På foodwalk i Ljubljana

På foodwalk i Ljubljana

Når man glædes så meget af mad som vi gør, er en foodwalk den ultimative måde at opleve en ny by og måske endda land på. Det er en super god måde at komme bag facaderne og få en masse unik og lokal information om byen, og samtidig smage på deres specialiteter. Genialt koncept hvis du spørger mig 🙂

 

Det skulle selvfølgelig også prøves i Ljubljana som vi besøgte i August (2016). Vi fik hurtigt kig på Jubljanajam som er et lille lokalt firma der har både foodtours, ølsmagninger og cookingclass. Iva, der driver jubljananjam og som viste os rundt i byen, har en sand finger på pulsen, og kender til alle de små perler, der gemmer sig i byen. Samtidig er det tydeligt at mærke hvor meget hun brænder for at vise dem frem. Hun tilpasser hver eneste tur til dagens gæster og deres ønsker, hvilket gør at 2 dage ikke er ens. Der er ture hver dag, og hun holder det gerne i helt små grupper så det bliver autentisk og reelt.

 

Dagen vi havde valgt var den mest regnfulde i flere måneder og det decideret væltede ned fra himlen! (svært at forestille sig når vi dagen forinden led af hedeslag). Det satte heldigvis ikke en stopper for turen som hovedsageligt foregik indedøre. Så når alt kom til alt må det være den perfekte måde at bruge en ellers ret kedelig regnvejrsdag på 😉

 

En tur gennem det Slovenske køkken

Vi mødtes som aftalt med Iva ved Tripple bridge, hvor hun smilende tog imod os i den silende regn. Vi var de eneste der skulle bejle til hendes opmærksomhed den dag, hvilket vi ikke kunne klage over- tværtimod giver det fuld valuta for pengene.

Langsom bevægede vi os videre langs floden og om til markedet, hvor vi fik vi lov at smage lidt lokale specialiteter. Deriblandt den berømte gedeost Sir kozovc. De er helt vilde med ged generelt og denne ost smagte da også helt fantastisk. Meget af markedet var lukket da det primært er lokale handlende og besøget var i Sloveniernes officielle skoleferie. Over halvdelen af butikkerne var derfor også lukket, da forhandlerne selv holdt ferie, desværre.

Sir kozovc ost i Ljubljana

2. stop var et sted hvor kokkeelever fra 3 kokkeskoler fik muligheden for at prøve deres færdigheder af i en rigtig restaurant med betalende gæster. Her fortalte Iva lidt om de Slovenske traditioner. Bla. har de store frokosttraditioner som er det vigtigste måltid for dem og grunden til at mange af de gode restauranter ikke har åbent til aften, hvor de er hjemme ved familien. Der er desuden en kæmpe kaffekultur som Slovenerne bruger til socialisering. De drikker Italiensk kaffe ude og Tyrkisk hjemme. Mange mødes ude og drikker kaffe alle ugens dage og på markedet om lørdagen, men spiser hjemme ved familien.

Foodwalk i Ljubljana

Slovenien er kendt for deres mange supper og vi startede da også ud med at smage den klassiske bønnesuppe. Ærligt så er supper måske ikke så meget os, men den smagte rigtig dejligt og mættede helt vildt. Bagefter fik vi en Zuccinibøf med agurkesalat serveret. Det var til gengæld sindsygt lækkert, og vi havde måske også spist en anelse mindre hvis vi vidste hvor mange andre steder vi skulle bespises denne dag.

Slovensk mad

3. stop var var ved et lille lokalt sted som har til formål at give Romaer, enlige mødre og andre folk uden uddannelse, færdigheder til at få et job som kok eller tjener. Virkelig spændende sted for sådan en som jeg og fedt koncept. Stedet er kendt populært og kendt for deres lækre veganske mad. Vi fik nu alligevel en fyldt aubergine med kylling, svampe og gorgonzolaost med lidt tilhørende kartofler og gul bedepure. Til at fuldende oplevelsen fulgte sågar et glas lokalt vin.
Et charmerende lille sted med meget velsmagende mad og god atmosfære. Vi var nu ved at være ret fyldte og en lille gåtur rundt i byen var tiltrængt.

Restauranter i Ljubljana

4. stop var til vores held en lille specialbutik med specialiteter fra hele Slovenien. Her var der tid til at gå lidt rundt og kigge på det der så interessant ud. Vi smagte deres græskarolie, blåbær vineddike og forskellige lokale snapse. Udvalget var stort og fortællingerne solgte dem godt. Der røg dog ikke noget i kurven da vi allerede havde købt i Salzburg.

På foodwalk i Ljubljana

5. stop var en lille lokal butik gemt i en baggård. De laver de berømte småkager potica i forskellige varianter og sælger udstyr og bøger hertil. Indehaveren fortalte den berømte historie om kagen og butikkens oprindelse mens der naturligvis også var en lille smagsprøve. En lækkert lille småkage som vi tænkte var en fin afslutning.

potica i Ljubljana

For vi troede faktisk vi var ved at være ved vejs ende, men der var endnu flere spændende steder på programmet. Ikke så langt derfor gjorde vi nemlig 6. stop. Her skulle vi smage ægte Slovensk bondemad.

Rstaurant second fiddle i Ljubljana

Stedet har hovedsageligt ansatte med downsyndrom og det fungere som et dagtilbud for dem. Tingene tager derfor måske lidt længere tid men vi blev altid mødt af store smil. Det kan man da kun blive glad af. Maden er solide Slovenske retter som vi herhjemme kender fra det traditionelle kro køkken . Alt i alt en sjov oplevelse og et skønt sted.

 

7. Stop var ved en af byens bedste ishuse hvor vi fik renset ganen lidt efter de mange overdådige retter vi allerede havde fortæret. Den unge pige stod i baggrunden og ordnede de friske grøntsager som isen blev lavet på og vaffeljernet stod også fremme. Det var ikke det helt store isvejr, men til gengæld slap vi for at stå i kø.
Isen fejlede bestemt ikke noget.. Mums!

Bedst is i Ljubljana

8. stop var på en af de hippeste barer og cafeer i byen, nemlig TOZD. Den er er nævnt flere steder og blev da også skrevet bag øret af steder jeg bare måtte fortælle dig om. Indretningen er finurlig med vintage stereoudstyr, sjove billeder og bøger. Alt sammen på en helt særlig og meget stilren måde. Fra køkkenet kommer de lækreste salater, små retter og tapasbræt som vi fik. Egentlig var vi stopfyldte, men det lykkedes os da nærmest at tømme fadet alligevel, fordi det smeltede på tungen. Stedet er også kendt for deres store udvalg af øl, hvoraf vi fik smagt et par stykker til maden.
Iva kunne samtidig fortælle om hvordan hele den Slovenske og generelt Europæriske ølkultur har ændret sig og om at de små bryggerier, der dukker op i Slovenien. Der skulle inden længe være en større festival i byen med netop øl i centrum.

Tozd Ljubljana

Turen blev sluttet af på en af byens nye insteder. En lille cafe der er indrettet som et åbent hjem. Her kan alle slå sig ned i køkkenet såvel som stuen. Der er små, bøger og hvad man ellers kunne have brug for. I køkkenet er der ice tea, kaffe og the til høflig selvbetjening. Konceptet er lavet som et rum for alle hvor man kan arbejde, mødes til en kop kaffe eller for at bruge deres WIFI. Alt er til fri afbenyttelse og med gensidig respekt. Når man kommer får man et æggeur eller andet som indikere hvor lang tid man har været her, når man går betaler man for den tid man har været her. Der var en super afslappet og hyggelig stemning med plads til alle typer, hvilket vi fandt virkeligt charmerende.
Inden Iva tog videre fik vi et fint lille bevis på turen foodtouren som vi kunne tage med hjem.

Jubljanajam foodwalks

Denne foodwalk var meget anderledes end dem vi ellers har været på tidligere da der var meget fokus på de traditionelle traditioner og steder der gør noget godt for samfundet. Det var meget interessant og forfriskende. Maverne var virkelig mætte efter 4 timers rundtur i Ljubljanas afkroge, da det er ret bastant mad og der var kun lige plads til en falafel til aften, så planlæg ikke det store restaurantbesøg samme dag 😉

Iva er super sød, god til Engelsk og til at give noget af sig selv og den Slovenske kultur. Derudover har hun helt sikkert en finger på pulsen i forhold til hvad der rører sig i Ljubljana. Det er en fornøjelse som gæst.

Del:

3 Comments

  1. 7. november 2016 / 20:58

    Dejligt at læse dit indlæg. Sidder netop nu og skriver på et indlæg om en madtur gennem Madrids gader, som vi var på i sidste måned.

    Hygge hejsa
    Anne Marie
    Two Danes On Tour 🇩🇰

    • 7. november 2016 / 21:02

      Super dejligt at høre Anne Marie 🙂
      Uhh det lyder også spændende, jeg vil glæde mig til at læse med 🙂
      /Helle

  2. Tenna
    16. september 2019 / 12:01

    Hejsa

    Jeg vil vildt gerne vide hvad denne cafe hedder som du skriver om:

    “Turen blev sluttet af på en af byens nye insteder. En lille cafe der er indrettet som et åbent hjem. Her kan alle slå sig ned i køkkenet såvel som stuen. Der er små, bøger og hvad man ellers kunne have brug for. I køkkenet er der ice tea, kaffe og the til høflig selvbetjening. Konceptet er lavet som et rum for alle hvor man kan arbejde, mødes til en kop kaffe eller for at bruge deres WIFI. Alt er til fri afbenyttelse og med gensidig respekt. Når man kommer får man et æggeur eller andet som indikere hvor lang tid man har været her, når man går betaler man for den tid man har været her. Der var en super afslappet og hyggelig stemning med plads til alle typer, hvilket vi fandt virkeligt charmerende.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.


Looking for Something?