Miniferie i Harzen – Vandring og smukke middelalderbyer

Harzen

I 2015 faldt vi over en billig miniferie i Harzen på Hotel Maritim Berghotel i Braunlage. Min veninde var netop lige kommet hjem fra en fed klatretur dertil og Harzen lød som den perfekte destination for vores næste vandreferie, så det måtte vi prøve.

 

Braunlage

Braunlage er en lille by beliggende centralt i hjertet af Harzen naturpark. Byen er mindre, men har et fint udbud af forretninger og spisesteder til en miniferie. Det er et godt udgangspunkt for at besøge de historiske byer i området som f.eks. Goslar eller Werningerode og lige udenfor døren går et stort net med ca. 220 km. spændende vandreruter og mountainbikespor. Stierne er godt markeret og det er derfor nemt at finde vej på egen hånd.

I byen går også kabelbanen som fører til toppen af Wurmberg, Harzens 2. højeste bjerg på 971 meter. Om vinteren er det en ski destination og Harzens største skihopbakke ligger i byen, hvor der hvert år bliver afholdt skihop konkurrence i FIS Continental Cuppen.

Ved siden af hotellet ligger også byens skøjtehal hvor det er muligt at stå på skøjter, se curling eller ishockey kampe og deltage i isdisco.

 

Vandretur til Brocken (Bloksbjerg)

Vi ankom hen på eftermiddagen og brugte vi førstedagen på at finde os til rette, få en dukkert i hotellets swimmingpool og gå en tur i Braunlage. Dagen efter var vi klar til at snøre vandreskoene og finde vej til toppen af Brocken.

Brocken

Brocken også kaldt Bloksbjerg er Harzens og Nordtysklands højeste bjerg med sine 1142 meter og et meget populært udflugtsmål. Størstedelen tager toget derop, heksene tager kosten og vi tog vandrestierne som dermed på ingen måde var overrendte. Det første stykke var vi endda helt alene med naturen og kunne nyde synet og vores madpakke. Det var intet mindre end fantastisk. Ruten snor sig smukt gennem skoven og jo længere op du kommer desto mere åbent bliver der og de flotte udsigter kommer for alvor til syne.

I takt med at vi nærmede os toppen kom der også flere og flere mennesker. Kort før toppen fletter stierne sammen som giver en livlig trafik af vandrere og cykellister. Hurtigt derefter når du toppen og alle finder deres særlige spot for at nyde den velfortjente udsigt.

Vandring i Harzen

306 dage om året trækker tågen indover Brocken og der kan også være lidt vind så husk varmt tøj. Udsigten har bestemt også sig charme i lidt groggy vejr med silhuetter fra bjergenes skove og giver et godt billede af hele det store naturområde.

Læs også: Bo en trætophytte i Nordtyskland

 

Togtur fra Brocken til Werningerode

En togtur med damplokomotivet er kendt som en unik oplevelse i Harzen og vi havde derfor planlagt at tage det videre til byen Werningerode. Den plan var der andre der også havde fået. Vi købte en billet til hele 27 Euro pr næse og gik ned for at vente på toget. Det var vigtigt at komme med den rigtige linje og der var så mange mennesker at vi ikke kom med i første forsøg. Anden gang fik vi med nød og næppe skaffet os en plads ude. Jeg må ærligt indrømme at vi aldrig prøvet noget lignende. Det mindede mest af alt om krigstiden hvor det handlede om at få flest muligt med og folk hang udover siderne. Vi havde en følelse af at de ikke helt havde fulgt med turismens udvikling og udvidet i takt med den tilstødende turisme. For der var alt for mange mennesker og alt for lidt plads i det tog. Vores bedste tip må derfor være at komme i hverdagene eller lidt skæve tidspunkter og skaffe jer en siddeplads gerne ved vinduet.

Oplevelser i Harzen for børn

Selve togturen er nostalgisk med duften af kulrøg og landskabet der hele tiden skifter karakter mens toget snor sig ned ad bjerget. Damplokomotivet vi var med var 1 ud af 17 som kører på en fredet strækning på ialt 400 km med 400 broer og viadukter. Togene er over 100 år gamle hvilket i sig selv er betagende. Turen fra Brocken til Werningerode tager 1,5 time i roligt tempo så du kan nå at få det hele med.

 

Werningerode

Toget endestation er Werningerode som har fået tilnavnet Harzens perle og som den mest romantiske by i hele Harzen. For at få det store overblik startede vi med at besøge det historiske slot som troner flot over byen. Du kan vælge at tage det lille gule turisttog til toppen eller gå stigningen til fods. Vi synes det er lidt hyggeligt at komme igennem de lokale kvarterer og valgte derfor at gå selv.

Det er gratis at beundre udefra og det koster 7 Euro at komme indenfor i de prægtige riddersale og historierne fortæller også at du kan være heldig at møde eventyrere der gerne fortæller historier for både børn og voksne. Udsigten over den smukke bindingsværkby kan vidst fortrylle enhver.

Werningerode

I byens mindste hus Kleinstes Haus har de boet hele 11 personer på 10 m2. Det kan du besøge på Kochstrasse. Af andre seværdigheder i byen er der en miniaturepark, et lokalt bryggeri der producerer Hasseröder Premium Pils og dyreparken Wildpark Christianental. Mest af alt var vi vilde med byens store charme.

Middelalderbyen Werningerode er simpelthen så fin med sine smukke bindingsværkhuse der er op til 600 år gamle, farverige blomster og livlige gader fyldt med skønne spisesteder og butikker. Når vi skal til Harzen næste gang (for det skal vi helt sikkert) så vil vi bosætte os i skønne Werningerode.

 

Tyskland

Efter at have travet byen rundt og fået et måltid mad var vi efterhånden også ved at være trætte og vi fandt derfor et tog der kunne tage os tilbage til Braunlage.

 

Herrmannshöhle

På trejde dagen var vejret lidt trist og vi besluttede at køre til hulebyen Rübeland hvor bla. drypstenshulerne Baumanns og Hermannshöhle ligger. Det er nogle af  Tyskland ældste drybstenshuler. For at komme ind og se dem skal du booke dig ind på en guidet rundtur som afgår hver halve time alt efter hvornår der er nok der vil med.

 

Efter en spændende tur gennem hulen var vejret stadig meget regnfuldt og vi besluttede at tage hjem til hotellet og hygge os inden det blev tid til en udvidet frokost på resturanten Mykonos. Selvom det er ikke er en restaurant der servere lokal mad, men derimod græsk, laver de altså virkelig lækkert mad som vi varmt vil anbefale. Restauranten ligger i centrum af Braunlage.

Drybsstenshule i Tyskland

Goslar

Som en afslutning på en dejlig tur rundt i Harzen kørte vi efter morgenmaden til Harzens største by Goslar. Spirene af de 46 kirker og klostre har givet den tidligere kejserby en speciel silhuet og den har derfor fået tilnavnet Nordens Rom. De store flotte bindingsværkshuse som pryder byen er fra dengang minearbejderne hentede sølv, bly og kobber op af den nærliggende mine Rammelsberg.

Den gamle bydel af Goslar blev i 1992 optaget som bevaringsværdig af UNESCO. Goslar er en tidslomme af skæve, farvede og dekorede bygninger alle med sit helt eget særpræg.  Der emmer af en helt særlig tilbagelænet stemning kryret med tysk gæstfrihed.

Den guldfarvede ørn der troner på det romantiske springvand er deres smukke varetegn og vidner om historisk by med stor rigdomme. Generelt er der meget at se og opleve i Goslar som vi må have til gode til en anden god gang.

Goslar

Pensionist ferie?

Harzen har ry for at være lidt af et mekka for pensionister. Som du forhåbentlig har fået en fornemmelse for gennem denne artikel, er Harzen for alle hvad end du er vild med at være aktiv i naturen, middelalderens slotte eller gamle smukke bindingsværksbyer. Pensionisterne er her stadig, men det er er stille og roligt blevet udlignet af oplevelseslystne rejsende i alle aldre.

Rejseblogger

Værd at vide og de bedste råd:

  • Harzen er beliggende ca. 440 km. fra Kruså og tog os ca. 5,5 time fra Silkeborg
  • Du kan besøge Harzen hele året, men fra Dec – Feb. skal du forvente sne
  • Det er de færreste der forstår engelsk så finpuds lige dit tysk inden du tager afsted
  • Der er toiletfaciliteter og mulighed for køb af mad på toppen af Brocken
  • Husk varmt tøj da det ofte blæser på toppen af Brocken og andre bjergtoppe i området
  • Stå tidligt op for at undgå der værste mylder i de travleste perioder
  • Book billetter til de attraktioner du gerne vil besøge på forhånd
  • Husk kontanter, mange steder tager de ikke kort

 

 

 

Del:

4 Comments

  1. 7. juni 2020 / 9:02

    Min mand tager til Harzen hver sensommer. Det foregår på motorcykel, sammen med en flok MC-gutter. Han taler altid begejstret om området og det smukke landskab de drøner rundt i. Måske jeg skulle hoppe bagpå næste gang.

    Kh fra Janet

    • 7. juni 2020 / 9:27

      Hej Janet
      Det lyder som en rigtig dejlig tur du da ikke skal gå glip af. Som du kan læse er der nok at give sig til hvis du synes der skal ske noget anden end mandehørm en af dagene 😉
      Kh. Helle

  2. 7. juni 2020 / 9:43

    Hej Helle

    Jeg må indrømme, at jeg ikke er så meget til bjergvandring, selvom dine fine beskrivelser helt sikkert vækker min interesse🏔🧗🏻‍♀️

    Mads og jeg har faktisk boet i Goslar flere gange og er rigtig glade for byen. Og Mads og hans bror har faktisk også været der, hvor de havde deres cykler med og ‘knoklede rundt’ i bjergene omkring Goslar et par dage🚵🏻‍♂️🚵🏻‍♂️

    Men Wernigerode lyder helt klart som et besøg værd, så tænker vi skal forbi byen næste gang vi er i Harzen😎

    Tak for masser af god ferieinspiration🌍

    Kh
    Louise

    • 7. juni 2020 / 10:04

      Hej Louise

      Det er også muligt at opleve bjergene selvom man måske ikke lige synes man vil ud og vandre i dem. Du kan tage toget begge veje eller tage kabelbane op flere steder. Der er også et godt busnet til at komme rundt mellem byerne. Werningerode er simpelthen så charmerende så den kan du snildt få et par dage til at gå i mens du sender drengene afsted på tur.

      Jeg er glad for at du finder det brugbart. Håber I får en dejlig sommer og sig endelig til hvis I skulle få brug tips til et særligt område.

      Kh Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Looking for Something?