Det var lidt af en omvæltning da vi rev teltpælene op i Silkeborg og i 2012 flyttede til Esbjerg. En af de ting jeg var særligt glad for i Silkeborg var den skønne natur som vi betyder meget for os at have let adgang til. Det tog mig heldigvis ikke lang tid at finde ud af, at det også findes i Esbjerg. Du skal bare vide hvor den er.
Via min løbeklub og veninder fik vi hurtigt mange gode tips til at udforske områder i og omkring Esbjerg. Da vi boede i lejlighed var det særligt vigtigt for os at kunne hive en time ud her og der og tilbringe den i naturen. Det var enormt givende at kunne gribe tæppet og trille ned og finde vores eget lille spot for en stund. I hverdagen er det her vi slapper af, trækker vejret og mærker friheden.
>> Læs også: 5 vandreruter ved Silkeborgsøerne
For at give dig som tilflytter, besøgende eller turist en ide om hvor i Esbjerg du skal spise din picnic, nyde naturen eller gå en dejlig lang tur, har jeg her listet vores 5 favorit steder:
1. Vognsbølparken
Esbjergs grønne hjerte bliver den også kaldt.
Da den ligger 5-10 minutters gang fra hvor vi boede og rummer så mange muligheder og gode tiltag har den en helt særlig plads for mig og mange andre Esbjerggensere.
Vognsbølparken indgår som en del af Den grønne ring, hvilket er et samlet stisystem, der omkranser Esbjerg by. Ringen rummer større og mindre sammenhængende grønne områder med en ubrudt stiforbindelse fra kyst til kyst rundt om byen. I forbindelse med DGI landsstævne blev der oprettet en energisti som går rundt om søerne og er 2,6 km, og du finder også en afmærket rute på 1 km. specielt lavet til løbe intervaltræning.
Her er skov med store bøgetræer og åbne græsplæner. Legeplads med masser af leg for børnene, udendørsfitness, kælkebakke og fodbold Flexbaner til udlejning på timebasis. I hele parken er der store grønne områder hvor man kan nyde sin mad ved borde og bænke, spille med bold eller finde en skøn solplet i fred og ro.
Parken danner ramme om mange festlige begivenheder i løbet af året fx afholdes der flere motionsløb (tøseturen, vestkystløbet bla.), Esbjerg Rockfestival og 1. maj taler.
Midt igennem parken slynger Holme Bæk sig med en stribe små søer, hvori de store rododendroner spejler sig. Her er masser af ænder, blishøns og svaner der elsker en bid brød.
2. Marbæk plantage
12 km. nord for Esbjerg, lidt længere ude end Hjerting finder du Marbæk plantagen. Et sted man ikke lige kommer forbi hvis man ikke ved det er der. Når man først har været der en gang, er der til gengæld også stor chance for at du vender tilbage. De par gange vi har været der har vi været ret alene, selvom det er et populært udflugtmål specielt om sommeren. Området er meget varieret og naturskønt, og en del af Nationalpark Vadehavet. Marbæk plantagen rummer ialt over 30 km afmærket naturstier, 15 km ridestier og 3 km mountainbike sti. For de aktive sjæle er derfor alle muligheder for at slå sig løs i naturen. På med vandreskoene, i cykelsadlen, på hesten eller i badetøjet og nyd vores skønne Danmark når det er bedst. Vil du have en oversigt over stisystemerne og området kan den hentes på Esbjerg turistkontor.
3. Vadehavet og de hvide mænd
De hvide mænd er det absolutte kendetegn for Esbjerg og noget vi kan beundre gang på gang og stadig finde imponerende. De blev opført ved Esbjergs 100-års jubilæum af kunstneren Svend Wiig Hansen. De består af 4 store skulpturer formet som mennesker, alle 9 meter høje. De 4 store mænd skulle efter sigende kigge efter England.
De er placeret i udkanten af Esbjerg, lige før Sædding og direkte ved Vadehavet. Her er ligeledes opført en dejlig sti, hævet i vejhøjde og anlagt så du stadig går i den smukke natur. Et dejligt sted til en god gåtur eller tur til stranden.
4. Lergravsparken
Lergravsparken er beliggende i Østerbyen i Esbjerg, og består af et flot parkanlæg med en stor central sø, stier, klippede plæner, bænke og store træer. Det er et hyggeligt og meget familievenligt område, hvor der er plads til, at børnene kan få brændt noget krudt af. Derudover er der mange lystfiskere. Du finder en fin legeplads i områdets sydvestligste hjørne og en bålplads syd for søen. Lokale foreninger afholder hvert år Sct. Hans i parken med bål på en flåde ude på søen, super hyggeligt arrangement. (Selvom der kan være mange myg da det ligger inde i skoven og bålet bliver sendt ud på søen).
5. Dyrehaven
Esbjerg dyrehave ligger i udkanten af Nørreskoven og et stenkast fra Vognsbølparken. Det er et stort område af både skov og eng. I området er der mulighed for at se kronhjorte, dådyr og sikahjorte. Specielt i sensommeren og efteråret er dyrene ganske tamme og kommer helt hen og spiser af hånden. Første gang jeg var her var for at samle lidt til en juledekoration havde jeg en sjov oplevelse.
“Jeg står og prøver at nå en grankogle og da jeg skal til at ligge den i posen ser jeg til min overraskelse at der står et rådyr med hovedet nede i posen. Blev lidt forskrækket må jeg ærligt indrømme, men også en ret hyggelig oplevelse som fortæller lidt om charmen ved dyrehaven”.
En sjov oplevelse jeg sent glemmer!
Når dyrene er i brunst skal man passe lidt på og holde sig selv og sine børn på afstand, da de kan blive meget aggressive.
Der er en fin stor P-plads overfor Spangsbjerg sygehus lige udenfor haven som gør det nemt at kigge forbi selvom man bor lidt væk. Lige udenfor haven er der desuden disc golf til fri afbenyttelse, bare lige husk din egen frisbee.
Vognsbølparken og dyrehaven ligger i forlængelse af hinanden og vi besøger ofte begge steder på samme tur.
>> Læs mere her for inspiration til flere udeområder i Esbjerg
Har du et lokalt sted du tager du til, når du trænger til at komme ud i naturen og få luftet tankerne?
Sjovt at se lidt af Esbjerg fra en anden Esbjergenser 🙂 Vi har nogle dejlige naturpletter og med Nationalpark Vadehavet lige i baghaven kan man vist ikke beklage sig 🙂 Jeg bruger også alle disse steder med begge hunde 🙂
Bettina / http://www.webreakaway.dk
Forfatter
Hej Bettina
Dejligt du synes om indlægget 🙂
Ja Esbjerg er en skønne lille plet på Danmarkskortet. Tænk engang at vi er så heldige at bo her og have så mange smukke naturoplevelser lige i baghaven. Mange andre rejser gerne langvejs fra efter disse oaser og oplevelser. Minder faktisk ofte mig selv om at huske at påskønne det og bruge naturen. Jeg kunne forestille mig at det er helt perfekte grønne områder til en god gåtur med hundene 😉
Mvh. Helle