Ile aux cerfs – Paradis eller turistfælde?

Ile aux cerfs - Paradis eller turistfælde?

Er Ile Aux Cerfs en turistfælde?

Er Ile Aux Cerfs opreklameret og overturistet? Det spørgsmål stillede vi os selv og google flere gange. Det kan nogle gange være svært at gennemskue om billeder er opsat eller virkelighed. Efter et par gode anbefalinger var der nu ingen tvivl – vi måtte opleve den lille ø med egne øjne!

 

Bliv klogere på Ile Aux Cerfs

Ud for Mauritius østkyst i områdets største lagune finder du Ile Aux Cerfs. Også kendt som Hjortenes Ø. (Hjortene er forlængst forsvundet). Havvandets turkise farve og silkebløde sand får de fleste til at tænke på en lækker bounty ø. Dertil kommer utallige vandsportsaktiviteter, snorkling på koralrevet og den prisvindende 18 hullers golfbane Le Touessrok i nok en af verdens smukkeste omgivelser. I vandkanten ligger flere anderkendte restauranter som både frokost og aften servere skøn mad for den kvalitetsbevidste turist. Turisterne har for længst fået øjnene op for Ile Aux Cerfs og alting er bare lidt dyrere her. Hvis da ikke du…

 

Guidet tur eller bådfart?

Fra hotellet vi boede på kunne vi se den lille paradis ø i det fjerne. Hotellet havde derfor også en aftale med et lokalt bådfirma som endda havde deres eget fiskerhus på kajen, hvor de holder til. Der er MANGE firmaer i området som vil sælge dig en pakketur. For at få den billigste pris bør du som i gamle dage møde op og tage forhandlingen face to face.

Sælgertypen vi fik på krogen lovede både friske hummer og kolde drikkevare ad libitum til vores frokost i modsatte ende af alle andre turister. Det lød en anelse for godt til at være sandt, men vi valgte alligevel at komme afsted og ikke spilde kostbar ferietid på mere forhandling. Ialt 750 kr. måtte vi slippe for privat speedbåd for os 3 og en klapvogn. Vi bestemte selv hvornår vi ville fragtes til frokost og hvornår de skulle sejle os hjem.

På den måde skulle vi egentlig bare slappe af nyde turen. Der var styr på en lækker frokost i strandkanten, vi fik lov til at se begge ender af øen og blev fragtet rundt som bestilt. Whats not to like?

Strande på Mauritius

Speedbådstur til Ile Aux Cerfs

Bådturen tog ikke mere end 10-15 minutter. En alt for smuk bådtur som faktisk godt måtte have varet lidt længere. Vi sejlede tilpas stærkt til at få vind i håret og vores lille pige lukkede øjnene til en dejlig brise.

 

Sådan finder du paradis 

Når du lige lander på kajen og bliver hevet i af turoperatører fra alle sider kan det hele godt virke langt fra det paradis man drømmer om og som en ren turistfælde. Heldigvis skal du ikke bevæge dig langt væk for at få følelsen af paradis. Gå til venstre når du kommer i land og følg bredden 5-10 minutter højre om og du vil hurtigt vide hvad vi snakker om.

Mauritius bedste strande

Selv i højsæsonen i Februar oplevede vi den totale stilhed med kun bølgernes brusen og Filippas lette snorken fra klapvognen. Der var langt til andre badegæster og ro til fordybelse. Ile Aux Cerfs er nemlig sådan et sted man ønsker at fordybe sig i og helst ikke vil hjem fra. Rejser handler vel også om at sanse? Følelsen af de helt fine sandkorn der render mellem tæerne og det smukke smukke turkise gennemsigtige vand man ikke vil op fra. Den følelse der giver en smule hjertebanken vil næppe forsvinde fra hukommelsen foreløbigt (håber jeg!). Mødet med denne fantastiske strand var måske faktisk vores største oplevelse på Mauritius.

 

BBQ på øens modsatte bred

Dagsture fra Mauritius

Vi blev hentet på kajen samme sted som vi blev sat af. Fragtet til spidsen af øen hvor der var lagt an til picnic på stranden. Hurtigt fiksede servicepersonalet en parasol bundet op mellem træerne, som skabte skyggeplads ved bordet til vores lille familie. Hver familie havde sit eget lille hjørne af stranden. Ikke super luksuriøst med vaklende plastik stole og borde. Autentisk det var det til gengæld. Maden blev lavet over grill i et lille udendørs køkken og smagte fantastisk. Til forret blev serveret grillet kylling, dernæst friskfanget fisk. Bedst som vi sad og jokede med den hummer vi var blevet lovet nok aldrig dukkede op kom den susende. Mums! Hummer på stranden med udsigten til den smukkest lagune i det Indiske Ocean. Bedre bliver det altså ikke. Det smagte himmelsk. Til slut kom der grillede bananer.

BBQ på stranden får vores varmeste anbefalinger. Det topper paradis oplevelsen og giver den bedste afslutning på en fantastisk dag. De få håndøre styrmanden ville have ekstra var det hele værd.

Oplevelser Mauritius

Frokost udsigten

5 praktiske tips:

  • Nemt at medbringe klapvogn.
    Der kan være enkelte steder hvor det bliver nødvendigt at løfte vognen over rødder i jorden eller større sandmængder. De fleste steder er der rigtig fin skovsti.
  • Strandene er meget børnevenlige da der er lavvandet og stille vand.
  • Medbring egne drikkevare og evt. en snack.
    Hvis du bevæger dig væk fra bådene er der ikke mulighed for køb og priserne er desuden skyhøje.
  • Husk badesko da der kan være mange søpindsvin.
  • Øen er stop for mange katamaranture som ligger til for et par timer. Vil du have følelsen af paradis og tid til at få alle de små indtryk med, så vælg privattur hvor du har mulighed for at nyde det længere end alle andre. Vi var pludselig palle alene på den skønne ø man kan forestille sig efter alle andre drog afsted efter frokost.

 

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *