Pigewellness på Hvidbjerg Strand

Pigewellness på Hvidbjerg Strand, Blåvand

Byt hverdagsaftenen ud med wellness og tøsesnak

En helt almindelig onsdag aften blev byttet ud med tid til forkælelse, tøsehygge og ren afslapning.
En gang om måneden fra Marts til Oktober inviterer Hvidbjerg Strand feriepark  til wellnessaften, hvor kun piger er velkomne. Så er det store valg jo bare om det skal være din veninde, søster, mor eller måske endda svigermor der skal med. (Ja, beslutningerne er store).

Jeg var sidste efterår på weekendtur med madklubben hertil hvor vi lejede en lille fiskerhytte på pæle i vandet og samtidig fik adgang til deres store wellnessområde. Det var et skønt afbræk fra hverdagen.

Læs mere: Bo på pæle i vandet på Hvidbjerg Strand Feriepark

Efter det positive indtryk det gav, har jeg derfor set frem til en aften med ren tøsehygge og forkælelse.

Aftenen startede med velkomst og introduktion

Da vi ankom var der ved indgangen fyldt med forventningsfulde piger og kvinder i alle aldre. Og da klokken slog præcis 18.30 blev vi krydset af og lukket ind. Efter kort tid blev vi budt velkommen og introduceret til aftenens forløb samt fik en hurtig gennemgang af hvad wellnesscenteret indeholder. Det blev gjort med en løftet pegefinger og et glimt i øjet, da de godt ved at der kan være meget snak og høje grin når man sætte så meget kvinder sammen på et sted. Der blev gjort opmærksom på at det var wellness og vi skulle hjælpe hinanden med at holde støjniveauet nede så der var plads til afslapning og fordybelse, hvilket faktisk var rigtig fint. På den måde kendte alle til spillereglerne. Det var en flok på ialt 35 kvinder.  Til sammenligning havde der gangen forinden havde været 83 deltagere. Lidt af en forskel og jeg vil personligt også mene at 83 må være tæt på max, men der er jo heldigvis mange rum og bade at fordele sig i.

 

Aftenens forløb 

Som en god start fik vi kort efter introen serveret 2 slags lækre sandwiches og en kold forfriskning til at fylde de tomme maver med. Vi forhørte os om ledige tider til behandling men der var desværre udsolgt. (hvad man må forvente når man ikke husker at få bestilt hjemmefra). Til gengæld blev vi tilbudt at købe nogle af deres gør det selv produkter fra DM Skincare. Vi var endda så heldige at ejeren selv var på Hvidbjerg strand denne aften og tilbød os at komme produkterne på os. Ja, næsten for godt til at være sandt og virkeligt god service for 50 kr. Vi købte derfor en scrub til os hver til lidt selvforkælelse når vi engang var færdige med at spise.

Pigewellness på Hvidbjerg Strand, Blåvand

Varmebænke med udsigt

Wellness i badekåber med fyldte vinglas

Herefter tøffede vi rundt i vores badekåber, slog os ned ved et par varmebænke og fik en sludder inden der var saunagus på terrassen på 1. sal. De har den mest vidunderlige sauna med panorama udsigt udover hele pladsen og bugten med.
Saunagus foregik med fokus på vejretrækning og fordybelse og vi fik bud på at der skulle være helt ro. Der kom undervej 2 æteriske olier på saunaen, som langsomt sugede ind i vores kroppe samtidig med at luftfugtigheden steg. En sjov oplevelse var den sidste olie som var pebermynte. Gusmesteren ville nemlig have os til at råbe så vi fik åbnet det hele op, hvorefter vi skulle række så meget tunge som muligt for lige at få renset ud i hele systemet. Det var en sjov lille oplevelse som fik smilet frem hos de fleste.
Efter at have varmet kroppen godt op sitrede den i det kolde bassin lige udenfor. Uhh det føles altså bare godt 🙂 !.. jeg er slet ikke i tvivl om at det sætter gang i kroppen og alle blodbanerne igen.

Pigewellness på Hvidbjerg Strand, Blåvand

Herefter var det tid til bodyscrub som vi nænsomt blev smurt på alt imens vi fik en snak med Karina Hjort. Hun kunne fortælle vidt og bredt om DM skincares produkter og samarbejdet med Hvidbjerg Strand hvilket var utroligt interessant at få et indblik i. De laver naturlige produkter til hele kroppen og alt produceres i Danmark. Hun tog sig virkelig godt af os og var ikke bleg for en lille snak samtidig hvilket kun var hyggeligt.

Vi sad herefter og lod skrubben virke mens vi fik et glas vin og lidt frugt, “hvad mere kan man lige ønske sig”?
Vi blev virkelig overrasket over hvad det gjorde ved vores hud. Den var fuldstændig babyblød over det hele, selv da vi havde været i bad og skulle have tøj på. (Og nej det er ingen skjult reklame her, det er blot egen oprigtige oplevelse).

Alt i alt en super dejlig aften hvor jeg synes man får utroligt meget for pengene.

Læs også: Wellness i Dronning Dorotheas badstue i Kolding

Pigewellness på Hvidbjerg Strand, Blåvand

 

Pigewellness på Hvidbjerg Strand, Blåvand

Hvad kan du forvente?

En super hyggelig aften hvor der virkelig bliver kræset om dig, men også givet plads til bare at være til. De luksuriøse omgivelser omfavner en og pulsen sænker sig straks. Gode sandwiches og kold vin, krydret med den afslappende følelse det giver at sidde i badetøj omsvøbt af sit håndklæde og nyde sin mad. Wellnessafdelingen er så stor at man på ingen måde føler sig omklamret af mange mennesker og det var nemt at finde et lille hjørne for os selv.

Servicen er god og der er altid flere søde medarbejdere, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Der gives både behandlinger (200 kr. pr. stk.) men også muddermaske (125 kr. pr. stk.) til hele kroppen. Muddermasken foregår i dampbadet og som en gruppeaktivitet. Snyd ikke dig selv for saunagus som afholdes 2 gange i løbet af aftenen, men husk at lytte til din krop.

Ellers er det bare nyde det og læne dig tilbage. Husk at få bestilt både tid og behandlinger inden der bliver udsolgt. Aftenens arrangement koster 300 kr. og forløber fra 18.30 – 22.00.

 

Hvilke faciliteter tilbyder Hvidbjerg Strand?

  • 5 forskellige saunaer (ildsauna, infrarød sauna, soft sauna, mineralsauna og panorama saunaen på terrassen)
  • 2 forskellige dampbade (det klassiske dampbad og Rasul/urtedampbad)
  • På den udendørs terrasse findes 3 forskellige bade (saltbassin, udendørsspa og koldtvandsbassin)
  • Varmsvandsbassin på 41 grader
  • Kurbassin med musik under vandet
  • Oplevelsesbrusere, fodkar med varmebænke og Kneipp anlæg (koldt vandløb med forskellige typer sten der stimulere blodomløbet).
  • Varmebænke med udsigt over havet
  • Masser af koldt vand og mulighed for tilkøb af andre kolde drikke
  • Mulighed for tilkøb af gør det selv produkter til overkommelige priser

 

Pigewellness på Hvidbjerg Strand, Blåvand

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Looking for Something?