Restaurant Wullenwever er en meget anerkendt restaurant beliggende i den charmerende gamle bydel i Lübeck. Bag restauranten står stjernekokken Roy Petermann, som også har ført stedet til deres Michellinstjerne som de på imponerendevis har formået at fastholde i flere årtier. Han ønsker med kostelige, fantasifulde retter tilpasset årstiden at servere lette og moderne retter i en afslappet atmosfære.
Denne filosofi passer egentlig meget godt til hvad vi oplevede som gæster. Udefra ser det stilfuldt og indbydende ud. Vi gik forbi dagen før hvor vi kunne smugkigge ind i køkkenet. Det er småt (køkkenet), men alt står på ræd og række og maden så virkeligt lækker ud. Forventningsglæden blev derfor kun større.
Ved ankomst blev vi godt taget imod af en sød ung tjener. Hun tog vores jakker mens en anden viste os vores bord. Vi fik en plads i et lille hyggeligt hjørne med udsigt til det store juletræ fyldt med julelys i baggården, super hyggeligt. Samtidig sad jeg så jeg kunne lure ud i restauranten og følge lidt med. Det er en smuk restaurant med stubbe og særdeles højt til loftet.
Selvom vi befandt os i vores naboland, er der alligevel et par tilfælde hvor normerne ikke helt er ens. En ting er deres nøgenbadning og på denne ellers fornemme restaurant var der sågar et ældre par der havde intet mindre end 2 kæmpe hunde liggende ved deres side, why?!
Vi havde luret kortet hjemmefra og blevet enige om at tage 4 retter at mæske os i. Det burde derfor ikke tage mange minutter at få bestilt, men det blev alligevel en lidt længere proces. Jeg var ret nygravid på dette tidspunkt og var først lige selv ved at lære om småting der ikke anbefales at indtage blandet med min egen sunde fornuft. Det i sig selv var svært nok, men det var lettere umuligt at forklare på tysk med vores ret beskedne kundskaber, og da den uskyldige unge tjeners engelske ordforråd var ligeså begrænset må der siges at være lidt udfordringer på kommunikationens fronten. Tjenerne stod heller ikke i kø for at tage vores bord når maden skulle serveres så madpræsentationen blev ret kort og ikke ret beskrivende, hvilket vi ærgrede os en del over og som tog toppen af oplevelsen. Vi var flere gange lidt i tvivl om hvad vi egentlig spiste. Det skal siges at de alligevel gjorde deres ypperste for at få os til at føle os godt tilpas og have en god aften.
Maden var til gengæld i særklasse. Vi var særligt imponeret over fisken som var så veltilberedt at vi blev helt i tvivl om den nu også var færdig?- Den smeltede på tungen.
Som mellemret fik vi en Thai inspireret ret med mango, noget lidt udefinerbart, men helt vildt lækker sprødt i midten (muligvis en sufflefars af krabbe med lidt andet lækkert i) og en stegt tigerreje på toppen. Den var anderledes, meget forfriskende og en totalt uventet ret. Kenneth er slet ikke i tvivl om at det var den bedste ret. Personligt har jeg hang til søde sager og min chokoladedrøm skuffede ikke, MUMS!
Restaurant Wullenwever er et dejligt sted hvis man ønsker noget lækker mad udover det sædvanlige. Du skal ikke forvente store weinersnitzler og bratwürst, for så bliver du skuffet. Er du derimod til gourmet til overkommelige priser, så er det lige stedet.
Vi kunne godt have ønsket os en tjener med en smule større engelskkundskaber for noget af oplevelsen gik tabt. Derudover havde de ikke nogen interessante drikkevare at tilbyde når nu jeg ikke var på alkohol/vin vognen og det er ligesom om friskpresset juice dræber retternes smag og ødelægger helhedsoplevelsen lidt.
Hvor lyder det til at have været en lækker oplevelse på trods af tjenerens manglede engelskkundskaber. Men hvor er det bare mærkeligt at tage to store hunde med på en fin restaurant! Den var ikke gået derhjemme 😛
Camilla | http://cammi.dk
Forfatter
Hej Camilla
Ja det var en skøn aften, vi blev forkælet fra top til tå 🙂 Nej den var den bestemt ikke gået herhjemme, men tyskerne de elsker jo deres hunde og bringer dem helst med alle steder.
/Helle