Godt nytår 2020

Rejser 2020

Vi kigger tilbage på 2020 som et underligt og uforudsigeligt rejseår fyldt med corona og alt hvad det medfører

Jeg tænker ikke at vi er de eneste der sidder og tænker pyh 2020 var et underligt år på alle måder. Vi havde masser af skønne rejseplaner for 2020 og egentlig startede året ganske forrygende med retreat i trætoppene i Tyskland og spaophold på Comwell Kellers Park. Men BUM.. midt i check in til flyet mod Rumænien i marts lukkede Mette Danmark ned!Ingen vidste hvad det indebar og derfor satte jeg mig sammen med veninderne ind i flyet. Undervejs rumsterede usikkerheden og det er nok den følelse der har forfulgt de fleste året igennem. Det blev en noget anderledes rejse, hvor meget af tiden gik med at holde os opdateret om situationen og se pressemøder hjemmefra, så vi ikke strandede i Rumænien. Vi prøvede at være til stede og nyde turen, men det var en lidt ambivalent følelse da vi alle havde mand, børn og job ventende derhjemme. De her kære mænd fik jo desuden lige opgaven i at hjemmeskole og hjemmepasse alle børnene, hvoraf det for nogen var første gang mor var hjemmefra i længere tid og ikke havde bedsteforældre at trække på.

Carphatia mountains

Delt af Bloggers By Heart

Den sidste dag i Rumænien var vi på en fantastisk vandretur i bjergene med en lokal guide uden mobiltelefoner og signal. Det føltes virkeligt rart at koble af i naturen, lige indtil vi lavede stop på den lokale kro for at få lidt mad og drikke. Der havde lige været pressemøde og alle danskere blev kaldt hjem. Der var panik fra alle mænd og telefonerne kimede. Vi havde 2 timers kørsel tilbage til vores lejlighed i Cluj Napoca hvor der var stabilt Wifi, hvor der kunne lægges en plan. De Europæiske lande begyndte at lukke grænserne og vi fik indtryk af at også Rumænien ville lukke deres (det viste sig senere at vi havde misforstået denne information i situationen).

Vi begyndte derfor at kigge efter flybilletter som fløj rundt som var det et aktiemarked. Det var alt for crazy. Pludselig kostede en flybillet 30.000 kr. i stedet for de 250 kr. vi havde givet. Ikke nok med det var der flere lande som vi ikke måtte mellemlande i for så røg vi i karantæne. Det var et gedemarked uden lige. Det endte med at en af mændene hjalp os med at få nogle flybilletter i hus hjemme fra computeren da det simpelthen ikke gik hurtigt nok på telefonen. Herefter begyndte vi at pakke vores ting og efter et par timers hvil sætte kurs mod lufthavnen. Set i bakspejlet kunne vi godt have blevet og taget den planlagte flyvemaskine hjem, men det var en situation ingen havde prøvet før og svær at forudse konsekvenserne af. Det er nok den vildeste rejseoplevelser (af de mindre gode) jeg til dato har haft. Hjem kom vi heldigvis, også uden at ryge i karantæne væk fra vores familier.

 

ET TILBAGEBLIK PÅ DET PERSONLIGE ÅR 2020

Det har været et 2020 hvor vi ligesom mange andre har vendt bøtten lidt på hovedet. Der er fløjet store drømme og tanker om livet henover spisebordet. For hvordan lever vi egentligt et liv der gør netop OS glade, med en hverdag der giver mening for os som familie og skaber et harmonisk familieliv. Den formel arbejder vi stadig på og den kommer nok også til fylde igennem 2021. Vi har taget nogle skridt i den rigtige retning og glæder os til at se hvad det kan udvikle sig til. Kort og godt drømmer vi om et liv med mest muligt tid som familie og masser af fede oplevelser sammen. Det har været et år hvor vi har haft meget tid hjemme og virkelig har fået mærket glæden ved at bo tæt på naturen. Det har været fantastisk for alvor at se og mærke årstiderne skifte på tidspunkter hvor vi ofte har haft tendens til at være ude i verdenen. Sjælendt er der blevet spist så mange madpakker i det fri og det håber jeg at vi kan tage med videre i 2021.

Selvom jeg ikke har rejst udenlands siden marts (foruden vores lille sviptur i feriecenter i Nordtyskland) er rygsækken alligevel blevet fyldt godt op af de mest fantastiske oplevelser året igennem i vores alles sammen dejlige Danmark. Vi har for alvor fået genopdaget Nordjylland med hele 4 besøg efter 10 års fravær, som har slået os om kuld af sin barske, men utrolig smukke natur. Opdaget nye unikke overnatningssteder i naturen og opdaget charmen ved dansk sommerhus ferie. Kenneth har året igennem været plaget af hold i ryggen hvilket har betydet færre familievandreture. Jeg har i stedet gået Kaninoen og Lillebæltsstien med en god veninde som deler denne passion. Det er en skøn måde at være sammen på. Så selvom vi forhåbentlig meget snart skal afsted som familie igen, fortsætter veninde eventyrerne også på stierne. 

Svinkløv Badehotel 2020

 

Et tilbageblik på bloggens år 2020

Helles Univers gennemgik i starten af året en forvandling og fik nyt visuelt udtryk. Jeg er stolt over resultatet og håber at du nu endnu nemmere kan finde rundt på bloggen og lader dig inspirere til en masse god rejseinspiration til både indland og udland. Det er jo heldigvis ikke forbudt at drømme og lægge planer. Bloggen har taget en mere familievenlig drejning, men fortvivl ej hvis du ikke har børn for vi deler fortsat ud af vores erfaringer til oplevelser, særlige overnatningssteder, små unikke Europæiske storbyer og spænende rejsedestinationer.

Udover makeover af bloggen, foregår der en hel del oprydning bag kulissen. Der ligger pt. over 300 blogindlæg lige fra bloggens spæde begyndelse. Der er sket meget gennem årene både i vores måde at skrive og formidle på, men i særdeleshed også i måden at tage billeder på og gøre det overskueligt for dig som læser med. Derfor ryddes der op og det kan også ske at gammelt indhold får en opdateret version. Det vil fortsætte i 2021 og forhåbentlig bringe os i mål med denne opgave. Det betyder også at vi stadig har oplevelser fra rygsækken at dele ud af både fra 2019 og 2020. Ikke alt ender på bloggen så skriv endelig hvis du mangler tips og inspiration til en særlig destination som vi har undladt at skrive om.

I sommers fyldte bloggen 5 år. Tænkt engang at Helles Univers har eksisteret i 5 år. Det har været 5 dejlige år hvor lysten til at drive bloggen kun bliver større og større. Det er mit lille personlige frirum hvor jeg deler min og familiens største passion og jeg kan blank sige at “Jeg elsker det og jeg elsker at have dig med på rejsen”. Det har heldigvis altid været lysten der har drevet værket og det vil det blive ved med. For selvom bloggen har vokset sig større og der nu også dukker samarbejder op i ny og næ, går vi aldrig på kompromis med bloggens værdier. Fødselsdagen fejrede vi i juli med konkurrence på bloggen hvor du kunne vinde et weekendophold til Landal Ebeltoft.

2020

Svinkløv – Delt af Naturstyrrelsen

Også i 2020 har Helles Univers modtaget skøn omtale og blevet delt på de sociale medier af bla. Haderslev Kommune, Visit Nordjylland, 3 Danmark, Discover Cluj, Naturstyrelsen og Tv2Østjylland. Bloggen har desuden fået delt 4 billeder i Politikens rejsesektion og blevet udvalgt til interview af 3 dygtige rejseblogger kollegaer om alt fra skønne steder at opleve i Danmark til de bedste tips til at rejse med børn og inspiration til sommerferie anno 2020. 

 

Bo på en vingård

Selvom mange planer er blevet aflyst og rejserne få, endte 2020 med at blive fuld af store oplevelser og gode samarbejder. Bla. overnattede vi i en Luksus Air Stream på en dansk vingård og nød en lun pinseferie i vandkanten på Landal Ebeltoft. Vi ramte også de varmeste sommeruger til sommerhusferie i Jammerbugten og Skagen. På sådanne tidspunkter er der ikke noget bedre sted end Danmark.

 

De største oplevelser i 2020

Ligesom rejseåret 2019 bød 2020 på nogle fantastiske oplevelser. Det har hovedsageligt været i Danmark, men vi nåede også lige at fylde rygsækken op inden verdenen lukkede ned. Følg et lille tilbageblik her:

 

Nytårsretreat i trætoppene i Nordtyskland

Efter en december med masser af julehygge, julejag og samvær med venner og familie, besluttede vi at starte 2020 med at trække stikket og flytte ud i den nordtyske skov et par dage. Det viste sig at være en af de bedste beslutninger vi har taget.

Treetop

En stor dejlig familiehytte med separat soveværelse og toilet/bad, med fuld panorama udsigt til skoven dybe ro ventede os. Bare udsigten i sig selv og fuglenes pippen var beroligende. Her var ingen krav eller forventninger og plads til at komme fuldstændig ned i gear. Det meste af tiden foregik i uldundertøj med spil, en god bog og film alt imens den varme kakao eller suppe lunede på det lille blus. Når ikke vi beundrede skoven indefra, blev tankerne luftet i den friske luft. Sådan burde alle januar måneder starte.

Læs mere: Treetop eventyr i Nordtyskland velegnet for familier

 

Veninde storbyferie til Cluj Napoca

Jeg har før været på venindetur til Rumænien med stor succes. Wizz Air kører ofte nogle knaldtilbud og vi fik både flybilletter retur og overnatning i Airbnb lejlighed i centrum til 1000 kr. pr. person. Det er svært at sige nej til. (Desværre har de netop lukket deres ruter til Danmark, vi håber de åbner igen når der kommer styr på covid-19).

Cluj Napoca

Delt af Discover Cluj

Cluj Napoca er en meget charmerende by med hyggelige restauranter, seværdigheder og bjergene der trækker lige udenfor byen. Ligesom Bukarest er den super billig og man får virkelig meget storbyferie for pengene. Det er desuden et godt udgangspunkt til at opleve mere af Rumænien.

Vi spiste 7 retter gourmet vegetar middag på Samsara, shoppede til ingen penge, nød solnedgangen med en drink fra Catatuia Hill og var på bjergvandring i Karpaterne. Når verden lukker op må vi tilbage, Cluj var et dejligt bekendskab.

Læs også: Rejseguide til Bukarest

 

Påske i Nordjylland

Efter 6 uger i lockdown blev det påske og vi trængte virkelig til at komme lidt væk. Ud af landet kunne vi ikke komme, men da vi fik tilbuddet om at komme med i sommerhus i Saltum, tog vi chancen da det var nogle venner vi alligevel ses med ret ofte. Sommerhuset ligger i første klitrække og har det lækreste vildmarksbad. Foråret kiggede forbi og det blev både til solbadning og vin på terrassen og solnedgang fra klitterne. Alt i alt en skøn påsketur.

Børnevenlig ferie i Danmark

Delt af Momstertodo

Pinse i Ebeltoft 

I Pinsen havde vi fornøjelsen af at besøge Landal Ebeltoft. Det var stadig under lockdown så badelandet var lukket. Det gjorde nu ikke så meget for sommervejret gjorde det mere attraktivt med en tur på stranden. Det ligger virkeligt smukt ned det hyggelige havnemiljø, lige udenfor Ebeltoft by og tæt på Mols bjerge.

Landal Ebeltoft

Selve feriecenteret er simpelthen så fint og godt vedligeholdt. Vi var helt vilde med Landal Ebeltoft og det sneg sig hurtigt i toppen af vores liste for de bedste danske feriecentre.

Læs mere: Pinse på maritime Landal Ebeltoft

 

På jagt efter unikke overnatningssteder i Danmark

Nu hvor vi i 2020 kun har skullet koncentrere os om oplevelser i Danmark har det været fantastisk at følge med i de mange unikke overnatningssteder der popper op rundt omkring. Vi har altid haft en kærlighed for dem og elsker at de nu kommer i alle varianter ligefra glampingtelte til trætophuse. Det fede er at føle sig helt alene i og med naturen, uden at gå på kompromis med komforten. Det er derfor også en af de ting vi glæder os til meget mere af i 2021.

I 2020 havde vi fornøjelsen af at være en af de første til at teste en amerikansk luksus airstreamer som er blevet placeret på den danske vingård Cold Hand Winery lidt udenfor Randers. En super fed oplevelse. De har i løbet af sommeren også fået bygget deres Camp back to nature færdig og det er nu også muligt at overnatte i en autentisk vintønde.

Læs også: Bo i en luksus Airstream på en dansk vingård

 

I efteråret dukkede en spritny overnatning frem. Den var hurtigt udsolgt, men der var et afbud som passede perfekt ind i vores kalender. Stedet hedder Grønhøj Skovtelte, ligger i det nordjyske Horsdalen og bygger på genbrugskonceptet. Overnatningen foregår i transparente telte hævet på pæle et par meter over skovbunden eller i en svævende tippie. Begge steder er der en dejlig blød madras, dyner og hovedpude. Udsigten når du ligger og kigger ud på skoven er en unik oplevelsen. Der er langt imellem teltene så du kommer sandsynligvis ikke til at møde andre på din vej.

Unikke overnatningssteder i Danmark

Delt af Grønhøj Skovtelte og 3Danmark

Teltene ligger meget naturskønt og i et dejligt område til en god gåtur. Der er også en bænk hvorfra man kan nyde udsigten. Det er ganske enkelt magisk at vågne med solen til fuglekvidren og bare mærke de friske kinder, mens man ligger lunt under dynen. Det var en anderledes og skøn oplevelse. Vi gik derfra med friske hoveder efter en god nats søvn i det fri.

 

Vandring i Danmark 


Da Kenneth året igennem har været præget af smerter i ryggen og stierne stadig kaldte, var en god veninde hurtig til at springe til. Det er ikke så skidt at det ikke er godt for noget, for det er nok den bedste form for venindetid. At dele en fælles passion i det fri samtidig med at kroppen bliver rørt og med uanede mængder af tøsesnak. I starten af sommeren gik vi Kaninoen rundt om den smukke ø Endelave og i efteråret gik turen ad lillebæltsstien. 2 meget smukke vandreruter som jeg varmt kan anbefale dig at begive dig ud på. 

Læs også: Kaninoen – 21 km. vandretur rundt om Endelave

Kaninoen

Sommerferie i Jammerbugten og Skagen

Det er faktisk lidt pinligt, men efter 10 års fravær besluttede vi at årets sommerferie skulle holdes på toppen af Danmark. Vi lejede et lille feriehus inde midt i Skagen, hvorefter vi tog i sommerhus i Jammerbugten. Efter en sommer med knapt så pragende sommervejr var vi super heldige at ramme sommerens nok to bedste uger med hedebølge. Selvom man bare kan klæde sig på efter vejret må jeg indrømme at det gør ferien lige en tant bedre i shorts og solskin.

Strande i Skagen

Der blev fyldt masser af dejlige oplevelser i rygsækken lige fra sightseeing i Skagen til legedag i Farm Fun, solopgang med sælerne på spidsen af Danmark, vandring i Fosdalen, sand mellem tæerne ved Råbjerg mile og stille badedage ved Vesterhavet i havhytten. Den danske sommerferie indfriede alle forventninger man kan have om sommerferie i Danmark når det er bedst.

Oplevelser i Danmark

Og nå jo.. det var jo sommerferie, så der var også masser af lækkert mad på programmet på både Ruths Hotel, Skagen fiskeresturant, Svinkløv Badehotel og Hotel Nor. Sådan en nordjysk sommerferie er ikke at kimse af.

De bedste restauranter i Nordjylland

 

Efterårsferie ved Vesterhavet

I efteråret drog vi atter mod Vesterhavet hvor familien havde lejet et lækkert luksus sommerhus. Det var en skøn tur i familiens tegn ved havet og med besøg ved Råbjerg Knude fyr som sidste år blev flyttet 70 meter og reddet fra at styrte i havet. Naturen derude er barsk, rå og mest af alt utrolig smuk. Der blev gået

Rejser med børn

Weissen Hauser Strand

I September gæstede vi Weissen Hauser Stranden sammen med et hold venner og deres børn. Det er et meget populært feriested for danske familier. Det var vores første besøg og vi må sige at vi forstår godt hvorfor. Udover at have Europas største vandland på 10.000 m2  med bla. 14 rutsjebaner, Europas største boldbassin med 300.000 farvestrålende bolde, verdens største indendørs junglesti i trætoppene og udendørs gokart. Så ligger det meget naturskønt direkte ud til Østersøen. Derudover har de deres egen fold med rådyr man kan købe fodder til at give dem. Det var simpelthen så hyggeligt. Ifht. corona var de ret strikse og vi følte os faktisk mere trygge end herhjemme.

 

Weissen Hauser Strand

Forår, sommer, efterår og vinter i vores hjemby Silkeborg

Selvom det har været et år præget af afstand, manglende kram og rejser bevidner årets oplevelser også om et 2020 med dejlige oplevelser i Danmark. Udover weekendture og ferie synes vi også at det er værd at nævne mikroeventyrerne, de korte ture ud af eget hjem. Der har nemlig været ekstra god tid til at udforske nye stier, nye skove og tage på endnu flere madpakketure. Det har været et år hvor vi alle nok har lagt lidt mere mærke til de små ting og mærket lidt ekstra efter.

Silkeborg

Nytår i Saltum Strand

Selvom der kort før jul kom nye restriktioner på bordet passede vores planlagt nytårsferie helt perfekt ind i coronaverdenen og vi valgte for fjerde gang i år at sætte kursen mod Nordjylland og vestkysten. Turen gik sammen med et nært vennepar tilbage til samme sommerhus i Saltum Strand som vi besøgte i påsken. Det helt perfekte sted at fejre nytår i god afstand til omverdenen. Der var masser af dejligt mad og drikke på bordet, børnene kunne skyde lidt af sammen med de voksne og et enkelt nytårsbrag blev det da også til. Som en frisk start på 2021 sprang vi en tur i havet og fik efterfølgende varmen i vildmarksbadet. Nok den bedst tænkelige start på 2021. Vi håber du også kom godt ind i det nye år med en hyggelig måde sammen med de allernærmeste.

 

 

DE 5 MEST LÆSTE INDLÆG I 2020:

  1. Rejseguide til Samsø
  2. Kaninoen – 21 km. vandretur rundt om Endelave
  3. Top 5 strande på Ærø
  4. 5 vandreruter ved Silkeborg søerne
  5. Treetop eventyr i Nordtyskland

 

Selvom vi elsker at inspirere alle der er drevet af rejse og oplevelseslyst nærer vi en særlig kærlighed for oplevelser i naturen og derfor er det også super dejligt at se at I ønsker at læse mere om netop disse oplevelser. Listen viser tydeligt et år med oplevelser hjemme i Danmark som den helt store søgte destination. Vi skylder jer stadig flere blogindlæg fra året der er gået med fede oplevelser i Danmark, dem glæder vi til at dele med jer i løbet ad vinteren.

Vandring i Danmark

 

ET NYT ÅR PÅ BLOGGEN VENTER

Der er mange spændende projekter og samarbejder i gang på bloggen. Vi håber at 2021 langsomt gør at verdenen åbner sig op igen og sætter gang i vores branche som har været hårdt ramt. Selvom vi elsker at opleve Danmark længes vi efter bjerge, andre kulturer og smage fra verdenen der venter derude. 

Vi har mange drømme og håb for 2021. Mest af alt glæder vi os til dagen hvor vi igen kan give bedsteforældre, familie og venner de største kram, til igen at lufte det røde pas eller trille den tætpakkede bil over grænsen, og ikke mindst til at lade drømmene styre hvilke oplevelser året skal bringe. 

 

Kommende rejser i 2021

Som jeg tidligere på året røbede krydser vi stadig med et lille håb, alt hvad krydses kan. Vi har planlagt og drømt om at udleve den første skiferie med familiens mindste til tyske Winterberg. Flere af de Europæiske skidesitinationer har udskudt åbningen af skisportstederne og Danmark fraråder nu alle ikke nødvendige rejser. Så chancen er efterhånden meget lille. Vi må se om den kan udskydes til senere på sæsonen eller vi må vente til næste år. 

Udover skiferie er vi begyndt at planlægge lidt danske getaways i foråret. Yderligere rejser bliver nok lettere spontane i den i øjeblikket usikre verden. Lad os håbe at 2021 bliver året hvor vaccinen hjælper os til at få coronaen under kontrol så vi alle igen kan begynde at udleve drømme og se fremad. 

Nytår 2020

 

Hvilke drømme og håb har du for 2021?

 

Vi vil slutte af med at ønske jer alle sammen rigtig godt nytår og sige tusinde tak fordi du har lyst til følge med på Helles Univers. Vi glæder os til at have dig med på rejsen i 2021 både her, på Facebook og på Instagram

 

RIGTIG GODT NYTÅR 🎉

 

Del:

2 Comments

  1. 10. januar 2021 / 12:27

    Godt Nytår☀️ Sikken et skønt indlæg, det vil jeg vende tilbage til ind i mellem, når der skal planlægges oplevelser i det danske land. Som een med bopæl i hhv Sverige, Frankrig og Danmark, har 2020 været et skrækkeligt år. Det har været svært ikke at føle sig “strandet” i Danmark, når nu nul rejser, nedlukninger, restriktioner og forbud er den nye dagsorden. Men Danmark er også dejlig, hvilket både I, mange andre og jeg nu har fået øjnene op for. Derfor kan jeg dog stadig glæde mig mega meget til at komme hjem til både Sverige og Frankrig igen.☀️

    • 11. januar 2021 / 22:25

      Hej Janet

      Tak for den positive feedback, det er super dejligt at høre at der er noget du kan bruge.
      2020 har på alle måder været et uvant og mærkeligt rejseår. Med bopæl i 3 forskellige lande er det ikke svært at forestille sig hvilken svær situation corona har bragt jer i, puha den må være svær. Jeg kan godt forstå hvis I kun venter på at tingene normaliseres nok til at I igen kan krydse grænsen forsvarligt og komme hjem.

      Jeg er nu alligevel også super glad for at vi også har været med til at inspirere til dejlige oplevelser her i Danmark, for dem er der heldigvis også mange af. Jeg skal da også blankt erkende at vi glæder os enormt meget til igen at kunne krydse grænsen og udforske nye horisonter.

      Lad os håbe at 2021 byder på nye tider men en større normalitet og mulighed for at rejse.

      /Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.


Looking for Something?