Guide til Ærø

Oplevelser på Ærø

Da mine forældre i en længere årrække har været bosiddende på Ærø og stadig har sommerhus her, betyder denne perle i det sydfynske øhav noget særligt for mig. Det er en skøn ø med masser af unik natur, stilhed og ikke mindst rummer den, den skønne ø-stemning. Set fra mit synspunkt kan en sommerdag på Ærø derfor være mindst lige så god som en tur til udlandet.
Da jeg kender ø’en ret godt tænkte jeg at det efterhånden vil være på sin plads at lave en guide til dig som besøger ø’en for første gang eller blot søger lidt insidertips.

 

Hvordan kommer man hertil?

Det gør du enten fra Svendborg, Faaborg eller Fynshav.
Der er gratis busser rundt på ø’en så bilen kan du roligt lade stå på den anden side og spare udgiften. Alternativt er det oplagt med en cykel eller vandreferie.

 

Hvor skal du bo?

Mulighederne er mange og i og med jeg altid har boet i mine forældres hus har jeg ikke udforsket de forskellige overnatningsmuligheder selv. Dette betyder naturligvis ikke at jeg ikke har gode tips til hvor du skal slå dig ned.
Om sommeren emmer det af liv i de små havne hele ø’en rundt, folk kommer cyklende, gående eller sejlende. Ja det er den klassiske ø-stemning som jeg snakker om og er så vild med.
Hvis det er det der driver dig til Ærø, bør du overveje at slå dig ned i enten Marstal eller Ærøskøbing. Søby er præget af en af Ærø’s største arbejdspladser Søby værft, men der er også meget liv omkring lystbådhavnen især i sommermånederne. Derudover er det også i Søby du finder ø’ens smukke golfbane. Imellem de 3 byer ligger de mange små hyggelige landsbyer til de rejsende som gerne vil det lidt mere stille og rolige og måske mere i et med naturen.

 

Øen rundt er der rig mulighed for at overnatte på B&B som jeg synes er det oplagte valg, men det afhænger jo af hvem er og hvordan man ønsker at holde ferie.
Er man på cykel eller vandreferie er der teltpladser og flotte shelters flere steder på ø’en. Forholdene er primitive, men ved de fleste er der adgang til vand og toilet.
En anden mulighed er camping. Der ligger en campingplads både i Marstal, Ærøskøbing og Søby.
Er du på udkig efter en lidt mere luksuriøs overnatning på hotel eller kro findes det naturligvis også. Hotel Ærøhus ser virkelig hyggeligt og meget idyllisk ud, men det skal siges at jeg aldrig har haft fornøjelsen at komme indedøre. Et andet godt bud er Vindeballe kro, Badehotel Ærø eller Hotel Marstal.

Tjek eventuelt overnatningsmulighederne på Ærø ud her

 

Hvor er det godt at spise?

Ærøskøbing Røgeri er et hyggeligt sted til en lækker frokost. De ryger deres egen fisk, servere små anretninger, og samtidig er det også muligt at købe med hjem. Et lille og autentisk fiskehus på havnen i Ærøskøbing. Den gamle købmandsgård i Ærøskøbing fungere som både butik og cafe. Det har charme og masser og hygge, samtidig med at der serveres lette måltider, kaffe og kage. Om sommeren er det super hyggeligt at sidde i gårdhaven hvor der er god stemning og masser af fine kroge at slå sig ned, hvis man er blandt de hurtige. Den gamle vingård i Marstal servere ligeledes lækkert traditionel dansk mad til rimelige priser. Her er ternede duge på bordene, nok sovs og kartofler og ikke mindst en hyggelig afslappet stemning. Om sommeren er der ofte livemusik hen på aftenen.  Restaurant Mumm i Ærskøbing er vores nye farvorit med lækre frokostretter og en hyggelig gårdhave. Den lille Cafe i Marstal skal i den sammenhæng også lige nævnes da den er som en typisk cafe og et hyggeligt sted at få et måltid mad.
Har du noget at fejre eller er villig til at spendere lidt ekstra skal du tage på Kongensgade 34 eller Restaurant Edith, som er beliggende side om side i Marstal. Her fokuseres på gode råvarer og økologi. (Vi har tidligere forsøgt at bestille bord på Restaurant Edith men der var desværre lukket, så det har vi stadig til gode).
Specielt om sommeren vrimler det frem med små hyggelige spisesteder og der er ganskevidst stadig nogen på listen som jeg ønsker at besøge samtidig med der hele tiden dukker nye spændende steder op.

 

Ø’ens bedste ishus?

Det finder du i centrum af Marstal og det hedder Vaffelbageriet. Her kan du få lækre hjemmelavede vafler med et stort udvalg af is. Derudover sælges der softice, kaffe og kage, pandekager og belgiske vafler mm. Stedet fik sidste år nye ejere og jeg håber inderligt de formår at beholde stemningen og den gode is ikke mindst 🙂

 

Hvor er det godt at få en øl eller tage i byen?

Jeg huske tydeligt nogle år tilbage hvor jeg var en tur med på den “Irske pub” og få en øl, se lidt fodbold. Det var ikke i højsæson så piger var ikke dem der var flest af, øl var der masser af og hyggeligt var det uden tvivl også. Der ligger mange hyggelige barer og især værtshuse ø’en rundt. Skal du i byen og vil du gerne ud og danse, så foregår det i Marstal på “Miss Sophie”. 

 

Hvad skal man opleve?

Jeg kan ikke komme til Ærø uden at gå en tur ved havnen og en tur langs vandet. Det er for mig frihed og giver fornyet energi.
Naturen må være den største attraktion på ø’en og så er det endda gratis 😉
Ærø ligger samtidig op til mange former for udendørs aktiviteter. Jeg har tidligere cyklet ø’en tynd og vandret mellem græssende får og rapsmarker ad øhavsstien. Af andre muligheder skal nævnes en sejltur i kajak, rundflyvning, fisketur, dyrke Tai Chi eller yoga, for ikke at nævne Nordeuropas smukkeste beliggende seaside golfbane. Der er mange skønne muligheder for aktiviteter hvad enten man ønsker at gøre det på egen hånd eller i en guidet gruppe.
For at få et godt indblik i den maritime historie er et besøg på søfartsmuseet i Marstal klart et besøg værd. De har formået at gøre det både spændende, sjovt og lærerigt at gå på museum selv som barn.
Der produceres mange lokale special produkter på ø’en og jeg synes altid det er sjovt at se hvordan de bliver lavet og tage lidt med hjem. I den forbindelse kan man bla. komme på rundtur på Rise bryggeri, børnene kan lave deres egen sæbefigur på sæberiet i Søby eller lave sin egen slikkepind hos Ø bolsjer i Marstal. Den gamle købsmandshandel i Ærøskøbing er blevet lavet til en herlig lille butik og cafe som har samlet de lokale specialiteter. Et sted der summer af stemning og som jeg ynder at komme. Til jul er vores lejlighed fyldt med flotte Ærønisser lavet af en ældre dame der bor på Ærø. Disse nisser kan købes hele året rundt, når hun altså lige er hjemme 😉
Ellers er der i løbet af året masser af musik, festivals, løb og andre hyggelige arrangementer, som jeg mener man bør støtte op om. Den bedste måde at holde øje med hvad der sker på ø’en er via Ærø turistforenings hjemmeside. 
En helt særlig tradition og fantastisk begivenhed som alle på ø’en deltager i og børnene kommer hjem til, foregår påskelørdag hvor man tager på stranden og koger æg. Færgerne er fyldte og strandene ligeså. Det er ligesom en helligdag hvor det meste af ø’en lukker ned, og alle samles på stranden. Alle generationer mødes om bålet, koger æg, rister pølser og får en pilsner ligesom de har gjort siden 1900 tallet.

 

Mine 4 yndlings spots?

1. Badehusene –  Er beliggende på Erikshale i Marstal og Uhrehoved i Ærøskøbing, og er for mig indbegrebet af Ærø
2. Voderup Klint- Et virkeligt smukt beskyttet naturområde ca. 1 km. fra Vindeballe og beliggende 33 meter over havets overflade
3. Drejet – Vadehavsstedet med rå natur og et yndet sted for lystfiskere
4. Bådhavnene – Den særlige havnestemning indtager store dele af ø’en i sommermånederne og er fantastisk!

Marstal Bådhavn, Ærø

Marstal bådhavn

Voderup klint, Ærø

Voderup klint

Badehusene i Marstal, Ærø

Badehusene i Marstal

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.