Marie fortæller- Mit kinesiske eventyr

Kina

Når jeg tænker tilbage på mine rejseoplevelser er der mange både fantastiske, hårde, udfordrende og sjove – hver på sin måde, men alle har de været med til at forme mig og udvide mine horisonter.

Der er dog særlig én oplevelse som jeg aldrig vil glemme og som jeg vil fortælle videre til mine børn og børnebørn, og sikkert vil der gang på gang være en lille glædeståre og en gennemborende varme i mig. Min kæreste og jeg havde gennem længere tid snakket om, at vi gerne ville ud på et lidt længere eventyr og havde kigget på mange forskellige destinationer. Skulle det være en tur i Sydamerikas Amazon-jungle og Ecuador? Skulle det være et Canadisk eventyr med kajaksejlads og mobile-van? Skulle vi køre med den transsibirske jernbane? Vi har mange drømme og tænker at vi nok får udlevet så mange som muligt, destinationen endte i denne omgang dog et helt andet sted.

Valget faldt på Kina – for hvem pokker tager dertil? Ingen af os havde nogensinde tænkt Kina som en rejsedestination og vi er begge meget glade for kultur, natur og historie, så det måtte da være det oplagte sted. Efter Kina ville vi bruge nogle uger i Filippinerne hvor vi skulle på kajaktur, dykke med hvalhajer, opleve vulkaner og meget andet.

I Kina boede vi i en af Beijings ældste hutonger og oplevede både byen, det kinesiske byliv, parkerne, templer og paladser, samt havde dagsrejser til blandt andet Ming-gravene. Vi holder begge meget af fysiske udfordringer og havde derfor planlagt at vi ville en tur ud på den gamle del af den kinesiske mur at gå og overnatte.

Marie fortæller- Mit kinesiske eventyr

Vi bookede turen gennem vores hostel. Vi valgte den mest udfordrende og hårde tur vi kunne finde, for nu skulle vi på eventyr! De fleste ture var endagsture, men med denne tur skulle vi sove på muren. Eneste information vi havde fået om turen var at det var os og en engelsktalende guide, der skulle afsted.

Dagen kom hvor vi skulle afsted, Joe vores engelsktalende guide hentede os i sin smarte og lidt for hurtige bil, og sammen kørte vi ud til vores startsted. Vi skulle vandre to steder, det ene skulle vi blot vandre og det andet var med oppakning og overnatning på muren. Vi begyndte på den første omgang vandring og kæmpede os op ad snoede stier, og nåede hvad man kan kalde resterne af muren. Det lignede ét stort stenskred, og denne del gik stejlere end stejlt op ad et bjerg.

Vi arbejdede os opad og begyndte lige så stille skridt for skridt at indse at dette noget over vores niveau af forståelse for udfordrende. Jo længere vi kom op jo mere dumt og farligt indså vi det var. Vi vendte det med vores guide som fortalte, at der hvor vi startede var to veje man kunne gå, og at han havde valgt den vildeste (og den ulovlige..) for det var længe siden han havde taget denne. Sidst han havde taget den var det med erfarne klatrere!.. Arrhhg!

Den kinesiske mur

Jeg valgte at stoppe halvvejs oppe af bjergsiden og satte mig og ventede på min kæreste og Joe, som fortsatte lidt længere op. Småsten og sand faldt ned og jeg turde næsten ikke kigge op.

Lidt længere oppe valgte de også at stoppe (på min kærestes opfordring) og vendte om da det nu ikke var forsvarligt længere. Det sidste stykke til toppen gik stort set lodret op, stenene lå løsere og løsere og der var ligeledes stejlt ned langs siderne.

Den kinesiske mur

Sammen og måske en smule rystede drog vi ned til bilen igen og kørte nu til vores anden destination, hvor vi skulle sove på muren i et gammelt vagttårn.
Det var utroligt smukt at køre i bjergområderne og se små landsbyer og Joe fortalte en del om Kinas krigeriske forhistorie.

Ankomne til anden destination og udrustede med madpakker og vandrerygsække med telt, liggeunderlag og soveposer, drog vi nu op af bjergsiden gennem en smuk skov. Godt beskidte nåede vi endelig muren, skulle kravle op af en faldefærdig gammel stige til et 200 år gammelt vagttårn der var bygget af store stenblokke. I vagttårnet skulle vi sætte telt op og gøre klar til natten. Meget smukt var stedet og der var bjerge så langt øjet rakte. Bjerge hvor man kunne se muren sno sig igennem, og hvor var det vildt at stå midt i det!

Mit kinesiske eventyr

Vi vandrede lidt på muren efter at have slået telt mm op, solen var lige så stille begyndt at gå ned og vi satte os ud foran vagttårnet for at nyde solnedgangen og sunde os ovenpå dagens begivenheder. Der var så smukt og stille og man følte sig meget lille og meget langt væk fra alting. Skræmmende men samtidigt også en vild oplevelse. Solen gemte sig bag skyerne, men lyset var stadig meget flot.

Da vi sad der godt pakkede ind for den lidt kølige bjergluft, rykkede min kæreste noget tættere og holdt godt om mig. Han sagde nogle meget pæne ord om mig og os, jeg blev meget rørt og forstod ikke rigtigt hvad der skete, han rejste sig, faldt på knæ og friede! Jeg forstod stadig ikke helt hvad der skete, men græd og græd af glæde jo mere det gik op for mig. For nu sad manden jeg for alt i verden ville dele mit liv med, og spurgte mig om jeg ville gifte mig med ham og netop dele fremtiden med ham. Jeg fik hulket ja, og jeg lyver ikke når jeg fortæller jer at i samme sekund kom solen frem.

Frieri i Kina

Det var svært at sove i teltet i vagttårnet den nat. Tænk at ligge der ude midt i ingenting, langt væk fra alting med den kolde vind susende i de gamle mures huller, revner og sprækker. Tænk at ligge der sammen med sin fremtid fuld af fælles glædesbobler. Jeg ved nu at lykkerus kan holde en fantastisk varm, og at den er vedholdende. For når jeg (højgravid) i skrivende stund tænker tilbage, så kommer akkurat den samme varme op i mig.

Dagen efter vågnede vi op til en smuk solopgang ud over bjergene og drog efter morgenmaden nedad og hjem mod Beijing igen.

Solnedgang over den Kinesiske mur

Alt i alt var det en fantastisk og meget grænseoverskridende oplevelse, det at vandre og sove på netop denne del af muren, jeg vil dog anbefale at man tager en noget mere rolig og knap så udfordrende udgave af den kinesiske mur. Men man skal helt klart huske at give sig selv den store oplevelse at sove derude, og selvfølgelig huske at tage sin kæreste med! 😉

 

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Sikke en god idé med gæsteindlæg. Dette er især een helt fantastisk en af slagsen. Hvor må det bare have været den vildeste oplevelse! (:
    Camilla | http://cammi.dk

    • SVAR

      Tak Camilla, jeg er også allerede ret vild med de søde mennesker med store oplevelser der allerede har været forbi som gæstebloggere. Jeg fik selv lidt våde øjne ved at læse om Maries oplevelse og tænker ligesom dig at det må være enhver travellers pigedrøm og helt uforglemmeligt.
      Mvh. Helle