  • SVAR

    Rigtig fin opdatering af 2018 – jeg glæder mig til at følge jeres eventyr i 2019! Rigtig godt nytår fra os fra Eventyrsstyrelsen 🙂
    /Lise