På mit seneste besøg i London oktober 2014 havde jeg hjemmefra læst anmeldelser af forskellige restauranter og udvalgt nogle ud vi ville besøge under vores ophold i London. Her er en anmeldelse af de 3 restauranter, som helt sikkert er et besøg værd:
Restaurant Gordon Ramsay
Da min kæreste og jeg har en stor passion for gourmetmad, havde vi et halvt år i forvejen reserveret bord på Gordon Ramsays Michelin restaurant. Dette er den første restaurant han startede op i London.
Det var en kæmpe oplevelse. Maden var meget innovativ og veltilberedt. Tjenerne toppede den lige af med uovertruffen service.
Vi havde besluttet os for at tage det store menu på 7 retter, når nu vi var her. Med gratis appiteizer og ganerensere blev det til 10 retter. Kokken havde en ”special” på menuen bestående af frisk pasta med revet hvid trøffel, hvilket vi selvfølgelig var nødt til at smage. Min kæreste byttede derfor den ene forret ud og så delte vi dem begge. Wauw det var lækkert!
Frisk pasta i en cremet sauce med masser af masser hvid trøffel de kom og rev hen over retten ved bordet. Ret vildt når man tænker på hvad hvid trøffel koster.
Det var små fine retter der blev serveret, men vi præsterede i den grad at være meget mætte på alle sanser da vi gik derfra.
Serviceen var noget for sig selv.
Der var nok ca. 10 tjenere til de ca. 15 borde. Det var tydeligt at se et hierarki, men alt var velorganiseret og fungerende perfekt.
Derudover var der en vært som gik rundt og fik en lille snak med gæsterne, sørgede for de havde alt hvad de skulle bruge og gav en lille joke med på vejen.
Nu er jeg af den jyske mentalitet. Vant til at komme ud og få lækker mad på et godt niveau. Men jeg er ikke vant til at tjeneren trækker stolen ud, folder min serviet ud til mig, følger mig på toilettet, følger mig til bords igen mm.
De var samtidig rigtig gode til at guide os gennem det 36 siders store vinkort, og vi fik nogle gode vine der passede perfekt til menuen.
Efter middagen gik jeg på toilettet og i de 2 min. jeg var væk fik min søde kæreste lige arrangeret en rundvisning i køkkenet. En flot gestus og stor oplevelse for sådan en som mig 😀
Vi oplevede en super god service som jeg vil huske sammen med en rigtig dejlig aften med en stor madoplevelse.
Prisniveauet: Højt, men man føler også man får noget for sine penge. Det var en stor oplevelse som vi sent vil glemme.
Tip: Bestil i god tid! Vi bestilte et halvt år i forvejen og fik det sidste bord.
Inamo
Hyggelig og ikke mindst innovativ restaurant.
Det er primært sushi, men de serverer også en masse andre asiatisk inspirerede småretter.
Man bestiller selv via en slags ipad i bordet, hvorefter tjeneren serverer mad og drikke når det er klar. Virkelig sjov oplevelse og ret fascinerende koncept.
Maden er lækker og meget indbydende retterne bliver serveret løbende som de er klar.
En bordreservation gælder for 1 ½ time. Dette er ikke alverden og det kan derfor anbefales at tjekke deres menukort ud inden ankomst så det ikke tager for meget af tiden. Når maden er bestilt er det muligt at slå ventetiden ihjel ved at spille nogle interaktive spil som f.eks. sænke slagskibe eller dekorere bordet med en anden baggrund ligesom man gør på sin computer derhjemme. Alt i alt en super innovativ og speciel restaurant.
Pris: Ligger på 5-15 pund pr. ret. Vi delte retterne, men fik det der svarer til 2,5 retter pr. mand. Så alt efter om man vælger små eller store retter og hvor sulten man er, er det muligt at holde priserne på et ok niveau. Og jeg synes bestemt det er det værd.
Område: Stedet er beliggende i området Soho, og bordbestilling er nødvendigt.
Besøg denne restaurant hvis du gerne vil have en anderledes oplevelse og elsker asiatisk mad.
[columns] [span4] [/span4][span4] [/span4][span4] [/span4][/columns]
The Shed
Britisk tapas restaurant.
Det er et super hyggeligt sted med masser af atmosfære. Der er gjort meget ud af indretningen og personalet er meget jordnære og klar til at give en god service.
Maden er flot anrettet og utrolig smagfuld. Der er åben køkken, så man kan følge med.
Jeg har førhen ikke været videre imponeret af engelsk mad, så jeg var meget spændt på denne oplevelse. Men det er bestemt den lækre udgave af engelsk mad og jeg blev meget positivt overrasket.
Hvis man er klar på at prøve lidt nyt og smage noget forskelligt tilbyder de en ”set menu” hvor man før en masse små retter hvilket vi valgte, og var meget tilfredse med.
Da det er et populært sted er det en god ide at bestille bord. Ved reservation har man bordet i 2 timer.
Område: Stedet er beliggende i Notting Hill lige op ad undergrunden.
Pris: Man får hvad man betaler for. Det er ikke et dyrt sted, men heller ikke billigt. Til gengæld er det godt 😉
Tip: Husk at bestille bord 😉