Det er vist ingen hemmelighed at jeg elsker at udfordre grænser, leve og mærke livet på egen krop. Jeg griber derfor enhver mulighed for at prøve nye og sjove oplevelser, hvorend i verden jeg er. De fleste der tænker Slovenien forbinder det nok ikke ligefrem med adrenalingivende oplevelser. Men efter en hurtig søgning og ikke mindst et besøg, kan det lille land dog hurtigt modbevise dette. For det er ret tydeligt at du ikke behøver rejse til den anden side af jorden for at opnå sådanne oplevelser. Det helt store spørgsmål var derfor om vi ville prøve kræfter med canyoning, MTB, river rafting, kayak, paragliding eller noget helt 6.
Efter en dejlig dag med cykeltur efterfulgt af et par timer ved stranden, besluttede vi at stikke forbi informationscenteret, for at høre lidt mere om hvad paragliding går ud på. Kenneth synes stadig ikke jeg var rigtig klog, men vi endte da med at gå ud af butikken med 2 billetter i hånden. Det var en vild følelse at vide at vi lige havde indvilliget i at løbe ud over et bjerg, og endda give penge for det?!
Informationscenteret
Nok er jeg adrenalinhungrende, men modsat Kenneth bliver jeg først lidt nervøs når billetterne er købt. Så er det jo lige pludselig for real!
Aftenen igennem jokede vi derfor lidt med morgendagens ventende oplevelse, blandet med forventningsglæde.
Udsigten fra toppen af bjerget
Nu er det nu!
Næsten morgen mødte vi som aftalt op samme sted kl. 10, hvor vi ville blive afhentet. Efter lidt ventetid ankom en minivan og bragte os til landingspladsen. Det første hold havde allerede været afsted og flere landede mens vi stod og kiggede. Instruktørerne fik herefter hurtigt pakket faldskærmene sammen, så vi kunne komme afsted. Det viste sig at være sidste afgang denne dag og de næste 3 dage, da der var et vejrskifte på vej. Det var også årsagen til at vi ikke kunne springe fra det højeste bjerg Vogel, men måtte nøjes med det cirka halvt så høje bjerg Vogar. (Eftersom det var første gang gjorde det ikke så meget).
Efter alle i luften var landet blev vi hurtigt stoppet ind i den lille minivan hvorefter vi kørte bjerge op og bjerge ned for at komme til “flyvestedet”. Der var en rigtig god stemning blandt instruktører og kunder, tiltrods for vi sad som sild i en tønde. Vi blev sat af inde i skoven og skulle selv gå den sidste kilometer eller 2 til startstedet.
Det viste sig at flere af dem der befandt sig på startstedet var ved at tage certificat og skulle derfor flyve selv. De fløj derfor først. Eller det vil sige at en kom aldrig afsted og ham der fløj lige før os stoppede med at løbe og lå derfor nede ad skrænten og samlede sin faldskærm op. Som førstegangsflyvende kan jeg sige at det bliver man ikke mindre nervøs af!
Heldigvis var begge vores instruktører meget erfarne da de flyver op til 5 gange om dagen og vi kom derfor både sikkert afsted og ned igen. Jeg kan godt blive ramt af lidt højdeskræk, men det var bare noget helt andet når jorden forsvand under benene og vi hang helt lydløst oppe i luften. Den er en helt unik følelse som er svær at beskrive. Vi hang bare der og kunne kigge udover hele området. Min instruktør var super sød og havde da også et par jokes i ærmet, samtidig med at han prøvede at få mig til at slappe helt af. Okay, indrømmet jeg havde lidt svært ved at slippe grebet om det der holdt mig oppe, men jeg nød det helt vildt.
Vi kunne godt have valgt en mere solrig dag, men det ødelagde bestemt ikke en uforglemmelig oplevelse, hvor vi fik lov at se det smukke landskab omkring Lake Bohinj fra luften. Selvom vi kun lige nåede hjem på vores airbnb, før det bare stod ned i store stråler resten af dagen. Paragliding var en kæmpe oplevelse vi sent vil glemme. Vi snakker allerede om den næste gang 😉
