5 tips og gode råd, inden du booker din rejse til Korfu

tips og gode råd, inden du booker din rejse til Korfu

Det kan altid være lidt svært at danne sig overblikket over en kommende destination. For hvilken del af øen skal man vælge, hvor er det godt at bo og hvordan skal du komme rundt? De mange spørgsmål står i kø og jeg håber at dette blogindlæg kan gøre dig lidt klogere på det hele inden du booker din rejse til Korfu.

 

1. Skal budgettet bruges på strand, by eller bjerge?

Korfu har lidt af det hele og er en større ø. Så det er en rigtig god ide at gøre dig nogle tanker omkring hvad der egentlig trækker mest i dig og hvilken beliggenhed der passer til netop dig.

Ønsker du at bo midt i pulserende og super charmerende Korfu by eller skal det være en mindre badeby? Vil du hellere prioritere at bo tæt på øens bedste strande eller oplevelser? Eller drømmer du om at bo lidt afsides i de smukke bjerge og få en god udsigt?

Corfu

Ligeledes kan du spørge dig selv om du planlægger selv at skulle lave mad eller foretrækker at andre laver den for dig nu du er på ferie. Dette er afgørende for om du skal vælge hotelværelse eller kigge efter lejlighed. Det er også en god ide at gøre op med dig selv hvilken standard du går efter/hvad pengepungen kan klare og hvad du vil prioritere i budgettet.

 

2. Passer syd eller nord bedst til dig?

Syd Korfu

Fra selve Korfu by og nedad. Korfu by er en af de mest charmerende byer vi endnu har besøgt. Små fine gader med butikker og bestik der klinger på tallerkenen fra de den ene lækre taverna efter den anden på de hyggeligt gadehjørne. Af og til åbnes gadebilledet op af større pladser, boulevarder eller grønne områder. Den skønneste by der sitrer af stemning.

Sydkorfu er generelt flad og indbyder til en lækker badeferie. Vi havde en enkelt dagstur på den sydlige del da de fleste oplevelser ligger i nord. Men de lange hvide sandstrande finder du altså i syd.

Planlæg din rejse til Korfu

En af de mest populære badebyer er Kavos. En større by 40-50 km syd for Korfu beliggende ud til kysten. Der er liv i gaden og alt hvad du behøver indenfor rækkevidde. Kigger du efter et lidt mindre og måske lidt roligere sted kunne Benitses eller området ved Agios Gordios beach eller Myrtiotissa beach være et godt bud. Lefkimmi er også en hyggelig og lokal by, men den ligger ikke ved vandet.

Nord Korfu

Nord Korfu er bjergrigt, smukt og fuld af store oplevelser og seværdigheder. Strandene er stenstrande, hvilket også giver det krystalklare vand og udmærkede snorkelforhold. Grækenland er ikke den oplagte snorkeldestination, men de fleste steder med stenstrand er der også nogle flotte fisk at kigge på. Nord Korfu gemmer også på nogle smukke Venetianske byer i alle størrelser. Selv var vi ret vilde med Kassiopi og også Sidari. Sidari har knapt så meget charme, men ligger strategisk super godt.

Oplevelser på Korfu

Mange er vilde med Gouvia da den ligger på den rigtige side ifht Korfu by, hvis man ønsker nemt at kunne tage ind til byen om aftenen. Vi boede selv i Gouvia og ingen tvivl om at pandemien har gjort noget rigtig dårligt for den lille by. Der var mange steder der var lukkede idet den er bygget op omkring turismen. Helt generelt følte vi os nok bare mere tilpas i nord hvilket jo er helt individuelt. Så igen, mærk efter hvad du tror der vil være det rigtige for dig.

 

>> Læs også: Her boede vi på Korfu

 

3. Gå udenom Paleokastritsa

Paleokastritsa ligger på Korfus nordvestkyst og er kendt for nogle af Korfus smukkeste bugter og et billedskønt landskab. Paleokastritsa snor sig langs en smuk bugt, der er delt på midten af en frodig halvø, som danner to mindre bugter. På hele Paleokastritsa er der i alt 6 strande. Lad mig være ærlig, strandene er virkelig lækre med fuldstændig krystalklart vand og så er det et af de steder på Korfu med det bedste undervandsliv.

Og hvorfor anbefaler du mig så IKKE at rejse dertil tænker du nok. 

Paleokastritsa er topturistet. Vi var faktisk lidt i chok over det kaos der mødte os. Det var et stort kaos på de små snørklede veje fra den ene lille bugt til den anden. Det var svært at få lov at parkere og selv når vi ønskede at købe os ind på en liggestol var der udsolgt. Vi bestilte sågar bord på La Grotta som er en lækker klippebar hvor der kan bades og da vi kom havde vi fået et barbord uden stole…(vel og mærket med et 4 årigt barn).  Betjeningen ventede vi derefter på i 3 kvarter. Vi nåede endda en svømmetur som i øvrigt ikke fejlede det mindste.

rejse til Korfu

Måske har vi været uheldige, men jeg tænker ikke at du skal sætte næsen op efter et mindre kaos da også Korfu var væsentlig mindre besøgt i 2021 end under normale omstændigheder, men de kan selvfølgelig have været overvældet efter at være åbnet op. Så min anbefaling til dig er Paleokastritsa er god til et dagsvisit (og gerne så tidligt på dagen som muligt), men personligt ville jeg fravælge at bo der. En anden god mulighed er at leje en båd og sejle rundt. På den måde kan du nemt finde de små lidt mere ufremkommelige spots og få en dukkert i det lækre vand. Vil du finde en lidt mere roligt og super smuk strand så gå efter til Rovinia Beach. Når alt dette er sagt så er La Grotta et super fedt sted, særligt med større børn der elsker udspring. Men stå klar når de åbner.

 

4. Strande på Korfu 

Korfu er en stor ø med mange smukke strande, der hører til blandt de bedste på De Ioniske Øer. Strandene er meget forskellige, alt efter hvor på øen du begiver dig hen. På vest og nordkysten finder du de fine langstrakte, hvide sandstrande mens østkysten generelt er præget af smallere stenstrande.

Strande på Korfu

Selv fandt vi vores egne favoritter i nord. Disse er mere rolige, mindre besøgte og vandet er lunt og helt krystalklart. Der er nogle virkelig lækre strande omkring Sidari og Kassiopi. Fra The Wave havde vi en skøn privat badestrand 10 meter fra hotellet. I selve Sidari ligger Canal d’Amour som er et stort tilløbsstykke så her skal du enten stå tidligt op eller overveje at stikke forbi til en aftendukkert. Et andet dejligt sted er Loggas beach. Der skal gerne være fralandsvind for at stranden kommer til syne, men så er det også et fuldstændig magisk sted til en solnedgangsdukkert. Acharavi Strand er en meget lang og lækker strand, hvilket betyder godt muligheder for at finde et spot for sig selv. På vestkysten ligger Agios Georgios Pagon som er en skøn børnevenlig strand. Vandet på denne side er bare væsentlig koldere (dejligt på en varm solrig dag med 40 grader, knapt så fedt på en skøn forårsdag).

 

5. Vil du leje egen bil eller tager offentlig transport på din rejse til Korfu?

Korfu er en af Grækenlands største øer og hvis du gerne vil ud og opleve øen vil jeg til enhver tid anbefale dig at leje en bil eller en scooter. Det er den eneste måde du kan komme til de lidt mere afsides liggende strande, byer og seværdigheder.

Lej bil på din rejse til Korfu

Vi måtte erfare at der er rift om lejebilerne og det betalte vi en betydelig regning for. Så jo før du får bestilt jo billigere er det. Udvalget vil dermed også være større. På mange andre destinationer kan du snildt møde op og leje en bil til en favorabel pris, men altså ikke på Korfu hvor der om sommeren ofte er alt udlejet i følge de lokale biludlejningsfirmaer. Så tag evt. et tjek på priserne inden du booker din rejse til Korfu. Vi endte op med denne her lækre sag, bestemt heller ikke værst.

 

Jeg håber du blev lidt klogere til planlægningen af din rejse til Korfu. Hvis du skal ligger inde med spørgsmål så stil den endelig i kommentarfeltet nedenfor. 

 

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.


Looking for Something?