Paxos – her boede vi

overnatningssted på Paxos

I jagten på det rette overnatningssted på Paxos faldt jeg over Alia Apartments. Det fineste lille restaurerede stenhus midt i Gaios by, med 2 enheder. Desværre var alt allerede booket. Jeg kontaktede ejeren og vi var heldige at der kom et afbud på netop vores rejsedatoer og så var vi hurtige til at slå til. I højsæsonen er der et minimum på 4 overnatning. Vi snuppede 5 og kunne ikke have valgt et bedre overnatningssted på Paxos.

 

Alia Studio 

Studio lejligheden er beliggende i stueplan. Den består af fint køkken alrum med et meget veludstyret køkken, spiseplads og hyggelige sofa-læse krog. I forlængelse er et meget stilfuldt og lækkert badeværelse. I enden af lejligheden gemmer sig et stort og rummeligt soveværelse med skabsopbevaring samt sminke/kontor bord. Der er aircon i soveværelse og stue. Udenfor er den hyggeligste lille terrasse med kig ned til hovedgaden. Det perfekte sted til croissanterne fra bageren lige om hjørnet eller et glas kold rose efter en skøn dag på stranden.

Paxos

Lejligheden er 40 m² og passede perfekt til os. Faktisk havde vi kig på den store lejlighed, men den synes vi nu også blev sådan lige overdådig nok til vores lille familie på 3.

 

>> Læs også: Her boede vi på Korfu

 

Charmerende overnatningssted på Paxos i traditionelt stenhus

Lejligheden er så fint indrettet med sans for hver eneste lille detalje. Den føltes luksuriøs og alligevel med et hjemligt touch. De pudsede stenvægge giver en dejlig græsk varme sammen med de lokale nips. Det er virkelig en lækker restaureret lejlighed som var utrolig ren, pæn og velholdt.

Alia studio

 

Centralt i Gaios by

Noget af det vi faldt for ved Alia Studios var den centrale placering midt i hjertet af Gaios by. Alia ligger lige bag hovedgaden med 50 meter til vandet, bageren lige om hjørnet og stranden 500 meter derfra. Fra du træder ud af hoveddøren er du midt i byen uden at blive generet af larm og støj.

Gaios Paxos

Særligt om aftenen og med børn er det rart at bo i Gaios. Alle de store sejlskibe og motorbåde ligger til, når de store cruiseskibe forlader havnebyen og dagen går på hæld. Der sænker sig en enormt idyllisk græsk ø-stemning som var virkelig fortryllende. Der er liv omkring det store torv, ad de små butiksgader og folk hygger sig over aftensmaden på cafeer og restauranter. Vi elskede at vi kunne skiftes til at gå hjem og putte og den anden kunne blive lidt længere ude og slentre langs promenaden, hvis vi havde lyst. Da vi ikke selv havde transportmiddel og det godt kan være lidt svært at praje en taxa, var det desuden enormt bekvemt.

 

Har din familie brug for et større overnatningssted på Paxos?

Alia råder over 2 lejligheder. Studio hvor vi boede som er den billigste og mindste i stueplan på 40 m². Ovenpå er Alia Luxury Apartment, som en stor 4 værelses lejlighed på 75 m² med 3 soveværelser + evt. opredning på sovesofa. Udover soveværelser er der 2 badeværelser, stort køkken og et dejligt alrum med stue. Den store lejlighed har samtidig terrasse hele vejen rundt og da den ligger på 1 sal har den udsigt over både vandet og byen. Indretningen er nogenlunde identiske, det er blot størrelsen og prisen der udgør en naturlig forskel.

>> Tjek den ud her

 

Tips til at booke dit ophold på Paxos

Paxos er en lille ø og det betyder også at de gode overnatningssteder ryger hurtigt. Mange vil ligesom os gerne bo i Gaios by og hvis du er lidt sent ud kan du hurtigt blive nødsaget til at vælge noget lidt udenfor byen, hvilke kan betyde nogle hårde traveture frem og tilbage over et bjerg.

Vi faldt særligt for den meget elegante, simple indretningsstil ved Alia og en skøn terrasse til morgenmaden som er i fåtal på markedet. Det samme gælder lejligheder eller hoteller med pool som er nærmest ikke eksisterende, men ærlig talt så savnede vi det ikke for vandet på Paxos er jo bare outstanding.

Strande på Paxos

Værten var simpelthen så sød og hjalp med alt hvad vi overhovedet kunne have brug for. Der stod vand, vin og snacks da vi kom og selvom ingen af os forstod hinanden kom hun fluks flyvende med taxakort, støvsugeren da vi havde et mindre uheld og hun var endda så sød at vaske vores håndklæder efter 5 dage i saltvand. Den sødeste, sødeste og mest hjælpsomme kvinde.

 

 

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.


Looking for Something?