Adventure ved River Kwai

 

River kwai Thailand

Udsigten fra indgangen til “Kao Poon Cave”

Vi valgte at booke en 3 dags tur gennem Jysk Rejsebureau, da de havde en tur, sammensat med de ting vi gerne ville se. På den måde kunne vi se det hele på en gang og bare nyde turen. Her er en beskrivelse af hvad vi oplevede:

Dag 1

På 1. dagen blev vi taget med longtailbåd ud og besøgte Kao Poon Cave. Dette er en grotte, der var blevet brugt som skjulested for våben under 2. verdenskrig. Derefter gik turen til krigskirkegården Chung Kai War Cemetery. Her ligger omkring 1800 vestlige krigsfanger begravet, som døde under konstruktionerne af broen og jernbanen. Til sidst ankom vi til River Kwai broen hvor tusindevis af tvangsarbejdere og krigsfanger mistede livet ved opførelsen af den. Her fik vi tid til at gå over den og se toget passere. Utrolig spændende område at besøge som man får meget ud af ved at have en guide til at fortælle. Hvorefter der ventede en lækker middag på vores hotel Good Times Resort.

Rejse til Thailand

Skøn lille turistklasse hotel. Det ligger direkte ned til floden og de har en fin restaurant med lokale retter til billige penge.

Dag 2

På 2. dagen gik turen til Sai Yok nationalpark. Her besøgte vi parkens vandfald som er kendt for at kong Rama V har badet i det. Den omkringliggende natur er desuden meget frodig. Derudover besøgte vi Hell Fire Pass som er den vanskelligste passage af dødens jernbane at anlægge, da det går gennem en klippe. Her fik vi udleveret en speaker til at give os historien herom.

Efter en lokal frokost badede vi i de varme kilder Hin Dad Hot Springs som bliver op til 40 grader. Sjovt at se kulturforskellen.. stort set alle thai’erne bader med tøj på?

River kwai Thailand

Kenneth der hører historien om Hell Fire Pass

Herefter blev vi kørt til en lokal Karen landsby hvor vores trek gennem junglen skulle begynde. Vi var en gruppe sammensat af 3 forskellige hold, hvilket fungerede rigtig fint.
Vi blev kørt gennem junglen i en 4-hjulstrækker. Hvilken oplevelse. Vi væltede alle rundt og havde muligvis også anskaffet os nogle blå mærker undervejs, men frem kom vi. Og vi kunne nu få fast grund under fødderne. Turen gik gennem store bambuslunde og smalle stier. Vores guide som desværre ikke snakkede særlig godt engelsk skabe en sti med sin machete gennem junglen. De få ord han kunne var ”HEAD” og ”Slippery” som ofte blev brugt. Efter ca. 3 timers vandring kom vi til floden som vi vandrede i med vand til op over knæene i en halv times tid. Vandet var ret koldt og man skulle se hvor man trådte for ikke at glide på stenene. Meget udfordrende men spændende tur. Undervejs sagde vi også hej til nogle af de dyr der bor i junglen.

River kwai Thailand

Fremme ventede vores lejr. En hyggelig og primitiv lejr midt i junglen. Overnatningen foregik på tynde madrasser med et lille tæppe og myggenet over.
River kwai adventure Thailand

På eventyr i Thailand

Vi kunne kigge med mens der blev lavet lækker mad til os og vi grillede selv søde kartofler over bål mens vores guide på bedste vis fortalte røver historier på kombineret tegnesprog og gebrokken engelsk, samtidig med at vores sko var sat til tørre ved bålet. Natten var rigtig kold til trods for vi puttede os godt sammen, havde godt med tøj på og 2-3 tæpper over os.

Jungletrek i Thailand

Dag 3

På 3. dagen fik vi morgenmad og pakkede vores ting. Herefter gik turen tilbage mod Karen landsbyen. Her gik vi langs rismarker og diverse bønder. Vi var forbi for at få et par tørrede majskolber som vi senere skulle bruge til at fodre elefanter med.

Rejse til Thailand

Efter 1 times trek ca. mødte vi elefanterne som stod klar til at føre os videre gennem junglen. Det er nogle store dyr, så det var lidt af en udfordring at komme op på dem. Men det lykkedes da. Og vi blev redet hen til det sted hvorfra vi skulle bambus rafte det sidste stykke ned ad floden.

Bambus rafting Thailand

Jeg har altid været fascineret af elefanter og det var sjovt at prøve at være ude og ride på dem. Det er ikke videre behageligt da det jo er et stort og tungt dyr, så du kan sagtens mærke om det går op eller ned.
Bambusflåden var bambusstænger der var sat sammen med lidt snor af en art. På de andre flåder var der en thai med til at styre hvis der skulle gå noget galt. Det synes de åbenbart ikke var nødvendigt for os for så Kenneth kom til at føre mig ned af floden selv. Og med en tidligere kanodreng ved roret gik det som en leg 🙂

River kwai adventure Thailand

I Karen lejren ventede os en lokal frokost med sticky rice, BBQ kylling og stegt ananas. Det var virkeligt lækkert og charmerende med børn, der legede rundt med nogle pinde eller andet de lige kunne finde.

River kwai adventure Thailand

Frokost i Karen Village

Herefter blev vi kørt tilbage til vores resort, hvor vi blev hentet og bragt tilbage til Bangkok.

Det er en super god og udfordrende tur. Man oplever vildt meget på kort tid. Dog oplevede vi på Koh Chang Elefanter, der havde det betydeligt bedre og det skar lidt i hjertet. Vi mødte ikke andre gennem junglen, så det er på ingen måde turistet, og det var en meget speciel og spændende oplevelse.

 

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.