Med Louise & Louise ad West Highland Way

West Highland Way, Skotland
Rute, vejr og vind:

West Highland Way er en gammel vandrerute, som bevæger sig i den sydvestlige del af det skotske højland, fra Glasgow til Fort William. Det er muligvis den mest populære vandrerute i Storbritannien. Den strækker sig over 154 km og går over i Great Glen Way, som er 125 km, hvis man synes at 154 km er lige kort nok. Den går gennem mange forskellige typer landskab – bl.a. kommer man igennem landbrugsområde, frodige skove langs Loch Lomonds bredder og decideret højland med græsklædte bjerge i op til 500+ meter.
Skotlands højland er generelt kendt for overgå Danmark i mængden af regnvand. Men en skotte anbefalede os oktober måned, da dette skulle være den mest stabile måned rent vejrmæssigt (som i gode chancer for tørvejr). Han viste sig at have ret, da vi kun oplevede regn en enkelt nat og den efterfølgende formiddag. Vi havde forventet nattefrost, men oplevede det kun nogle få gange. Resten af tiden havde tørvejr, næsten ingen vind, men sol og temperaturer over 15 grader. Det er så også rimelig unormalt for oktober måned at have SÅ godt vejr. En anden fordel ved oktober er også, at højsæsonen for ”midgets” er ovre. ”Midgets” er små fluer, som bider og er mega irriterende. Det kan anbefales at købe en spray mod dem – det virkede fint for os. Vi var i Skotland fra d. 5. til d. 19. oktober 2015.

 

Overnatning:

Man kan vandre turen på mange måder. Man kan tage ”deluxe”-udgaven, hvor man får transporteret al bagage fra overnatningssted til overnatningssted og bor på Bed & Breakfast eller lignende. Man skal således kun have udstyr med sig til en helt almindelig udflugt. Hvis man gerne vil udfordre sig selv lidt mere, kan man vælge selv at bære al sin bagage, men stadig bo komfortabelt. Endelig kan man også vælge at slæbe telt, trangia, sovepose osv. osv. med på ryggen og sove udenfor hver nat – og det gjorde vi… Vi valgte dog et par overnatninger indendørs undervejs. Ulempen ved at vælge den første og til dels den anden mulighed er, at man tvunget til at følge en plan. Hvis man gør, som vi gjorde, har man mere frihed – til gengæld skal man slæbe på alt sit skrammel inkl. mad hele vejen!

Der er mange forskellige typer overnatningsmuligheder på ruten. Hvis man planlægger lidt, kan man nå et Bed & Breakfast eller hotel på alle etaper. Derudover er der en del campingpladser med varierende grader af faciliteter, hvor nogle også har hytter. Desuden kan man wild campe undervejs, hvor et par steder har et decideret område til det. Det er forbudt at wild campe på et mindre stykke (i perioden 1. marts til 31. oktober fra Drymen til Ptarmigen Lodge), men selv på de stykker, hvor det var tilladt, var der ikke så mange velegnede steder, som vi havde forventet. Man må generelt aldrig have bål, men vi så dog rimelig mange bålsteder undervejs på trods af det. Vi kan anbefale, at man sætter sig ind i The Scottish Outdoor Access Code.

 

West Highland Way, Skotland

Beinglas Farm

Der er kun få supermarkeder undervejs, men man kan sagtens få det, man har brug for i små kiosker og butikker der er tilknyttet campingområderne. Desuden havde flere restauranter snacks, man kunne købe. Vi fyldte op hver gang, vi havde muligheden for det, og vi manglede aldrig noget. Desuden kan man være heldig at støde på honesty boxes undervejs, hvor man lægger nogle mønster i bytte for noget lækkert.

West Highland Way, Skotland

Honesty box

Vores livline på hele turen var ”The West Highland Way” skrevet af Jacquetta Megarry. Den er på engelsk, har et godt format og er ”regntæt”. Der er detaljeret kort over hele ruten, inkl. oversigt, højdeprofil og forslag til etaper tilpasset forskellige vandrehastigheder. Desuden er der en beskrivelse af hvert enkelt stræk, hvor man både får historier, tips samt vigtig rutevejledning. Højdeprofilen kan dog nemt give indtryk af nogle meget stejle stigninger, som ikke er så slemme i virkeligheden. Generelt var vi rigtig glade for den, men lad dig ikke narre af hendes beskrivelser af vejbelægningen – især var vi svært uenige med hendes ”splendid old military roads”, som bestemt ikke var spor ”splendid” efter vores mening.

 

Turen i vores fodspor..

Vi startede med at tage en overnatning i Glasgow, hvilket vi var meget glade for. Vi havde dog planlagt at bruge et par dage i Glasgow på sightseeing, men blev dog hurtigt enige om, at vi hellere bare ville afsted. Det resulterede så også i, at vi kom sent i gang med ruten den første dag. Fra Glasgow centrum er der ca. 30 min. med tog til den officielle start på ruten i Milngavie (udtales noget i retning af Migai). Den officielle start er markeret med en obelisk med West Highland Way’s officielle symbol, som er en tidsel i en sekskant. Symbolet går igen undervejs og fungerer som en guide.

The West Highland Way, Skotland

Starten i Milngavie

The West Highland Way, Skotland

Dag 1.2 På vej ud i højlandet

Vi startede godt ud med at gå forkert, men på bonussiden stødte ind i et australsk par, som fik os på rette vej. Generelt kommer man til at støde på andre vandrere ude på ruten, som er meget hyggelige at snakke med. Den første del af ruten var en smuk start, hvorimod den sidste del var lidt uinspirerende. Det kan være også skyldes, at vi var kommet sent afsted og derfor først ankom til Gartness omkring kl. 19.00, hvor det var blevet helt mørkt. Til gengæld stødte vi på det australske par, som endte med at blive vores faste buddies på resten af ruten, og det takket være et lokketelt. Det var nemlig ikke særlig åbenlyst, at det var en campingplads, man kunne slå sig ned på. Men da der allerede stod et telt, gik vi ud fra, at man godt måtte campe der. Næste morgen fandt vi så ud af, at det var et gammelt, utæt telt udelukkende sat op for at lokke vandrere til – og det virkede tydeligvis.

The West Highland Way, Skotland

Vores australske venner

Næste dag bød på rigtig flot natur på hele ruten, hvor man bevægede sig op i højderne og ofte gik over græsgange – mest for får, men også skotsk højlandkvæg, som stod midt på stien. Højdepunktet var helt sikkert Conic Hill, hvor man fra toppen har en FANTASTISK udsigt over den sydlige del af Loch Lomond. Det er muligt at gå udenom bakken, men und jer selv turen derop, selvom nedstigningen er hård. Vi endte med at bo på campingpladsen Milarrochy, som sådan set var et fint sted lige ned til Loch Lomond, men havde vi kendt området bedre, havde vi gået videre til næste større campingområde, som hed Sallochy og bød på mere inspirerende camping i et skovområde ned til Loch Lomond. Denne aften spiste vi med det australske par igen og aftalte at holde lidt øje med hinanden over Facebook på resten af turen. Det gav en følelse af sikkerhed, som vi klart kan anbefale. Det var desuden mega hyggeligt at kunne dele billeder undervejs.

The West Highland Way, Skotland

Skotsk højlandskvæg på Conic Hill

The West Highland Way, Skotland

Aftenstemning over Loch Lomond

Dag tre foregik i frodig skov langs bredden af Loch Lomond og med frokoststop i Rowardennan, hvor vi for første gang spiste på en restaurant. Som bonus fik vi tørret vores telt, hvilket var tiltrængt. Efter frokost gik det lidt opad, og vi satsede på at nå en bothyen Rowchoish. En bothy er en permanent hytte, spartansk indrettet til at kunne huse vandrere. De findes over hele Skotland og er gratis at benytte. Det skulle dog ikke gå så nemt, da ruten ikke var så godt markeret på dette stykke, og vi endte med at gå for langt. Vi måtte derfor wild campe, hvilket i den grad var held i uheld. Vi fandt et perfekt spot. Der er et hyggeligt vandløb, det var regnskovsagtigt, det var lige ned til bredden af Loch Lomond (som var fyldt med glimmersten) og ikke mindst var det fladt, tørt og teltet kunne stå under en trækrone.

The West Highland Way, Skotland

Wild camp ved Loch Lomond

The West Highland Way, Skotland

Wild camp ved Loch Lomond

Næste dag nåede vi tidligt det imponerede hotel Inversnaid, som lå lige op af turen flotteste vandfald. Denne dagsetape var turens mest teknisk krævende, da stien snoede sig mellem træer og klipper langs søen. Til gengæld var det klart det smukkeste og sjoveste stykke af hele West Highland Way efter vores mening.

The West Highland Way, Skotland

Teknisk krævende vandring

The West Highland Way, Skotland

Da vi forlod søbredden, blev ruten mindre inspirerende, men til gengæld var destinationen klart et af de hyggeligste steder, vi har overnattet. Vi boede i en lille hytte på Beinglas Farm og tog om aftenen på tur (ca. 10 min. gang) til det nærliggende hotel Drovers’ Inn, som er et historisk hotel fra 1705 originalt tiltænkt kvægdrivere. Der var pyntet op til Halloween (lidt tidligt umiddelbart), lækker mad, livemusik og god stemning. Det kan anbefales at ramme en fredag, som vi gjorde, da det helt sikkert bidrog til den gode stemning.

The West Highland Way, Skotland

Bothy hvor vi holdt pause

 

The West Highland Way, Skotland

Drovers’ Inn

Dag fem gik vi 19 km, hvilket var et af de længere pas for os. Det var en stille og rolig dag, hvor vi fokuserede på at få lagt nogle kilometer bag os. Et af højdepunkterne var helt klart Kirkton Farm, hvor der ligger en gammel kirkegård og ruinerne af det gamle kapel St. Fillan’s Capel. Desuden gik vi igennem Auchtertyre Farm, som var en kanon hyggelig campingplads. Havde vi vidst, hvor kedelig byen Tyndrum var, havde vi klart overnattet der. Vi overnattede i stedet på den store campingplads i udkanten af Tyndrum. Byen havde dog de hidtil bedste indkøbsmuligheder samt en hyggelig morgenmadscafe, så det var et godt sted at proviantere.

The West Highland Way, Skotland

Kirkegården ved St. Fillan’s Chapel

The West Highland Way, Skotland

Auchtertyre Farm

Den næste dag startede fladt ud, men med markant højere bjerge omkring, og for første gang havde vi virkelig følelsen af at gå i højlandet. Vi stoppede på det hyggelige hotel/spiseted Bridge of Orchy, hvor vi endte med at blive hængende længere end forventet, da vi faldt i snak med en gruppe hyggelige ældre skotske herrer på tur. De gav os en masse gode tips (og endda en sang med på vejen). Vi sluttede dagen i Inveroran, hvor vi stillede telt op på en mark anlagt til overnattende vandrere. Mens vi slog telt stiftede vi for første gang bekendtskab med ophavsmanden til en meget speciel lyd, som havde holdt en af os vågen flere gange undervejs. Vores ”Mystery Cow” som vi havde døbt lyden, viste sig at være en hanhjort i brunst… Vi døbte ham Carsten. Han stod nu fire meter og et vandløb fra os og brølede det bedste han havde lært. Vi forlod Carsten for at spise aftensmad på det über-hyggelige Inveroran hotel. Det er god ide at have booket aftensmad på forhånd, når man kommer uden for højsæsonen. Vi fik sneget os med på aftensmad, men måtte ”desværre” spise inde i den lille hyggelige bar tiltænkt vandrere. Her fik vi også vores første whisky – anbefalet af bartenderen.

The West Highland Way, Skotland

Bridge of Orchy

The West Highland Way, Skotland

De ældre herrer på Bridge of Orchy

The West Highland Way, Skotland

Baren på Inveroran Hotel

The West Highland Way, Skotland

The Mystery Cow aka. Carsten aka. hanhjort i brunst

Vi stod tidligt op på den syvende dag, og det var godt givet ud. Udsigten over Loch Tulla i morgendisen var helt fantastisk! Resten af dagen var dog ikke noget at prale af. Det var primært old military road i et barskt landskab. Da vi kom over toppen kunne vi dog skimte både Glencoe Mountain Resort og King’s House. Glencoe Mountain Resort var meget stille uden for sæsonen, så vi skyndte os videre til King’s House. King’s House er et gammelt hotel originalt tiltænkt kvægdrivere, men kongen fik øjnene op for det, og der blev indrettet en separat del for adlen. Man forstår godt kongen – det ligger usandsynligt flot lige ved indgangen til Glen Coe og Glen Etive. Her kunne vi overnatte gratis lige uden for og havde adgang til den lille, men fantastiske bar. Udover at vi fik lækker and, stiftede vi bekendtskab med cranachan. Cranachan er en dessert bestående af hindbær og flødeskum rørt op med whisky. Vi har fået det flere gange siden, men den var klart bedst der! Bartenderne er primært unge eventyrere, som slår sig ned på King’s House et stykke tid og arbejder med at servicere vandrere.

The West Highland Way, Skotland

Morgenstemning over Loch Tulla i Inveroran

The West Highland Way, Skotland

“Splendid Old Military Road”. Den ser jævn og pæn ud, men er meget hård at gå på.

The West Highland Way, Skotland

King’s House Hotel

The West Highland Way, Skotland

Desserten Cranachan!

Den næste dags etape havde vi frygtet længe pga. den berygtede opstigning ved navn Devil’s Staircase og den efterfølgende nedstigning.
Opstigningen skuffede dog fælt, da det slet ikke så slemt som forventet. Udsigten undervejs og fra toppen var til gengæld fantastisk. Nedstigningen var til gengæld hård for os, som på daværende led af halvdårlige knæ og pressede ankler. Den var lang, rigtig lang, og stejl. Men virkelig, virkelig flot. Vi havde dog noget at se frem tid, da vi havde besluttet os for have vores første overnatning på Bed & Breakfast i Kinlochleven. Vi fandt et hyggeligt sted ved navn Taigh Na Cheo, som betyder Huset i Disen.  Det er ejet en ung fyr, som var virkelig flink, og som i øvrigt fortalte, at han for nylig havde været til et dansk/skotsk bryllup i Portugal… Vi spiste på et sted, vi havde fået anbefalet de herrerne, vi mødte på Bridge of Orchy, som lå ved floden, som gik gennem byen. Havde vi været der lidt tidligere på aftenen, havde vi haft den mest fantastiske udsigt. Den hed Highland Getaway Restaurent, og vi havde fået beskrevet den som ”the restaurent by the river”. Er man til klatring, og derunder isklatring, skal man besøge the Ice Factor i Kinlochleven, som er verdens største indendørs isklatringshal, inkl. café. Den var desværre brændt på det tidspunkt, vi kom forbi, så vi havde ikke muligheden for at kigge ind. Den er pt stadig lukket.

The West Highland Way, Skotland

Toppen af Devil’s Staircase

Dag ni startede smukt med opstigning gennem skoven på bjergsiderne med udsigt over Kinlochleven og søen Loch Leven. Herefter blev det, efter vores mening, en anelse kedeligt. Faktisk så kedeligt, at vi døbte ruten gennem passet for ”Dødspasset”, hvilket blev understreget af de to ruiner vi mødte undervejs. I virkeligheden hed passet the Lairigmor, the great pass, og var egentlig meget flottere, end vi gjorde det til. Det var en lang dag, men efter passet kunne vi skimte Ben Nevis (Storbritanniens højeste bjerg på 1343 meter), hvilket i den grad motiverede. Vi afsluttede dagen ved foden af Ben Nevis på campingpladsen Ben Nevis, hvor vi genfandt vores australske venner. De havde snydt og havde allerede ved Rowardennan taget en bus til Ben Nevis, da fyren havde forstuvet sin ankel. Ca. 5 min. gang fra campingpladsen er en virkelig hyggelig pub, hvor vi tilbragte aftenen.

The West Highland Way, Skotland

Morgenmad på Bed & Breakfast – den bedste på hele turen

The West Highland Way, Skotland

Kinlochleven set oppefra

The West Highland Way, Skotland

”Dødspasset”

The West Highland Way, Skotland

Ben Nevis i aftenstemning

Næste dag havde vi egentlig planlagt at gå de sidste 5 km til Fort William, hvor West Highland Way slutter. Vi besluttede os imidlertid for at bestige Ben Nevis alle fire på trods af forstuvede og hævede ankler. Vi skiftede rygsækken ud med en dagpack og begav os opad. Turen tog ca. otte timer – fire timer op og fire timer ned. Det er vigtigt at starte tidligt, da det kan være farligt at befinde sig på bjerget i mørke.  Desuden er udsigten meget bedre i dagslys. Hvis man kan klare West Highland Way, kan man også klare Ben Nevis, hvilket vi absolut anbefaler man gør. Det er fantastisk på toppen!

The West Highland Way, Skotland

Ben Nevis opstigning

The West Highland Way, Skotland

Ben Nevis på toppen

The West Highland Way, Skotland

The West Highland Way, Skotland

Solnedgang set fra Ben Nevis

Dag 11 gik vi de sidste 5 km til den officielle mållinje i Fort William. Vi fejrede det på restauranten the Crannog, som lå ved fjorden Loch Linnhe. Vi var blevet bildt ind, at de skulle have byens bedste Haggis – det havde de slet ikke på menuen, men maden og udsigten var fantastisk. Vi kunne godt have klaret turen på kortere tid, men havde allerede inden start besluttet os for at tage det roligt, da det var første lange vandretur for os begge, og vi desuden havde meget oppakning og diverse småskavanker. Det var en god beslutning, og vi havde tid til at nyde hver dag.

The West Highland Way, Skotland

Den officielle målstreg i Fort William

The West Highland Way, Skotland

Udsigten fra the Crannog

Alt i alt var det en fantastisk tur – som vi helt sikkert tager igen på et tidspunkt. Husk i øvrigt at sætte lidt tid af til at udforske Edinburgh, da den helt sikkert er det værd.

 

Lignende indlæg

Skriv et svar til Helles-univers.dk Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg drager selv til Scotland for at vandre på onsdag. Ej jeres billeder gav mig lyst til at komme afsted med det samme!!! Så smukt. Og fedt at man kan wild campe gratis! Super artikel.

    • SVAR

      Hej Katrine
      Tak fordi du kiggede forbi. Dejligt at pigerne kunne inspirere dig endnu mere med deres dragende billeder. Jeg giver rosen videre 😉
      Håber du får en rigtig god tur til Skotland 😉
      //Helle