Lombok har nogle af verdens bedste strande. Der er ganske få mennesker og virkeligt smukt. Vi besøgte 5 af de bedste strande på Lombok som du kan læse mere om nedenfor:
Sengiggi Beach
Består af en række mindre strande på en 10 km. lang strækning. Den ligger i forbindelse med turistbyen Sengiggi på vestkysten. Selve stranden der er skiltet med fra byen er meget turistet. Der står gadesælgere på ethvert hjørne og det er opsamlingsted for mange guidede ture til.
Bevæger man sig lidt længere væk kan man hurtigt finde ro og idyl, men jeg vil nu til hver en tid vælge Malimbu eller en af de sydligere strande beskrevet længere nede.
Senggigi beach er som på resten af Lombok lækker sandstrand med det smukkeste krystalklare vand. Stranden er derudover meget badevenlig.
Malimbu beach
Ligger smukt og ret øde hen. Den er omtalt i mange artikler og bøger og det undre mig derfor lidt at vi nærmest var de eneste turister her. Der var kun en enkelt anden lille familie og de havde en lokal med. Det er en smuk kridhvid sandstrand.
Langs vandkanten ligger små fiskerbåde forankret og om morgenen tager de ud for at fange fisk, så de kan tjene til føden. Disse friske fisk sælger og tilbereder de i deres små udekøkkener hvor den lokale “mutter” har sin lille biks med lidt lokalt mad, snacks og drikke.
Vi slog os ned i en af de små bambushytter som ligger med direkte udsigt til det azurblå hav. Her fik vi en grillet fisk, ris og en sodavand til 60.000 IDR (ca. 30 kr.)
( Det kan godt være en udfordring at få bestilt mad da deres engelsk er meget begrænset, men med lidt fagter og håndtegn går det fint 😉).
Kommer du samme vej bør du lave et stop ved Malimbu Hill og nyde udsigten over hele bugten herfra.
Selong beach
Wauw! Vi blev hurtigt enige om det er en af de mest billedskønne strande vi nogensinde har set. De lokale strandsælgere hævder at det er den næstbedste strand på Lombok samtidig med at de siger at de sælger ture til den bedste, for den bedste kan vi nemlig se fra denne strand, men det er ikke muligt at køre dertil – man kan kun sejle. Vi takkede dog nej til tilbuddet om at se den bedste strand og måtte ‘nøjes’ med den næstbedste, som vi dog er fuldstændig enige med dem I er helt fantastisk.
Det er en surferstrand med masser af muligheder for at prøve kræfter med surfing såvel som nybegynder som for de mere garvede. Kommer du for surfing skal du vide at bølgerne først for alvor kommer til middag. Men hvis du skal prøve det for første gang er det måske okay at øve i de lidt mindre bølger?
Stranden er hvid, bred og flot og det bjergrige landskab indkredser den lille bugt. Vandet er helt lyseblå og fuldstændig klart. Det er en meget børnevenlig strand tiltrods for bølgerne, da du skal langt ud for at det bliver rigtigt dybt. Dertil kommer at der her er en masse små fine restauranter at få en bid bad og de laver virkelig lækker mad. Vi fik vores bedste måltid mad på Lombok her og det siger ikke så lidt 😉
I øvrigt fortalte ham gutten vi købte vores mad at grunden til at stranden var så ren og pæn var at alle de lokale handlende hver morgen gik en tur på stranden og samlede skrald sammen. Det kunne ses og stranden var fantastisk smuk.
Læs også: 3 BØRNEVENLIGE STRANDE PÅ MAURITIUS
Mawun Beach
Er ligesom Selong Beach beliggende i på den sydlige del af ø’en. De lokale mener selv at dette er den bedste strand på Lombok – der findes åbenbart flere bedste strande på Lombok.
Stranden ligger i en lille bugt for sig selv og er meget privat. Her er de smukkeste hvide sandstrande og klareste blå vand. Modsat Selong Beach bliver her hurtigt dybt og der er ligeledes mange bølger. Her er knapt så mange turister og folk i det hele taget og her er en helt specielt ro.
Der er ikke det store udbud af restauranter, til gengæld render der små knægte rundt og vil sælge dig grillet majs, kokosnødder eller frisk ananas. De er søde og charmerende, men der er stor konkurrence iblandt dem hvilket er tydeligt at se og mærke. Vi smagte et par super lækre ananas, hvilket jeg varmt vil anbefale. Prisen var 20.000 IDR for 2 stk. (Ca. 10 kr.).
Solnedgang på Tanjung Aan Beach
Helt ude på en lille spids af det sydlige Lombok ligger denne strand. Vi fik den anbefalet og tog derfor forbi for at tjekke den ud. Vores chauffør sagde den ikke var noget særligt, og da vi ankom gjorde han os opmærksom på at vi skulle passe rigtig godt på vores ting! Det hjalp samtidig ikke på førstehåndsindtrykket at der i “indkørslen” ligger skrald spredt udover det første lange stykke strand. Det er så synd at de ikke holder stranden ren.
Selve stranden er en flot hvid sandstrand med store klippeformationer der deler den i to områder. Det virker meget lokalt og de kiggede ret mystisk på os to turister der kom forbi ved solnedgangstid. Vi så dog et par andre hold turister ligge og nyde det sidste sol i strandkanten.
Denne strand er efter min mening IKKE at sammenligne med de andre to strande på syd Lombok (Selong og Mawun), men et smukt sted ved solnedgang.
Hvilken en synes du lyder bedst?