Kreta, mere end charter og masseturisme

Kreta

Kreta er og bliver et dejligt græsk ferieparadis. Desværre må vi erkende at turismen er steget siden vi i 2012 besøgte øen sidst. Priserne på fly er vanvittig lave og det gør også at mange snupper en tur hertil. Det var enormt hvad der var af turister i nogle af de byer vi besøgte. Kørte vi derimod lidt ind i landet lignede de nogen der sjældent så en turist. Den sidste uge af vores ophold oplevede vi at 5 ud af 8 par ved poolen var danske – ikke lige vores kop the. Ikke fordi de andre ikke var søde, men det er ikke derfor vi rejser. Samtidig skulle vi kigge os for, for ikke at blive dynget til med dårlige pommes frites og friturestegt kød, når vi gik på udkig efter et spisested.

Hvad blev der af de langtidskogte gryderetter og ovnbagte kartofler?- vores elskede Meze var her heldigvis stadigvæk, men nogen gange var pommesfrites blevet en del af mezen?. Vi ynder at komme ud over kanten, væk fra turistbyerne og ud i naturen. Derud hvor alting står stille og helst foregår som i gamle dage. Vi vil smage på de traditionelle lokale retter og ud i de små byer oppe i bjergene, hvor bedste sidder på trappekanten med sin stok og en kop kaffe. Det stille charmerende liv hvor de lokale lever af det de selv laver.

Oplevelser på Kreta

Med en lejet bil gjorde det sig muligt også at få nogle af disse oplevelser. De er der stadig både byerne og naturoplevelserne hvor du kigger dig over skulderen og tror du er kørt forkert, fordi der ikke er andre turister der følger efter. Dejligt at se det stadig er der og vi ikke behøvede at lede ret længe.

Strandene…

Strandene er stadig virkelig smukke, men kan som andre hotte turistdestinationer også være fyldte af turister. Også her findes der stadig små perler og det er altså langt fra umuligt at finde en lækker øde strand til en dasedag eller to. Vandet er krystalklart og i juni har det en virkelig lækker temperatur. Nogle dage var det endda svært at blive kølet ned. Hvis du gerne vil have lidt ro og idyl på din strandtur anbefaler jeg at du tager busser eller egen bil og køre lidt væk fra turistbyerne, hvor der gemmer sig nogle fantastiske strande.
Selvom det er en turistet oplevelse vil jeg alligevel også godt anbefale dig en bådtur til Balos og et besøg på Elafonissi stranden. De er noget helt særligt og fortjener et besøg. Vi havde i år planlagt en dagstur til bountyøen Chrissi island, men måtte desværre erkende at det blev for udfordrende med en bette krudtugle og en klapvogn. Måske det var noget for dig med kridhvid sandstrand, noget af Kretas flotteste badevand og mulighed for snorkling?

Tag ind på øen og ud i naturen 

Østkreta siges at være et område hvor det stadig er muligt at mærke det ægte Kreta. Vi er enige, det er et rigtig dejligt område og noget andet end vi hidtil oplevede i Chaniaområdet. (To forskellige meget dejlige ting, på hver sin måde). En kort sviptur og du er hurtigt ude blandt olivenlunde, kløfter og bjerge. Naturen tog helt vejret fra os ved Lasithi Plateau og vi måtte atter nive os i armen for at være sikke på at vi stadig ikke var længere væk end Kreta.

Kretas utallige kløfter indbyder til smukke vandreture. Samaria står stadig som en ret enestående oplevelse. I år fik vi atter krydses en af Kretas flotte kløfter af på listen. Nemlig Sarakina gorge. En anderledes og mere udfordrende oplevelse selvom den er væsentlig kortere. Læs om turen her. 

Kreta- vi elsker dig stadig

Vi er stadig vilde med Kreta og den var perfekt til en dejlig familieferie med muligheder for en masse skønne natur- og kulturelle oplevelser også. Vi var spændt på om den var blevet helt væltet af turisme og egentlig ikke et sted for os mere. Det er den heldigvis ikke, men man skal se sig for, for ikke at vade lige i turistfælderne. Der er stadig masser af græsk charme, lækre fiske restauranter, strande og smukke naturområder. Kreta kan lidt af det hele og er meget mere end en hot charterdestination til badeferie.

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for en god guide. Årets ferie går til en lille by lidt udenfor Chania – ligesom sidste år. Ungerne er vilde med muligheden for nye danske legekammerater ved poolen, fritter og friturestegt kød. Det hele er vildt forudsigeligt, men også meget afslappende. Vi bevæger os sikkert ikke længere væk fra hotellet end til den nærmeste restaurant eller kiosk der sælger solcreme. Det er bare ferie, hvor man slår hjernen fra. Men helt enig i at der ikke er meget eventyr over det. Det må blive næste år 🙂

    • SVAR

      Hej Jakob
      Det er godt at høre at den er brugbar. Bloggen er fyldt med skønne oplevelser til Kreta, så hvis i så heldige at komme tilbage og har mod på oplevelser rundt på øen er i altid velkomne til at vende tilbage og spørge ind. Nogengange er der også bare andre behov og det skal der skam også være plads til. I må have en rigtig dejlig tur til Chania. (Det er i øvrigt en virkelig hyggelig by).
      Dbh. Helle