Ikke langt fra Kassiopi finder du en af Korfus bedste strande, efter vores mening. Ikke mange ved at den findes og endnu færre ved hvordan man kommer derhen. Vi er jo ikke meget for at lukke op for den slags hemmelige spots, fordi så er de måske ikke så unikke ret meget mere. Ikke desto mindre bliver vi da nødt til at dele det med dig så du kan finde den her dejlige strand.
Det kan være svært nok at finde vej og få parkeret bilen
Instagram er jo et herligt medie til at finde den slags steder og til at researche fede steder at besøge på sin rejse. Meeen derfra til at finde dem kan der gå opstå lidt udfordringer til tider. Parkering var sparsomt ved et par enkelte nåletræer og så var der i øvrigt også lidt en brat nedkørsel som vi havde vores betænkeligheder ved at skulle nedover med den hvide, lejede bil. Men til sidst lykkedes det.
1 kilometers skovvandring i slippers
Vi havde udset os denne fine strand og Google var endda så sød at fortælle at vi fra bilen havde knap 1 km. gåtur fra bilen. No problem tænkte vi, lige indtil det gik op for mig at jeg kun havde fået slippers med på tur. Nå men til stranden skulle vi. Så vi begyndte at gå… i 4o graders varme. Shit det var varmt når vinden står HELT stille og underlaget samtidig sætter hjernecellerne i gang.
Turen starter godt ved at vi går den modsatte vej væk fra stien og ender midt i biavlerens plantage. Allerede der har vi det pænt varmt. Virkeligt dumt move!
Back on track ender vi på en flot bred grussti hvor der dog er et skilt med privat grund. Vi kigger en ekstra gang på kortet og tager chancen. Det viser sig at være den rigtige vej da vi inden længe møder skiltning med vores strand. Her kan du enten vælge at gå til højre mod Akoli eller venstre mod Aylaki (begge skulle være virkelig lækre).
Gå mod Akoli beach
Herfra er stien meget ujævn med løst underlagt og til tider store niveauforskelle der skal forceres. Der skal holdes fokus for ikke at falde (slippers kan ikke anbefales til den mere velforberedte). Turen er generelt noget mere udfordrende end vi lige havde regnet med og kræver en del at drikke da det kan være frygteligt varmt i højsommeren.
Ned kommer vi da heldigvis også selvom det kostede blod, sved og tårer. Heldigvis ikke så meget af de første men en af os fik da en hudafskrabning med på vejen. Belønningen er til gengæld stor. Den flotteste øde strand med det klareste badevand. Alt hvad vi havde håbet på. Der er kun få andre og vi finder endda en dejlig skyggeplads under et par store træer. Vandet er vildt lækkert og havbunden god, men det bliver hurtigt dybt så man skal lige have fat i sine børn.
Dreamy beach…. er åbentbart paradis for turbåde
Imens vi bader kommer en turbåd pludselig drønende mod stranden og vi får sgu hornet. Vi må få fart under fødderne og flytte os for ikke at blive torpederet af turistbåden og de mange mennesker bliver derefter lukket ud netop der hvor vi sidder. Virkeligt dårlig stil. Jeg mindes ikke at jeg har prøvet noget lignende. Heldigvis var de hurtigt væk og vi delte kun den flotte strand med et par enkelte andre besøgende.
Akoli beach må være en af Korfus bedste strande
Akoli er virkeligt et smukt sted. Der er et stort træ med masser af skygge og flere andre steder langs stranden kan man også ligge i læ af klipperne. Sidst på dagen hoppede vi ned for enden til klipperne på venstre side. Her kan du enten klatre over klipperne eller svømme rundt, så er der den fineste lille hideaway beach med det klareste vand. Voksne kan næsten gå omkring hjørnet da der er store sten i vandet ud for klippen.
>> Læs også: Timoni beach, 2 strande og 1 vandretur på Korfu
Der er ingen faciliteter eller køb af mad og drikke på stranden
Akoli er ikke en faciliteret strand og du skal derfor have alt med hvad du behøver. Da det er en småstensstrand kan det anbefales at medbringe badesko. Vi havde ikke helt gennemtænkt vores lidt længere besøg her og hårde nedfart så vi købte lidt sodavand og vand hos en mindre bådarrangør. Det reddede lige dagen, men sidst på eftermiddagen løb vi altså tør for snacks og måtte vende snuden opad. Vi kunne ellers sagtens have tilbragt de lune sene eftermiddagstimer der også.
Vandreturen tilbage til bilen
Turen hjem var hård men knapt så varm. Vi havde beholdt vores badesko på og da det nu gik opad, gik det faktisk ret smooth. De voksne havde i hvert fald svært ved at følge efter den lille tourleder som var oppe igen på bare 20 min.
Efter en dejlig dag ved en af Korfus bedste strande satte vi snuden mod Kassiopi hvor vi fik en tidlig aftensmad. Hvis du kommer forbi Kassiopi kan vi virkelig anbefale at spise på Vasilikos Taverna pizzaria. Virkelig god mad hvadend du er til pizza, pasta eller græsk mad.