Efter at have læst “Erik Petersen’s” anmeldelser af flere vandreture på Gran Canaria havde vi valgt en ud og besluttet at bruge en dag i vandringens tegn. Du kan se hans beskrivelse her.
Jeg havde fået mine søskende og deres kærester med på ideen tiltrods for turen var planlagt til 17 km. og flere ikke er vant til at vandre. Vi var derfor forberedt på en god udfordring.
Det blev en tur for de “unge” og så kunne mine forældre få en dags fred og ro til at nyde solen og læse en bog.
Da busserne passede utroligt dårligt og vi var 6 besluttede vi os for at tage en taxa til startstedet, da det nærmest var samme pris. Vi blev sat af og kiggede os lidt omkring. By og by det kunne man ikke helt kalde det. Der gik en masse fritgående dyr og var en masse smuk natur og masser af store aloe vera planter.En lokal lille landsby som vidst ikke var vant til den store turisme.
Vi havde printet den anbefalede rute ud og fandt hurtigt det der skulle være den rigtige vej 🙂
Drengene (Kenneth og Michael) der var blevet vejvisere blev dog vidst lidt i tvivl om det nu også var den rigtige vej, vi lavede derfor et lille stop og kiggede på kort, fik lidt vand.
Den var god nok, det skulle være den rigtige vej. Vi fortsatte ad de små stier. De første par kilometer er meget ujævnt terræn og man skal passe på hvor man træder. Herefter bliver det hovedsageligt grusveje hvilket gør turen noget nemmere.
En halv time til en time efter vores første pistop går det op for Kenneth at han har fået efterladt sin telefon han fik kort inden rejsen, der hvor vi kiggede på kort. Han løber derfor tilbage for at lede efter den og Michael med. Resten af os venter pænt imens og får en bid mad. Efter en 20 min. venten kommer drengene tilbage med den fundne tlf. Vi kunne nu fortsætte turen og de havde tilmed fået lidt mere motion, og vi havde fået lidt af en pause.
Turen snor sig op og ned ad bjergene. Det er det smukkeste terræn og vi mødte nærmest ingen mennesker overhovedet. Kun sidst på ruten kom 3 mountainbikere kørende.
Hvilken natur!
Wauw en udsigt! – på vej til Ayagaures
Efter knap 4 timers vandring kom vi til dæmningen ved byen Ayagaures. Den er ret imponerende og det bjergrige landskab i baggrunden gør ikke oplevelsen dårligere. På den anden side af dæmningen ligger den kunstige sø Embalse som dæmningen holder for. Når man går over broen møder man den lille landsby Ayagaures. Her var vi så heldige at finde et toilet og en kiosk, inden turen gik videre igen. Det var det eneste sted på turen vi mødte lidt civilsation.
Dæmningen ved Ayagaures
Vi gik herefter videre af de snoede veje os ad bjerget for at komme til den omtalte parkeringsplads. Der var et par stykker, der var ved at være lidt trætte, men det var også nogle stejle stigninger på dette stykke, samtidig med at vi gik på landevejen hvor der af og til også kom lidt biler.
På toppen var vi så heldig at en kørende bager kom forbi. Det faldt i god jord hos flere og der blev tanket op 😉
Vi var nu kommet til det punkt i Erik Petersens beskrivelse hvor han fandt en lille smutvej ned til Palmitos Park. Det var os heller ikke noget problem at se hvor vi skulle ned henne, så vi begynde at gå stille og roligt. Da vi er ca. halvvejs kommer en meget sur dame ud fra huset og råber en masse bla. “Privado Privado”. Vi var jo klar over det var privat og ville gerne ned og snakke med hende så vi kunne tilbyde hende lidt penge for at passere hendes have. Så langt nåede vi dog aldrig da hun var meget vred og truede med at pudse hendes hund på os, som ikke så mindre sur ud. Vi var derfor nødsaget til at vende om og gå op til parkeringspladsen igen.
Skiltet ved den sure dames have
Her stod vi så og kunne kigge ned på det der var målet. Efter ca. 17 km plus en lille løbetur for et par stykker af os var vi nu 400 meter derfra, kunne se hvor vi skulle med bussen for at komme tilbage mv. Nå men der var jo ikke så meget at gøre vi måtte gå videre og se om der var et andet sted vi kunne komme ned. Desværre var der ikke rigtig nogle muligheder for at komme ned af bjergsiden hvor det ikke var ekstremt stejlt og det kunne derfor ikke lade sig gøre.
Kenneth tog derfor GPS’en frem for at se hvor langt vi skulle gå for at komme derned. Udfra GPS’en vurderede han at der var ca. 3 km. Det var surt, men der var ikke andet for end at få det ene ben foran det andet. Efter lidt tid gik drengene og snakkede og jeg kunne godt fornemme at der måske var lidt længere end som så. Han måtte derfor fortælle at det ikke var helt rigtigt og der nok nærmere var 5-6 km. Da de andre piger næsten ikke kunne mere besluttede vi at praje en taxa hvis der kom en forbi. Til vores uheld kom der ingen taxaer! Meget uheldigt. Det sidste stykke gik ikke så hurtigt da folk var meget trætte og pigernes sko var rødglødende. Da vi havde gået ca. 7 km. ekstra kom vi til en lille landsby hvor vi fik kontakt med en mand i sin have. Efter lidt overtalelse fik vi lov at låne hans toilet mod betaling. Det var lidt af en særlig der boede her. I gangen indtil huset havde han flere bure med store slanger og andre dyr, men vi var taknemlige over at kunne få lov at komme på toilet for det havde været på tale noget tid!
Blot ca. 1 km. efter mødte vi en lille kiosk og vi fik dem til at ringe efter en taxa til os. Vi var meget lettede over udsigten til nu at komme hjem.
Vi kom hjem sent på eftermiddagen og kunne lige nå et bad inden aftensmaden. Tøserne der havde vandret i små sneakers kunne næsten ikke gå, men vi kunne dog grine af situationen og vi husker nu tilbage på en rigtig god og udfordrende tur 🙂
Vi vandrede ialt 25 km. da det ikke lykkedes os at følge ruten til ende. Det er en fantastisk flot tur med imponerende naturoplevelser som jeg varmt vil anbefale, men forbered dig lige på at den sidste del af beskrivelsen kan give lidt udfordringer og resultere i en betydelig længere tur end der står i beskrivelsen.
Tip: Det er vigtigt at huske noget at drikke og spise da du ikke kan være sikker på at møde muligheder for dette undervejs. Derudover er godt fodtøj et MUST.
