Reklamesamarbejde med Landal Ebeltoft
Årets pinseferie 2020 tilbragte vi på Landal Ebeltoft i et af deres maritime feriehuse fordelt på 8 øer som alle er beliggende direkte ved vandet. Det er vores første besøg i Ebeltoft og det skuffede bestemt ikke. Tværtimod blev vi hurtigt enige om at muligvis er det bedste danske Landal vi endnu har besøgt. (Det skal siges at vi nu har besøgt dem alle på nær Grønhøj strand).
Vejret gav en forsmag på sommeren og feriestemningen var i top. Det blev til nogle skønne dage med timevis af kvalitetstid som familie, tid til leg og gåture rundt i ferieparken og langs stranden. Vi var vilde med den maritime stemning og livet i vores hytte med udsigt til hele herligheden. Alt i alt bød turen på meget mere end egentlig forventet.
Vores feriehus hos Landal Ebeltoft – her boede vi
Alle boligerne er privatejede og er derfor vidt forskelligt indrettet og med vidt forskelligt inventar. Vi boede i Krebsen i bolig 665 som er en 4B3 med 2 soveværelser hvoraf det ene ligger i åben forbindelse til stueetagen. Derudover kunne sofaen slåes ud til yderligere 2 sovepladser. Landal anbefaler denne type til 2 voksne og 2 børn eller 2 par, der rejser sammen. Der er terrasse på begge sider hvilket betød at vi havde sol stort set hele dagen. Den store terrasse ud mod havnemiljøet havde sol fra morgen til ca. 17.30 aften.
På terrassen var vi så heldige at have lækre havemøbler, liggestol, gasgrill og markise der kunne køres ud efter behov. Hvis ikke der er gasgrill i den lejede bolig kan de lejes i supermarkedet for 100 kr for den første dag og 50 pr efterfølgende dag. Derudover var vi rigtige glade for at bo i en hævet bolig som giver en bedre udsigt over havnen, hvor det er muligt at kigge henover bådene og forbipasserede ikke kigger direkte ind i din bolig.
Feriehuset var rigtig dejligt indrettet med vinkelkøkken og stue i et og værelser på 1 sal i fuld ståhøjde. Det eneste vi savnede var mørklægningsgardiner da aftensolen stod meget skarpt på værelserne og det derfor kan være svært at få de små børn som går i seng tidligt, til at sove både for varme og et stærkt sollys. Derudover kan vi selv bevidne at solen står forholdsvist tidligt op sådan en juni morgen. En løsning kan være at medbringe et sort lagen eller to, just in case.
Her skal du bo
Vi fik lidt feedback fra flere følgere der selv har været gæst og efter vores mening er blevet placeret forkert. Derfor tænkte vi at det måske kunne hjælpe med en lille guide til hvor du skal bo alt efter hvad du er til. Selvom alle boliger er beliggende ned til vandet er der nemlig stor forskel på placeringen.
Hvis du gerne vil bo hvor det sker og opleve den livlige aktivitet omkring bådene og havnelivet skal du bo ved de indre havnebassiner.
Hvis du mere er til privatlivets fred og ro er et godt valg de boliger der ligger væk fra de store havnebassinet fx. bolig 612,628, 630 632.
Hvis du ønsker at kunne følge med i det hele, men bo hævet over jorden så forbi passerende ikke kan kigge direkte ind var alle boliger i vores rækkede hævede. Fx. bolig 661,663, 665,667,669. Der er også flere lejligheder der på 1. sal har store flotte terasser som bestemt heller ikke er et dårligt valg idet du har udsigt over hele havneområdet og meget privatliv.
Sommerfornemmelser i vandkanten
Sommeren flyttede ind sammen med os og den blev kun bedre og bedre for hver dag. Det betød at vi efter at have nydt morgenmaden i den lune morgensol kunne tage på stranden som ligger i forlængelse af ferieparken. Vi slentrede langs bådbroen gennem de fine fiskerhuse 1 km. og wupti så var vi på stranden.
Stranden er meget lavvande og havet fuldstændigt roligt og meget børnevenligt. Vi kunne derfor snildt lade Filippa lege i vandkanten uden at der skete noget ved det. Vandet er meget klart og vi skulle langt ud for bare at have vand til knæene. Der kan godt være lidt skaller og sten så medbring evt. badesko til de små fødder. Vi kunne se at vandet af og til kom længere op så når der er højvande er forholdene muligvis lidt anderledes.
Vi var på stranden indtil middag og fik ikke selskab af andre end et par forbipasserende der var ude og vandre eller gå tur med deres hund. Der så ellers ud til at være en del i husene og i deres både så der undrede os virkeligt, for det er en super fin strand som vi kunne have brugt mange dage med at lege på.
Faciliteter for hele familien
Udover at Landal Ebeltoft ligger lige ved vandet har det også nogle meget velholdte faciliteter for både børn og voksne. Legepladsen er stor og flot med intet mindre end 4 rutsjebaner, stor hoppepude og flere klatrestativer som kan udfordre børn i alle aldre. Filippa havde knapt slået øjnene op førend hun spurgte hvornår vi skulle på legepladsen. Det er vel det bedste kvalitets stempel man kan få?
For de lidt større børn er der flotte tennisbaner, fodboldbaner, volley og minigolf. Alt står det knivskarpt og med en flot udsigt til marker og grønne arealer. Det helt store trækplaster er den idylliske placering ved havnen og det liv der følger med her. I midten er desuden en flot sandkasse naturligvis formet som et skib og med udkigstårn til. Ved siden af er der et udendørs mega skak spil og fine bordebænke hvor man kan nyde frokosten. Det er simpelthen så fint lavet og meget gennemført i tråd med det maritime tema for ferieparken.
Læs også: Familieweekend i ferieparken Landal Seawest
Oplevelser i nærheden
Udover ferieparken som vi havde svært ved at forlade med dens mange muligheder, ligger Landal Ebeltoft feriepark også midt i nationalpark Mols Bjerge. I kan derfor med fordel leje cykler i receptionen eller snøre de gode sko og tage på tur. Selv valgte vi bilen og kørte til Trehøje som viser Mols bjerge fra sin flotteste side med imponerende udsigter til begge sider, så langt øjet rækker. Der findes vandreruter i forskellige længder og du kan som os også vælge at gå en mindre rundtur i området. Efter at være slået bagover af den smukke natur, kørte vi videre til spidsen af Hælgenæs og Sletterhage fyr. Det er også et meget smukt sted som du bør prioritere et visit. Her fik vi en is mens vi kunne se containerskibe passere i sejlrenden ikke langt fra land og byggede tårn af strandens sten.
Om mandagen inden vi vendte snuden hjem, kørte vi en tur forbi Ebeltoft by som er super charmerende med sine fine stræder og små specialbutikker. Bestemt et besøg værd. På varme dage kan en is fra Cafe Kræmmerhuset varmt anbefales og husk at få din is i de hjemmebagte vafler!
Hvis I snupper et længere ophold er der desuden ikke langt til hverken Djurs sommerland eller Ree Park.
Familieferie under corona pandemani
Vi var heldige med vejret som simpelthen ikke kunne have været bedre. Vi savnede derfor hverken svømmehal eller multihal som desværre måtte holde lukket pga. corona restriktioner. Det var det dejligste strandvejr og der blev brugt utallige timer på at teste særligt legepladsen af mens mor fik hentet is i supermarkedet til hele familien. Der var god plads til alle og folk var gode til at holde afstand. Alle steder var der opsat håndsprit dispensere til at mindske smittespedning hvilket føltes fuldstændigt trygt.