Sarakinas Gorge, ikke for tøsedrenge eller piger

Sarakinas Gorge, ikke for tøsedrenge eller piger

Sidst vi var på Kreta gik vi gennem Samaria kløften. En stor oplevelse og for alvor en kickstart til vandrelivet. Vi kunne derfor heller ikke komme til Kreta uden at snøre vandreskoene på igen.. eller nærmere sandalerne. Kreta er fuld af kløfter og gode vandreruter og hvem ved, måske vi en dag kommer tilbage kun for at vandre. Der er kløfter inden for rimelig afstand nærmest uanset hvor man befinder sig på Kreta så vi gik på jagt efter de mest attraktive på det centrale Kreta. Sarakinas skulle efter sigende være den smukkeste, så udfra de anmeldelser vi fandt så blev det den.

Sarakinas gorge

Køreturen dertil

For at komme dertil kørte vi ad snoede veje gennem små landsbyer hvor bilen knap kunne passere. Videre forbi flotte bjergpas og milelange udsigtspunkter. Der ude midt i ingenting mente GPS’en at vi havde nået vores mål. Nede af grusvejen gemte sig en lille parkeringsplads med kun 2 andre biler. Vi anede ikke hvad der ventede os, men de få vi mødte kom iført store vandrestøvler og stave. Vi blev lidt i tvivl- var det nu også den rigtige vandretur vi havde valgt med en baby på ryggen?

Vandretur på Kreta

Lad vandre eventyret begynde

Vejen ind til kløften går op ad disse trapper, ad små umærkede stier og videre langs vandløbet. Da vi nåede åbningen gav det hele mening. Wauw siger jeg bare!! Naturens kræfter og skaberevne er så imponerende. Vi følte os bittesmå blandt de store klippevægge i den lille bitte spække med kig til en klar, blå himmel.

Balancen blev allerede testet ved den såkaldte bro over til den officielle start af vandreturen, som altså viste sig at være en klatretur. Som du kan se på billedet nedenfor var stien markeret med trin ind i stenene. Turen kan derfor heller ikke anbefales på våde dage. Vi troede naturligvis at vi bare lige skulle igennem åbningen og så kunne vi vandre derudaf, men næ nej sådan var hele turen gennem kløften.

Vandring på Kreta

Vi tog udfordringen op og gemte fornuften midlertidigt i bagagen. 1,5 kilometer lyder umiddelbart ikke langt, men på alle fire det meste af tiden og med overvejelser om hvor foden skal sættes næste gang ved hver eneste skridt, kræver det alligevel sin mand eller kvinde. Det var en fed udfordring der gav sved på panden. På intet tidspunkt mødte vi noget der lignende en sti og vi undrede os lidt over beskrivelsen af en dejlig familietur med børnene. Disse børn skal have en vis alder og have været kastet ud i lidt af hver før vi ville medbringe dem her. Vi så et par seje klatrebørn på omkring de 8-10 år (med vandresko på) som tog den på imponerende vis gennem hele kløften. Mor og far skal have is i maven, da der til tider er langt at falde og langt imellem skridtene i stenene.

Smukke vandreruter på Kreta

Trappen her er sammensat af store og små pinde, og der var altså ingen vej udenom. Den var faktisk værre at komme nedad end op. Undervejs var livet i fars rygsæk ikke altid lige bekvemt, men hun tog det nu i stiv arm den bette. Vi havde et par enkelte gange rygsækken af, for at kunne passere stenene. Da vi kom ca. 2/3 vej gennem kløften måtte vi vende snuden tilbage, da det simpelthen var for risikabelt med en baby ombord. Vi ærgrede os selvfølgelig over ikke at komme hele vejen igennem, men turen var noget mere udfordrende end forventet og mange andre havde vendt snuden hjem langt før os, så vi var alligevel ret stolte og fyldt med store smil over en grænseoverskridende oplevelse da vi tog turen tilbage til bilen.

Vandreruter på Øst Kreta

Går du hele vejen igennem skulle der være et hul på den anden side, og du kan derefter følge asfaltvejen tilbage til bilen. Da det ligger midt ude i ingenting og turen går over stok og sten, er det vigtigt at have rygsækken fuld af vand og andre fornødenheder. Der ligger en lille by i nærheden hvor flere af vores medvandrere slog sig ned til en bid mad efter vandreturen. Vi kørte til byen Mirtos og fik en skøøøn frokost ved vandkanten.

 

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2 Kommentarer

  • SVAR

    Sikke en dejlig beskrivelse (selvom I ikke nåede hele vejen)
    Og skønt at I tager jeres barn med på vandring i så tidlig en alder.

    Jeg er også STORFAN af vandringer gennem slugter og grotter. Og mange steder er der mulighed for netop endagsture, som det du beskriver her.

    Jeg har skrevet en guide om netop vandring med små børn, som du måske kunne bruge, hvis I vil kaste jer ud i mere af den slags https://alleud.dk/de-10-bedste-raad-vandreferie-med-smaa-boern/

    • SVAR

      Det er jeg glad for at du synes Line. Til trods for at vi ikke nåede hele vejen var vi høje på denne oplevelse i lang tid. En smuk oplevelse som også vil huskes for det uventede. Det kan du tro vi vil. Vi elsker at kunne have en fast base og tage ud på dagsture, det fungere perfekt for os. Det er bestemt ikke sidste gang, så tak for det 😉
      Mvh. Helle