Rejsetanker om Lombok

Lombok, også kaldt for Bali’s overset’e lillesøster ligger kun 2-3 timers sejlads derfra, og med de smukke Gili ø’er imellem. Lombok er stort set lige så stor som Bali og rummer mindst ligeså mange store oplevelser. Du får efter min mening mere autentiske oplevelser da ø’en endnu ikke er overrendt og du derved har strande, templer og andre naturvidundere mere for dig selv.

Selong Beach Lombok

Vandfald Lombok

Pga. urolighederne der fandt sted omkring år 2000, kæmper de stadig med at få turismen op på samme niveau igen. Der var forinden sat en masse udviklingsplaner i gang som mere eller mindre gik i stå da turisterne blev væk. Sidenhen er der blevet bygget en ny stor og flot lufthavn, som gør det meget nemt at komme hertil. Der er generelt mange udviklingsplaner og bygges i stor stil rundt på hele ø’en. Specielt i syd er der store planer om et turistområde da det er tæt på den nye lufthavn og der her samtidig er sandstrande i verdensklasse. Men da pengene er små og det kniber lidt med at få investorerne på banen kan det godt tage lidt tid før det færdige resultat står klar.

I mellemtiden er det bare at gribe tasken og komme afsted til skønne Lombok!😉

 

Den manglende turisme har dog forårsaget at gadesælgere er meget offensive og påtrængende i specielt Senggigi som er det absolut mest turistede sted på ø’en.

 

Modsat Bali er størstedelen af de lokale på Lombok muslimer, hvorfor de to ø’er også opleves meget forskellige. Lomboks lokale befolkning har ikke de samme ceremonier mv. og virker generelt mere afdæmpede af natur og jeg oplever dem meget imødekommende.

 

Senggigi, som vi også var bosat i, er fyldt med hyggelige restauranter, barer med livemusik og utallige steder der sælger alle former for guidede ture og transport. Det er rart når man skal ud om aftenen og et godt udgangspunkt for at se ø’en. Bevæger du dig blot få kilometer væk vil du strakt mærke roen som præger Lombok, med undtagelse af Mataram. Mataram er hovedstad og det er her størstedelen af de lokale er bosat. Her summer det af liv og det ene store shoppingscenter dukker frem efter det andet.

Lombok

Lombok

 

Personligt er jeg helt vild med Lombok!

Jeg føler mig grebet af alle de søde smil man møder overalt. Børnene kommer glade løbende for at sige “HELLO” og se hvad vi er for nogen, når vi kommer trissende på vores scooter. Specielt pigerne er utrolig fascineret af mit lyse hår og gør meget for at komme i kontakt med os. Selv moderen og bedstemoren sidder på trappen og vinker med når vi kommer forbi. Det er hyggeligt, og det kan man da kun blive glad i låget af.

Lombok

Lombok

Lombok er smuk, charmerende og ikke mindst utrolig rolig. Det er som at rejse tilbage i tiden. Her bygger man stadig huse af bambus, og laver mad over ild. Mødrene går stadig hjemme med børnene og passer deres lille biks. Stort set alle små familier sælger noget. Det er alt fra benzin i små dunke, til kolde drikkevarer, frugt, tøj eller speciallavet krukker og tæpper.

Tankstation Lombok

Derudover er jeg blevet imponeret over hvor mange de kan sidde på en scooter! Det er hele familier der kommer drønende. Det er ikke unormalt at være 3 + en baby.

 

De lever minimalistisk, men virker glade. Det er skønt at se den livsglæde og få et indblik i deres noget anderledes hverdag.

 

På Lombok kan man for blot 35 kr. om dagen suse rundt på scooter mellem jungle og bjerge til små hyggelige landsbysamfund, og til de smukkeste hvide nærmest uberørte sandstrande.

Strande på Lombok

Er du i fysisk god form siges trekket til Rinjani (Indonesiens 2. højeste vulkan) at være et must! ( vi blev desværre nødt til at springe over pga. min skulder). Der er mulighed for alverdens trek for eksempel i risterrasser, eller for foden af Mount Rinjani.

Rismarker på Lombok

Er du til action kan du komme en tur offroad på ATV eller i Jeep, river rafte eller gribe surfbrættet og ride på bølgerne. Er det mere den lokale kultur der trækker, tager det ikke mange minutter at få arrangeret en dagstur rundt til forskellige stops på ø’en (vær opmærksom på ekstra tillæg på de forskellige stops, det kan hurtigt blive dyrt!). Lombok er samtidig hovednerve til både Komodo Island hvor du som det eneste sted i verden kan se komodovaraner, samt Gili Islands som byder på unik snorkling, dykning og endeløse sandstrande. Du kan læse mere om Gili Islands her.

Komodo Nationalpark
Komodovaran

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *