Dagstur til fangeøen Spinalonga

Dagstur til fangeøen Spinalonga

Spinalonga har mere end 1000 år på bagen med utallige besættelser. Venezianerne byggede fæstningsværket sidst i 1500-tallet som forsvar mod angrebene fra det Osmaniske Rige. Øen er i dag mest kendt for at huse de spedalske som var øens sidste beboere. I 1903 blev øen nemlig udnævnt til behandlingssted til alle Kretas spedalske. De spedalske blev tvangsflyttet til Spinalonga og måtte ikke forlade øen. Dette til trods for, at øen på dette tidspunkt stadig var beboet af tyrkiske muslimer. Disse kom hurtigt på andre tanker og flygtede da de spedalske indtog øen.

I 1913 var det ikke kun spedalske fra Kreta, men fra hele Grækenland. På dette tidspunkt kom beboertallet helt op på 400 mennesker. Med en gåtur rundt om øen på mindre end 1 km. kan man hurtigt regne ud at øen på det tidspunkt var tætbefolket. De spedalske blev sejlet dertil ad det lille stræde fra byen Plaka som ligger kun 300 meter derfra. Indbyggerne skabte deres eget lille samfund med forretninger, taverner, skole og egen borgmester. Nogle fik børn og var disse ikke smittede blev de fragtet fra øen på børnehjem eller i plejefamilier. Det var muligt for familie og præster at besøge øen. Alt hvad der passerede den massive jernport hvad end det var mennesker, penge eller ting, blev dog grundigt desinficeret.

Først i 1957 lukkede det spedalske hospitalet på Spinalonga. På daværende tidspunkt var behandling blevet muligt og de spedalske blev overført til fastlandets hospitaler. Øen har ikke været beboet siden, men står flot bevaret den dag i dag.

Spinalonga

 

Køb en guidet tur eller sejl dertil fra Plaka

Som du måske kan fornemme strækker Spinalongas historie sig langt og er en virkelig spændende rejse. Turen står stadig for os, som en af de bedste udflugter på Kreta. Hvis ikke du sejler den korte tur over fra Plaka købes bådturen som en guidet tur, hvor der venter en guide på øen til at tage dig/jer med på rundtur.

Vi valgte en guidet tur med afgang fra Agios Nikolaos. Første gang vi forsøgte at komme afsted, kom vi 10 min. for sent. En anelse dumt og urutineret, men hva, når man skal ende et sted er Agios Nikolaos bestemt ikke det værste sted. Sikke en dejlig by. De seneste både sejler åbentbart 12.30 – så sørg for at komme til tiden.

Bådturen foregik med firmaet Nostos, hvilket vi varmt vil anbefale. En stor flot båd i 3 etager med masser af siddepladser, skygge og soldæk. Der er fine faciliteter ombord såsom toiletter, restaurant og køb af mad/drikke. Alt fra frisk juice til is og cafeteria retter. Vi havde læst os til at priserne var skyhøje og havde købt drikkelse og mad med, hvilket var helt unødvendigt. Billetprisen for voksne er 16 Euro plus 8 i tax på selve Spinalonga. Filippa og klapvogn fik vi gratis med.

Udflugter på Kreta

Undervejs fortalte de i højtaleren om de steder vi passerede og gjorde svømmestop i det klareste azur blå vand i en lille lagune. Der var 30 min. afsat til at bade, før at båden atter sejlede videre. Eneste minus var at badestoppet var på vejen dertil og ikke hjem. Det kan godt være lidt ubehagelig med salt på kroppen når man skal ud at gå, så vi nøjedes med at se på. Men nøj hvor var det fristende!

Sejltur fra Kreta

Guidet tur rundt på øen 

En ting er stedet, en anden ting er vigtigheden i at have en god guide og være afsted med et godt organiseret firma. Da vi kom til Spinalonga blev vi inddelt i sproggrupper, hvilket var virkeligt fint. Vi havde en veltalende kvinde som guide, som fortalte med stor entusiasme og humor. Hun kunne alle de små finurlige historier som hun fortalte vidt og bredt om, alt imens vi fandt vej gennem den mørke tunnel fra bådlejet videre til den gamle officielle port.

Spinalonga

Vi blev vist rundt i den tidligere spedalske by og gjorde stop ved de mest mindeværdige steder. Bla. kirken, skolen, de tidligere taverner som nu er forvandlet til spændende museer. Til sidst var der en halv time til selv at kigge rundt på øen. Vi kunne sagtens have brugt mere tid, men skulle jo nødigt misse vores båd.

Guidet tur til Spinalonga

Livet som spedalsk

Tænk engang at få den uhelbredelig sygdom, for derefter at blive bortvist til den lille ø for resten af livet. Det har naturligvis ikke været sjovt. Det tiltrods blev der alligevel gjort adskillige ting for at give de spedalske de bedste vilkår. Fx gav regeringen økonomisk kompensation samtidig med at de også fik løn for deres arbejde på øen. Spinalonga havde desuden også elektricitet (generatorer) langt før Elounda og det der i dag er kiosk for turisterne var dengang en af Kretas første biografer.

Landjord var noget af de mest værdifulde man kunne eje på så tætbefolket en lille ø. På østsiden kan det ses hvordan jorden var opdelt i små firkanter.

Vellignende og autentisk 

Modsat mange andre fæstninger eller tidligere græske besatte byer, kan man på Spinalonga nemt forestille sig hvordan byen har set ud. De fleste huse og endda vægge er intakte. Det er virkelig et spændende sted at gå på opdagelse både for børn og voksne. Flere steder har man desuden en formidabel udsigt udover havet, Plaka og Elounda.

Oplevelser på Kreta

 

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.