Amsterdam er en mindre storby hvilket giver muligheden for at opleve den til fods eller på cykel.
Den første dag jeg havde i Amsterdam lod jeg mig bare føre lidt rundt i byen, og wupti så var jeg ved kongepaladset og kort efter ved Anne Franks hus.
Amsterdam har rigtig mange gode ting at byde på. Byen med over 100 kanaler er fyldt med kontraster af flotte bygninger, museer, hyggelige kanaler, markeder og skønne grønne oaser midt i byen. Der er masser at se og opleve for voksne som for børn.
Det er hovedsageligt efter mørkets frembrud man bemærker byens særlige kendetegn med letlevende damer og røg fra de lokale coffeeshops.
Mit bud på 8 ting du bør opleve på din tur til Amsterdam:
1. Kanalrundfart
Byen er fyldt med flotte kanaler og det er et must at tage på kanalrundfart. De varer typisk 1-2 timer og du får en speaker som fortæller dig historien om alt hvad du kommer forbi på vejen.
Det er en god og hyggelig måde at opleve byen på, og samtidig få en god viden om hvad du ser.
2. Red Light District
Er en oplevelse i sig selv.
Det er et område kendt for de letpåklædte damer, der står bag glasdøre og forsøger at lokke mænd ind. Her er fyldt med røde lamper, erotiske butikker, shows og coffeeshops.
Der er en helt speciel stemning i Red Light Distict og det er noget der kendetegner Amsterdam. Det er et sted du skal opleve ikke mindst for selv at have en mening om stedet 😉
Vær opmærksom på at det er strengt forbudt at tage billeder af pigerne.
3. Coffeeshops
Også kaldt ”de brune cafeeer”. Tag ikke fejl – disse er ikke helt normale cafeér som vi kender dem i Danmark, det er nærmere værthuse hvor der samtidig sælges og ryges cannabis.
Coffeeshops ligger på ethvert gadehjørne i Amsterdam og spiller en stor rolle i byen, specielt om aftenen.
4. Museer & gallerier
Amsterdam er fyldt med gode museer og gallerier. Besøg f.eks. Van Gogh museet, Rijksmuseet, Stedelijk Museum, Rembrandt eller science center Nemo mfl.
5. Vondelpark
Er byens grønne legeplads. Parken er 1,5 km. lang og ca. 300 m. bred.
Her er plads til alle. Du vil se joggere, skatere, gøglere og andre der nyder en tur i parken. Der vil være folk der nyder en kop kaffe på en hyggelig cafe, venner på skovtur, legende børn, og harmonikaspillere.
Om sommeren afholdes mange koncerter og gratis teaterforestillinger under åben himmel her i parken.
Parken ligger placeret syd for Leidseplein, ikke langt fra Van Gogh museet.
6. Byens bygninger
Byen er fyldt af flotte huse karakteriserede af de høje smalle huse der står på rad og række lidt eller meget skævt. Hver især med store vinduer med skodder for.
De er en charmerende og betagende del af bybilledet.
7. Europas største udendørs marked ”Albert Cuyp”
Markedet er beliggende i Amsterdam i bydelen ”De Pijp”. Det er kæmpestort og har lidt af hvert.
Her kan du finde alt fra tropiske frugter og fisk til bøger og elektronik. Markedet er åbent alle ugens dage undtagen søndag.
8. Heineken experience
Byder på en spændende tur rundt i det gamle bryggeri. Der kører forskellige videoer om bryggeriets historie, du kan prøve hvordan det er at være en ølflaske (sjov oplevelse!), lære hvordan man i Holland skænker den perfekte øl og ikke mindst smage Heineken øl. (Der følger 2 øl med i billetprisen).
Tip: Hvis du vil spare lidt på billetten og springe køen over kan du med fordel købe billetten hjemmefra på deres hjemmeside.
Tips:
– Ved Anne Franks hus var der en enorm kø tiltrods for at klokken var 9.30. (Jeg vil vurdere det vil tage 2 timer eller mere for at komme ind). Jeg var inde på hjemmesiden for at købe billet om aftenen, og kunne først få en 4 uger efter! Så bestil hjemmefra hvis det er noget du gerne vil se 😉
– Vil du lidt rundt i byen med de lokale busser, sporvogn eller båd bør du købe et 24, 48 eller 72 timers kort alt efter hvor lang tid du har i byen.
Vi boede lidt udenfor byen og allerede i løbet af den første dag var kortet tjent ind.