Timanfaya er en 51 km2 stor nationalpark på det sydvestlige Lanzarote. Noget af det mest spektakulære natur vi endnu har set på de kanariske øer. Der er vulkaner og lavamarker så langt øjet rækker. Den smukke natur er helt uberørt af mennesker og bliver beskyttet så det fortsat vil forholde sig sådan i fremtiden. Nationalparken er udnævnt til biosfærereservat af UNESCO. Dette indbefatter særlige regler og restriktioner på beskyttelsesområder hvor der foregår bæredygtig erhvervsudøvelse.
Der er derfor begrænset adgang for lokale såvel som turister, for at skåne flora og fauna. Der er enkelte vandrestier, mulighed for en mindre kameltur og en bustur rundt i reservatet (som ellers er lukket for publikum).
Guidet bustur i Timanfaya
Vi havde lejet en bil til en dagstur ud i parken og det omkringliggende område. Flere kilometer fra indgangen blev vi mødt af en lang bilkø, hvor der var rigelig tid til at nyde de flotte landskaber og store og små lavasten, røde sand og vulkaner i alle størrelser. Da vi kom frem fandt vi ud af hvorfor – en meget lille parkeringsplads!
Med i billetprisen på 9 Euro pr. bil for at komme ind i parken, hører en guidet bustur rundt i den ellers fredede natur. Busturen var en smule skuffende idet det var svært at høre hvad der blev fortalt over højtaleren. Samtidig var der ingen stop hvor man kunne komme ud af bussen. Så alt kiggeri og foto foregik gennem bussens rude. Lidt ærgeligt for det var en virkelig smuk tur igennem Timanfaya som fortjener at blive foreviget på bedste vis.
På toppen ved parkeringspladsen gemmer sig en souvenirshop og en restaurant. Udenfor disse finder en lille demonstration af jordens kræfter sted. Der er nemlig stadig vulkansk aktivitet hvor jorden ligger mellem 100-600 grader i en dybde af cirka 13 meter. Disse underjordiske kræfter gør at når man hælder vand ned i jorden sprøjter det op med gejser damp. (Se evt. en lille video på Helles Univers’s facebookside). Som et lille hint kan jeg fortælle vi blev taget med storm. Derudover smed park rangeren lidt hø ned i hulet som straks brændte. Endnu engang blev vi mindet om hvor stærk naturens kræfter er.
Drummedarridning i Timanfayas smukke landskaber
Efterfølgende kørte vi en smule tilbage hvor svigermor skulle have sit store ønske om drummedarridning opfyldt til stor glæde for resten af familien. Da jeg var gravid og havde problemer med bækkenet sprang jeg over og fungerede som kameradame.
Sådan en tur tager 20 min ialt og koster 12 Euro pr. drummedar som jo så altså indbefatter 2 personer. Imens fordrev jeg tiden i det lille museum om nationalparken og med et smut i kiosken.
Tilbage kom de med store smil. Det havde været en sjov og for nogen udfordrende tur, men det hele værd. Det så nu heller ikke værst ud når de kom travende der, selvom jeg har lidt ond af de stakkels dyr som skal slæbe på 2 fuldvoksne mennesker.
El Golfo
Før bilen med en flok trætte danskere atter trissede mod hotellet, slog vi et smut forbi El Golfo. El Golfo er også kendt som den grønne lagune og er berømte for filmen Embraces og sine lækre friske fisk.
Den grønne lagune er unik med de vildeste kontraster af rødt sand, klipper og lava. Der er de smukkeste udkigspunkter og så er det her muligt at gå rundt i området på egen hånd. Jeg undrer mig over det ikke var særligt turistet for personligt synes jeg det var dagens højdepunkt.