I starten af Oktober 2020 vandrede jeg Lillebæltsstien sammen med en veninde. Lillebæltsstien går fra Strib til Gamborg på Fyn. En rigtig dejlig varieret vandrerute på gode stier og godt markeret. Undervejs går du langs Lillebælts vandkant, på gode skovstier, marker og forbi smukkeste Hindsgavl slot, Strib fyr og til den fineste udsigt fra toppen af Kongeborgen. Det meste ad vejen med Lillebæltsbroen i sigte.
Værd at vide om Lillebæltsstien
Lillebæltsstien er angivet til at være en 23 km. lang, men reelt set er den faktisk 27 km lang hvilket vi kan fornemme har forvirret mange vandrere. Danmarks smukkeste gåtur som de har udnævnt sig selv til, ligger på Fyn og fører dig igennem det bakkede landsskab fra Strib i Nord til Gamborg i syd.
Vi gik ruten i oktober hvor der stadig var coronarestriktioner. Til trods for det, var det først helt inde i Middelfart ved den sidste del, ved Lillebæltsbroen og ved Hindgavl slot at vi sådan rigtig mødte andre vandrere. Disse var mest af alt søndagsturister på gåtur. Du vil derfor opleve at have stierne og naturen meget for dig selv hvilket gør turen ret unik.
Lillebæltsstien er afmærket med den hvide vandringsmand på blå baggrund både på skilte og træer. Den er nem at følge og du bliver sjældent i tvivl hvilken vej der mon er den rigtige, medmindre der sludres lidt for meget.
Visionen er at udvide til en sammenhængende kyststi hele vejen rundt om Fyn. Den foreløbige Lillebæltssti er derfor blot 1 etape. Stien skal forlænges mod syd og mod øst og kobles på Øhavsstien. Den vil herefter blive søgt LQT-certificeret, når Lillebæltsstien har en længde på min. 50 km. Der er strenge krav til rutens forhold for at blive LQT certificeret (Leading Quality Trails – Best of Europe). Fx. Landskabsafveksling, godt underlag, god infrastruktur og gode natur og kulturoplevelser på ruten.
Vores rutevalg
Vi valgte at overnatte i Middelfart da det var en kombineret vandretur og venindetur. Middelfart ligger centralt for at dele ruten op og det er nemt at komme dertil med offentlig transport. Den første dag gik vi fra Strib til Middelfart hvilket tog ca. 1,5 time. Næste dag fortsatte vi vandreruten fra Gamborg tilbage til Middelfart da det var en ret blæsende dag og vi på den måde kunne gå med vinden. Denne del tog ca. 5 ,5 time inklusiv en lille spisepause. Det er en meget naturskøn tur og en dejlig rute, hvor man kan læne sig tilbage fordi skilte og aftegninger nemt viser vej.
Hvordan er terrænet? – husk godt fodtøj
Lillebæltsstien fører dig både gennem skov, marker og trampestier og kan på nogle årstider derfor godt være ret våd. Vi havde enkelte tidspunkter vi måtte ændre rute for at komme op over oversvømmede områder langs vandbredden. Men generelt var det ikke noget stort problem med det rette fodtøj og lidt snilde.
Der er et godt underlag på ruten og der tilbagelægges også en del højdemeter undervejs, hvilket giver variation og flotte udsigtspunkter. Det er en meget charmerende vandrerute som desuden fører igennem privates baghave og hvor man får en god fornemmelse for det lokale liv.
Hvordan er mulighederne for toilet og køb af mad og drikke?
Der er rigtig gode muligheder for både køb af mad og drikke samt toiletbesøg. Langs ruten er der flere virkelig flotte offentlig toiletter og du møder også flere campingpladser, kiosker, grillbarer, restauranter og cafeer. Selv købte vi et rundstykke og drikkevarer med fra Middelfart. Senere spiste vi biksemad på grillbaren/pizzaria på Middelfart Marina hvor der også er forskellige andre spisemuligheder. Hvis du gerne vil forkæles lidt ekstra kan jeg anbefale dig at spise frokosten på Comwell Kongebrogården.
Dag 1. på Lillebæltsstien
Da vi mødtes allerede fredag havde vi besluttet at dele vandreruten op og tage en lille del der, således at vi ikke skulle have travlt lørdag for at nå toget hjem igen. Vi startede turen i det nordlige Strib hvor den første del førte os igennem de fineste små vandkantshuse langs bredden til Strib fyr i den utroligt smukke og helt blikstille bugt.
Herfra krydsede vi vejen igennem Staurby skov og tilbage langs kysten indtil Middelfart havnemiljø. En smuk og fredfyldt tur på godt en times tid. Ruten fra Strib til Middelfart er ca. 7 km. I Middelfart overnattede vi i centrum (se hvor i næste afsnit ↓) og næste dag fortsætte vi turen på resten af Lillebæltsstien.
Dag 2. på Lillebæltsstien
Det var en ret vindfyldt dag så da vi blev tilbudt at blive kørt til Gamborg således at vi havde vinden i ryggen og desuden fik endestation i Middelfart som ligger centralt for offentlig transport, var vi hurtige til at tage imod tilbuddet.
Denne del af ruten startede helt anderledes igennem skov og langs marker, diger derud hvor bondemanden spørger om vi er faret vild. Nja tjo.. vi havde måske lige sovet lidt i timen og misset en pil på træet lidt længere nede af grusvejen. Tilbage på sporet kom vi på rette vej igen og blev ledt ud til vandsiden på markstier med de flotteste udsigtspunkter og fuglene som følgesvende. Så fredfyldt og smuk natur.
Ved Svenstrup strand gør vi et lille hvil og en tår vand inden vi fortsætter ad trampestien langs bredden. Denne del er ret oversvømmet og det kræver sin snilde at undgå for meget vand i skoene. (Hvilket minder mig om at jeg skal have investeret i bedre fodtøj!). På den anden side af oversvømmede stier trænger vi til at trække vejret og det passer med frokost på Middelfart Marina.
Hindsgavl halvøen
Hvis du ønsker en lidt kortere tur kan ruten kortes ned ved at springe Hindsgavl halvøen på den vestlige spids af Fyn over, men ærligt talt så ville det være synd for det er absolut en af turens højdepunkter.
Hindsgavl slot er en tidligere kongeborg og det nuværende slot blev opført i 1700 tallet. Ad stien går turen langs smukkeste Hindsgavl slotshave som udover at være imponerende med sine lange plæne og romantiske bede også rummer et fint lille bindingsværkhus. Huset er kendt for H.C. Andersens vers tilegnet Christian 8. Huset er simpelthen så charmerende og fint. Fra den lille bænk ved huset er det desuden værd at gøre stop og nyde udsigten til Fænøsund og Lillebælt, hvis du er så heldig at den ikke er optaget.
Fra Hindsgavl slot fortsætter vi videre på stien til Gals Klint og Hindsgavl voldsted, som er resterne af Kong Erik Klippings gamle slot fra 1200 tallet. Igennem næsten 400 år lå der ved Hindsgavl en kongelig middelalderborg på toppen af bakketoppen. Den har med sin centrale placering som overgangssted mellem Fyn og Jylland været en af de mest betydningsfulde kongeborge i Danmark. Desværre blev den ødelagt i 1659 og der er nu kun et par mursten tilbage. Der skal klatres lidt for at komme op, men udsigten er ikke til at tage fejl af. Det skulle være et særligt godt sted ved solnedgangstid og jeg kan kun forestille mig hvor smukt det må være.
>> Læs også: Danmarks smukkeste solnedgange
Turen fra Hindsgavl fortsætter af fine trampestier videre i den ugeneret natur og ind i det sidste stykke skov langs Lillebælt. Vandringen igennem skoven foregår i kupperet terræn med mange rødder og ujævnt underlag. Det en derfor en stor fordel med godt fodtøj og lidt vand i tasken. Denne del er sammen med Hindsgavl de mest befærdede områder men samtidig utroligt flot.
Ruten går langs vandet hvor der jævnligt er kig til både den nye og den gamle Lillebæltsbro. Undervejs krydses også under broen inden turen går ind til endestationen i Middelfart, hvor vi valgte at slutte vandreturen.
Hvor kan man overnatte?
Der er rig mulighed for overnatning i Middelfart, på camping, Kongebrogården eller Hindsgavl slot. Dertil kommer naturligvis muligheden for at overnatte i shelters eller telt, som vi også mødte forskellige gode bud på undervejs. Der ligger bla. nogle flotte hævede shelters på stranden i Gamborg, de var virkelig fine. Husk at booke på forhånd.
Selv overnattede vi i en stor flot og meget coronavenlig lejlighed på Borgmestergaarden midt i Middelfart, med self check in. Dette gav en god fleksibilitet, til at tage vandreturen i eget tempo og ikke at være presset af eller skulle vente på at kunne checke ind ved ankomst. Lejlighederne er super flotte med egen køkken og bad. De er beliggende midt i gågaden og nogle endda med havudsigt. Der er derfor rig mulighed for at hente mad udefra eller kigge nærmere på den charmerende gamle by Middelfart.
Gode steder at spise madpakken
Der er generelt rigtig mange skønne steder at tage madpakken frem også uden at føle sig overrendt af andre vandrere eller folk på søndagsgåtur. Så hvis det ene sted er optaget så hop videre, du møder et skønt spot lige om lidt igen.
Jeg vil alligevel gerne udpege Svenstrup strand som er et virkeligt idyllisk og stille sted at nyde roen og en bid mad. Lillebæltsstien går helt nede langs vandet og der er super gode toiletforhold. Der var også et par campere, der havde fundet vej hertil og var på vej ud i en efterårsdukkert.
Godt at vide om Lillebæltsstien:
- Lillebæltsstien er en offentlig tilgængelig sti på private arealer, så tag hensyn til beboerne og bliv på stien.
- Det er kun tilladt at færdes på stien til fods.
- På våde årstider kan det være nødvendigt at søge længere op i terrænet enkelte steder. Der kan også forekomme oversvømmede stier da noget af vandringen foregår på trampestier.
- Der er masser af skønne madpakkesteder til frokost i det fri.
- Det er ikke tilladt at benytte private badebroer, men du må gerne bade fra private strande.