5 gode grunde til hvorfor du skal vælge en mindre campingplads med små børn

5 gode grunde til hvorfor du skal vælge en mindre campingplads med små børn

Der er både fordele og ulemper ved at indlogere sig på en af Europas store campingpladser som kan være en lille by i sig selv. Der er alt hvad du skal bruge og du behøver faktisk ikke andet den næste uge eller 2. De mindre campingpladser kan give en mere intim oplevelse, men du kan være nødsaget til at skulle ud og rende efter fornødenheder. Vi har prøvet begge dele og må sige at vi ser mange fordele i at vælge en lidt mindre campingplads, særligt når du rejser med små børn. Læs 5 gode grunde til hvorfor nedenfor.

 

Det er mere overskueligt set med barneøjne

Små børn kan godt have svært ved alle de mange indtryk der er på en campingplads. Der er masser af andre børn at studere og holde øje med. Høj snak, glade grin, skrig og skrål. Alt sammen noget der hurtigt kan fylde et lille barnehoved op. Selv har vi en sensitiv pige som hurtigt bliver fyldt op af de mange indtryk som fx. finder sted ved et poolområde. På en mindre campingplads er det oftest knapt så stort og der er knapt så meget at forholde sig til. På den måde er der bedre rum til at barnet kan finde sit eget lille hjørne og fordybe sig i legen alene eller sammen med få legekammerater.

 

Mere ro og nemmere at give dit barn en pause

Det kan godt være hårdt at være på camping. Der er så meget man som barn skal nå. Der er hele tiden noget at give sig til og andre børn at lege med. Det kan være ret udmattende, og det er her vigtigt at du, som forældre, husker at give dit barn en pause så det ikke brænder sammen. Vi tager som oftest nogle lange spisepauser hjemme i vores mobilehome fx. siesta under middagssolen, is pauser og hyggepauser under parasollen. På Camping Due Laghi, som er en mindre campingplads, oplevede vi et væsentlig mindre støjniveau hvilket gjorde det nemmere at vi som familie kunne få ro på. Også aftenens putning eller middagslur går nemmere når de er ro i gaden. Generelt synes vi dog ikke at sidstnævnte har været et problem da vi har været heldige at bo på stille lukkede veje.

 

Færre børn om aktiviteterne

På de lidt mindre campingpladser er der færre standpladser og dermed også færre børn. Vores oplevelse er at familier med større børn ofte vælger nogle af de store campingpladser med mange aktiviteter. Der er dermed bedre plads på legepladserne og i børnepoolen til at de lidt mindre børn kan lege uden at blive torpederet af de store børn.

Campingplads Sydtyrol

Det er ikke nødvendigt med cykler da alle kan gå rundt

På de store pladser kan afstanden til supermarked, kiosk eller pool være lang, alt afhængig af hvor I bliver placeret. Det kan let løses med en løbecykel eller en tur op på mor eller fars skuldre. På en mindre campingplads er det hele indenfor rækkevidde og det er derfor ikke noget du behøver at tænke på. Selv små børn kan nemt selv gå rundt til de forskellige ting hvilket gør ferien mere afslappende for jer som familie. Derudover får I et stolt barn. På Camping Due Laghi havde vi 2 min. til poolen hvilket gjorde at vi ikke behøvede at slæbe mere end højest nødvendigt med til poolen og hurtigt kunne gå hjem og skifte en ble, hvis nødvendigt.

 

Hvad er jeres behov? 

Campingpladsen behøver nødvendigvis ikke at være en skrabet model bare fordi I vælger en af de lidt mindre campingpladser. I kan sagtens finde en hvor der er aktiviteter nok til en uge og I kun skal udenfor pladsen for at købe ind. Med familietid i fokus skal der ærligt talt ikke så meget mere end en god pool, strand og en legeplads til for at hele familien kan få en dejlig afslappende ferie uden reelt set at begynde at kede sig. Der er også noget fedt ved at man føler at man har nået at prøve det hele på pladsen uden at have travlt. Det kan også være værd at have med i overvejelserne at prisen ofte hænger sammen med udbud af aktiviteter på pladsen. På de lidt større campingpladser kan du opleve at der er mange betalingsaktiviteter som kan gøre ferien væsentlig dyrere. Fx. liggestole, brug af udstyr, cykler eller minigolf mm.

 

Er dig og din familie mest til Europas store imponerende campingpladser eller foretrækker I en lidt mindre og rolig campingplads?

 

 

Del:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Looking for Something?