Mauritius eller Reunion?- Hvad skal du vælge

Mauritius eller Reunion?- Hvad skal du vælgeReunion

Er den rolige grønne ø. Landskabet er ofte dramatisk og bjergtagende. Imponeres du af flot natur, elsker at vandre, se faldfald og andre iøjnefaldende naturskønheder må du ikke gå glip af Reunion.

I hovedbyen Saint Denis er det muligt at få stillet shoppetrangen, få en kop kaffe og en drink. Om aftenen er der stille og selv de lokale siger at der ikke sker meget. Det kan være en charme alt efter hvilke briller du har på – vi elskede det.

Turisterne på øen er få også selv ved de bedste strande. 80 % af disse er franskmænd og i og med det er en fransk koloni kan det være svært at skelne. De steder vi boede havde de aldrig haft danskere boende før og generelt gør de ikke meget for at fremme turismen. Måske de faktisk ønsker at bevare den smuk og uturistet?

Strandene er lækre, men ikke kridhvide som nogen steder på Mauritius. Vi var vilde med det stille liv som øen kunne tilbyde udover sine mange naturskatte. Reunion er en vild ø med naturoplevelser i særklasse. Den står som noget særligt og kan ikke sammenlignes med noget vi har prøvet før.

Reunion island

Mauritius

Mauritius er helt anderledes. Knapt så dramatisk som Reunion, men der er stadig smuk natur, enkeltstående klipper/bjerge og store smukke palmetræer. Alt sammen gør det Mauritius til en lille lækker paradis ø.

Vejret er mere stabilt da der ikke er lige så mange bjerge til at tiltrække skyer og nedbør. Samtidig er der fyldt med lækre sandstrande og azurblåt havvand på fortsat 30 grader. (Det er trods alt det samme hav). Du skal altså være lidt af et skarn hvis du ikke er frisk på en dukkert her!

Mauritius er mest kendt for sine flotte strande og med god grund. Det er der den virkelig skiller sig ud fra Reunion. Et sted hvor Reunion vinder er på naturoplevelser. Der når Mauritius den ikke til sokkeholderne. Det betyder ikke at Mauritius ikke har flot natur, Reunion er bare i en kategori for sig selv.

Mauritius

Landskaberne er flotte og kører du ind i landet til nationalpark området gemmer sig også flere rigtig flotte naturoplevelser. Vandreruter er ikke nær så tilgængelige, men skulle være alle anstrengelserne værd.

Der er generelt flere attraktioner og det er tydeligt at mærke at Mauritius er en noget mere promoveret turistdestination. De modtager ca. 3 gange så mange turister som Reunion årligt. Mange af dem opholder sig formentlig på deres lækre 5-stjernede resort, for øen er slet slet ikke lige så turistet som vi ellers havde frygtet en smule midt i højsæson.
Ikke alle attraktioner var vi lige imponeret over og som så mange andre steder skal man se sig lidt for og tænke ud af boksen. Det er altid et godt udgangspunkt at bo ved de lokale og spørge de lokale til råds. De kender alle de gode steder. Mauritius gav os mange gode oplevelser, men alt i alt er det stadig strandene og kæmpeskildpadderne vi snakker om herhjemme.

Attraktioner på Mauritius

Hvad skal du vælge?

Det afhænger helt og holdent af hvad du er til. Er du typen der elsker at solbade og slentre langs lange hvide sandstrande, så skal du vælge Mauritius. Vil du gerne opleve lidt samtidig (evt. hilse på en kæmpe skildpadde) er Mauritius stadig et godt bud. Kan du derimod godt lide at fordybe dig i naturen. Vandre, cykle eller på anden måde være aktiv på din rejse. Betyder muligheden for at komme på stranden i varme badevands temperaturer mere end at det nødvendigvis er nogle af verdens bedste? – så er det Reunion du skal vælge.

På begge øer kan du hurtigt få 14 dage til at gå uden at kede dig. Rejser du længere tid bør du overveje at kombinere de to øer, for at se og opleve 2 meget forskellige øer. Her kunne den tredje af de større øer i Mascarenerne (Rodrigues) også være en god mulighed.

Mauritius

Lignende indlæg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *